open by night

min veninde og jeg var i new york i nat. først for vi vild i subway'en, og der var noget med at mit kreditkort af en eller anden grund ikke kunne købe billetter, hvilket var lidt besværligt, eftersom vi skulle nå noget rigtig meget. jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, men hold fast hvor havde vi travlt.
Så blev vi væk for hinanden, og jeg stod af toget, så man må deraf udlede, at jeg enten havde fået mit kort til at virke, eller kørte uden billet, hvilket jeg ikke kan forestille mig, for det er så vidt jeg husker nærmest umuligt, at komme ud af en subway-station uden.
stationen jeg stod af ved var nede ved havnen, for jeg kan huske, at jeg kiggede ud over new york skyline, og tænkte, at det måtte være lidt som med den lille havfrue, for den var utroligt lille og lidt skuffende. og hende frihedsgudinden, hun var der slet ikke. mystisk.
men eftersom det er spild af tid at dvæle ved skuffelser, besluttede jeg mig for at finde et sted at shoppe. for hvis jeg ville finde min veninde igen, var jeg overbevist om, måtte jeg være et sted hvor hun kunne tænke sig til, at jeg var. (og vi havde åbentbart ingen mobiltelefoner, eller også havde vi bare glemt, at vi havde dem) men det eneste sted, tænkte jeg, hun ville kunne regne ud, at jeg ville befinde mig når jeg var væk, måtte være i et mall. så jeg fandt det nærmeste mall, og en taskebutik (surprise!) og der var den, min drømmetaske. den var fantastisk, kæmpestor, og lavet af rottehaler. (altså skindet, ikke børnehår....) og så kostede den kun 5000 dollars. og alt imens jeg stod og funderede over, om jeg havde råd til at spendere 35000 kroner på den mest gudeskønne rotteskindstaske, dukkede min veninde op, for hun havde regnet ud, at det eneste sted i new york jeg kunne tænkes at være når jeg var væk, var i en taskeforretning....



og så vågnede jeg. feberdrømme er alså det eneste plus ved at være syg...

gæk gæk

Kære påskehare. jeg frasiger mig alle krav på alt hvad der ligner påskeæg dette år, hvis bare jeg i stedet må få sådan en hér,


den er da fin, og så er den tilmed stor nok til at kunne rumme lydbøger. måske, hvis det er i overkanten af, hvad man kan forvente sig af påskeharer kunne du slå dig sammen med julemanden... så kan jeg godt nøjes med tre adventsgaver til den tid...

omsorgsangreb

som om dagen i går ikke var slem nok, gjorde det det ikke bedre at jeg, da jeg kom på arbejde på det nærmeste blev udsat for noget, der mest af alt mindede om omsorgsangrebsovergreb.

jeg har her den første marts fået en hel håndfuld nye kolleger, og de er alle meget søde, men bedre kender jeg dem altså heller ikke. min dårlige dag i går stod åbentbart malet henover mit ansigt, eller måske er det bare generelt svært, at skjule smerte for sygeplejersker. uanset trak en af mine nye kolleger mig til side først på vagten, og spurgte til om jeg var ok. virkelig pænt af hende. jeg antog, at hun ikke havde hørt om årsagen til min nedtrykthed, og tænkte at sådan skulle det forblive, så jeg takkede hende for omsorgen, og sagde at jeg vist bare havde en dårlig dag, hvorefter hun lynhurtigt, og helt uden forudgående advarsel trækker mig ind til sit svulmende bryst i bedste mor-stil og krammer mig, mens hun fortæller mig, at vi skal sætte pris på, at vi har hinanden...

jeg er generelt ret god til kropskontakt. og jeg kan sagtens finde trøst i en god knuser, selvom jeg til enhver tid ville foretrække ord straight up, og uden nogen form for handling. men lige dér følte jeg mig på det nærmeste som verdens største snerpe. for er der ikke regler for, hvor længe man skal have kendt hindanden før man har omsorgsknus- privilegier? eller er det bare mig, der ikke er så frigjort på kropskontakt- mellem-totalt-fremmede-området som jeg gik og troede. en ting er sikkert, næste gang jeg har en dårlig dag på arbejdet, holder jeg det for mig selv.



