den første gang i omkring 1000 år jeg er alene. helt alene. stilhed helt ind i de inderste lag. selvom det bare er for 10 minutter.
hvor føles det godt. livet er dejligt. og nymalet starbucks kaffe og oreos er guddommeligt.
fantastisk ferie i sverige. stop. hjemme. stop. og på vej til berlin i morgen tidlig igen. stop. stop!
(til dem, der er involveret i mit program for berlinerturen, kryds fingre for os. og til jer andre, berlin er en dejlig by, som jeg endnu aldrig har haft fornøjelsen af at besøge. det gør jeg så nu, er tilbage sidst på ugen)
jeg ville så gerne at mit ord-grid var lidt større, bare lidt, for det er rigtig fint. jeg ville også gerne, at jeg var lidt mindre træt. og at jeg var færdig med at pakke.
men jeg har ferie, og alt andet er ligegyldigt. uendeligt ligegyldigt.
jeg er tilbage om en uge...
meget lille wordle er lavet her
nu er det der endelig. (skal helst hvines med udtalt skinger pige-falcet i ren ekstase) det vil sige, at det har det sådan set være i et stykke tid, men nu er det helt færdigt. det sidste malerstrøg blev sat her til eftermiddag, og jeg er noget nær forelsket.
nu kan jeg ikke længere klage over, ikke at have mit helt eget værelse... om skal det flashes? det tror jeg nok det skal...
det, sammen med brændeovnen, er nok det allerbedste vi har lavet på huset. hvis det altså var mig, der blev spurgt. jeg er ikke sikker på, at min bedre halvdel ville mene det samme... ;o)
som jeg jo ved jeg har, og som jo derfor helst ikke skal gå hen og føle sig hverken ikke-værdsat, eller gud-forbyde-det, arbejdsløs. lige nu ønsker jeg mig forfærdelig meget det her;
armbåndet ville gå rigtig fint sammen med det smil, jeg ville sætte det sammen med, når jeg var færdig med at retfærdiggøre de £120 som det koster. (selvom det jo praktisk talt ikke er mig der skal betale, men fe-gudmoderen. og man kan jo godt være økonomisk bevidst på andres vegne ikke?)
(for øvrigt ønsker jeg mig vist også en tre-tyve terapitimer i håbet om, at kunne overkomme dette her hyperakutte anfald af shopaholitis, som jeg nok har været temmelig hårdt ramt af de seneste uger. men måske det slet ikke er nødvendigt, eftersom jeg allerede har erkendt det. jeg har nemlig hørt et sted, at erkendelsen af problemet er det sværeste... og jeg er bestemt ikke en fornægter. ikke det mindste.)
"hvis du trykker for meget på mig, så prutter jeg."
informationen var ment som en advarsel, og skulle have haft til formål, at få min kære mand til at afslutte det knus han ellers var ved at give mig, inden katastrofen indtraf, og udslippet uundgåeligt ville komme på top ti over denne sommers værste, og mest skadevoldende gasudslip.
det havde bare den stik-modsatte effekt. og hvad er det så lige, det dér med mænd og prutter? jeg har brugt 7 år på at undgå at give ham den mindste grund til at tro andet, end at alt det jeg putter i munden bliver fortæret så grundigt, at der ikke kommer noget ud af den anden ende. som i absolut intet. nada. niente. punktum. endvidere har jeg brugt uendeligt mange meter toiletpapir, og vand, og tændstikker, og høje host og alt muligt andet for at dække over lyd og lugt af det dér jeg end ikke gider skrive (mere eksplicit end dette) om.
mens han til gengæld prutter højlydt i et væk, og til nød kan få et lidt rosa skær i kinderne, men hvem ved om det bare er af ren anstrengelse.
jeg vil så gerne, at der er dele af min fysik, der kun, uanset hvor mange år vi lægger bag os i hinandens selskab, er for mine øjne... 0g ører. og jeg kan slet ikke forestille mig, at vi skulle kunne dele toilet under intime seancer, selvom han har forsøgt sig flere gange, og er røget ud med flyvende farver. mine børn kan jeg til nød tolerere, jeg har trods alt selv lavet dem, men min mand... vi skal jo også kunne holde hinanden