(og ja ja, jeg ved godt at hun mente det godt, og jeg lyder som en sur k******. men det er jeg så. lige på det punkt. og jeg sagde jo ikke noget til hende. vel.)

kliché

i dag ville kun kunne reddes, hvis jeg havde kræfterne til at tage ind og shoppe sko.



nogen der vil dele den ellers uretfærdigt velbevarede hemmelighed om, hvor ffw-knappen til livet sidder?

ikke-fødselsdag

det er ikke kun i eventyrland, man kan holde ikke-fødselsdag. det er også ladsiggørligt på ligustervej. især når man er en fire-årig, hvis største ønske er, at kunne holde fødselsdag hver dag året rundt, og som på grund af pædagogstrejken sidste år blev snydt for den ene, der er hende retmæssigt, og alt for sparsomt tildelt.


så i dag har hele huset været fyldt af havtasker, madpakker, cupcakes og "den 4-årige har fødselsdag, og det har hun jo, men det er ikke i dag". og den fire-årige er lykkelig. og hendes mor er.... hun nød vist bare, at hun har specialiseret sig i at lave pigebørn, for hold da op hvor er der stor forskel på de to køn. og hermed siger jeg ikke, at jeg ikke kan lide drenge (eller det gør jeg vist lidt, men det er ikke så alvorligt ment, som det måske kan komme til at se ud) jeg er nok bare ikke vant til dem. og nu er de gået. og den fireårige sover. og det har været en dejlig dag.

og et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at der nu er et helt år til næste gang. men næste gang er lige om hjørnet.... så lige nu er det jeg håber på, at der er nogen, der kender til et lyn-kursus i tålmodighed og forståelse, for jeg tror nok at det lidt jeg havde, er brugt op for de næste 20-30 år...

india

vinterblege danske fødder i, og helt uden sommersandaler i en verden af brune, smukke og farvestrålende personligheder, som sjældent ser så hvide mennesker, som kun en dansker kan være det i marts. mintpastiller som gave fra gudinden, og fugtige duftende nætter i en helt fremmed og ukendt kultur. det er bare et par af de indtryk, der i tiden når mig via den berejste hjertevenindes nyopstartede blog great dane traveling.

jeg elsker at følge hende på hendes færd rundt i verden, og har lidt på fornemmelsen, at det dér blogging er ved at bide sig godt og grundigt fast i hende (også).

wouldhavecouldhaveshouldhave

hvad jeg ville hvis jeg orkede :

1. løbe den tur, der for længe har været udsat på grund af livet, og alt muligt andet der lige kom i vejen.
2. bage den der æblekage, der alt for længe har rumsteret i mit hovede, og som dukker op igen og igen, hver gang jeg løber ind i duften af kanel.
   
3. skrue ned for hovedpinen, og op for supermor-og-nu-skal-vi-virkelig-hygge-os-sammen knappen.
   
4. finde ud af hvor førnævnte knap sidder.
5. se at komme i bad og i tøjet, inden de sociale myndigheder opdager, hvordan det står til klokken hen ved middag, på en ellers udefra normalt udseende matrikel nord for århus.
6. af samme årsag som nævnt i punkt 5, få styr på de værste medlemmer af den bande af dræbernullermænd, der i øjeblikket hærger ligustervej, for ikke at tale om agressivt udseende og ildelugtende bunker af vasketøj, der i skrivende stund, er jeg sikker på, er i telefonisk kontakt med den russiske mafia, med henblik på at erhverve sig bazookaer til brug ved det grundigt planlagte mytteri, der finder sted når føromtalte våben ankommer...

men det er søndag, og energiniveauet ligger på under målbart. så jeg tager til takke med kodimagnyler og kaffe, og håber på, at det bare er en fase. der er nemlig noget med en bordreservation på l'estragon klokken 18, og derefter koncert med tim christensen klokken 20...

de luxe

jeg elsker når nogen har noget at sige, og forsøger at opdrage begge døtre til at udtrykke det, der presser på. gad vide, om vi en dag ender her...


(og undskyld på forhånd til alle fremtidige svigersønner... jeg gjorde det helt bevidst, men det har bestemt ikke været personligt)

dobbelop

jeg har vist nævnt det før, men det kan tåle gentagelse. bogudsalget ville, i min optik, godt kunne tåle ophøjelse til national helligdag (boghandlere undtaget, selvfølgelig). og måske ikke hele perioden. den første dag kunne absolut også gøre det. så ville det tilmed kunne undgåes, at gå glip af de gode tilbud på grund af udsolgte varer. ren win-win.


i år har jeg tilmed doblet op på lykken, i det jeg i første omgang kun havde sat en enkelt eftermiddag af til projektet. alle kataloger var gennempløjet, og lister var forfattet. en af de udvalgte var curtis sittenfelds "en kvinde, tre mænd og en psykolog". jeg har hendes første roman "klasse", og jeg mindes, at den var både intelligent og underholdende, derfor var der ingen tvivl om, at efterfølgeren også måtte hjem på natbordet.

da jeg så kommer hjem med den (og resten af rovet), kan jeg ikke finde den første bog. den er væk. selv efter rundringning til de mest sandsynlige syndere indenfor genren "lån og behold", er der intet spor af min bog.

æv. jeg hader, når mine bøger forsvinder. jeg holder uendeligt meget af mine bøger, og de må gerne forlade matriklen, men de har altså også, at vende tilbage igen.

i min frustration over bortløben litteratur, og omfattende afvejen af handlemuligheder i den hensigt, at få bogen tilbage på hylden igen, husker jeg pludseligt at have set, at "klasse" også er på bud. så afsted det går igen. kæresten holder udenfor boghandleren med motoren kørende i bedste bankrøverstil, for jeg skal jo kun hente den ene bog. og jeg prøver da også ihærdigt, på vej ud igen, at få posen til at ligne en, der faktisk kun indeholder en enkelt bog, men det er altså svært, at få coffeetablebook-bog i king-size størrelse til at ligne en standard størrelse roman... og det gør det bestemt ikke nemmere, at den er flankeret af yderligere tre bøger. men når man skal, så skal man. altså.

men uanset. det må da være måden at gøre det på (altså eksklusiv himmelvendte øjne hos ventende mand over brudte løfter, sprængte budgetter, og co2 forurening). først éen gang bogudsalg med efterfølgende lykke over nyerhvervelserne, og ikke mindst besparelserne. og derefter det hele en gang til. jeg har jo faktisk sparet dobbelt så meget, som hvis jeg kun var taget af sted en gang.

så til bogtyven som ligger inde med mit første eksemplar af "klasse"; behold den. jeg har fået en ny, og du er tilgivet for denne gang. men lad det ikke ske igen...

øjeblik

mandag i regnvejr. arbejdsweekenden med dens liv og død, og det der ligger ind i mellem sidder stadig i tankerne, og ikke mindst benene. en runken citron i en halvtom frugtskål vidner om aldrig mixede drinks, og en aften i byen, der ikke blev til andet end fællessøvn foran dansk familiedrama i familiens skød. engang for tusind år siden.
sporene af familieliv, levet i de forgangne dage minder mig om, at liv leves, uanset om jeg deltager eller ej. en vingummicola fastklistret på en fireårigs yndlingskjole fortæller eventyr om x-faktor og fredagsslik og intens hygge. på den otteåriges værelse er der krystaller, der vokser på snore i glas, der var tomme da jeg forlod ligustervej i fredags. og på min mave ligger seks kilo kat, der ikke er blevet nusset for alvor igennem alt for længe, og som på ingen måde er interesseret i at dele pladsen med nogen, især ikke mr mac.

og flammerne slikker mod lune sider i en brændeovn, der ikke har været rigtig kold siden den flyttede ind for tre uger siden. regnen tegner indviklede mønstre på ruderne. og vi skal nok nå, at indhente det forsømte. og dagens lektie består kun i at forstå, at det eneste forsømte er katten. og at sårene er mine alene. og at smerten kun består, fordi jeg føler mig udenfor. ikke fordi den forgangne weekend ville have været bedre med min deltagelse. anderledes, men ikke bedre.
men det går. det gør det faktisk. og dagen i dag er min. min og kattens. og det er sådan det skal være.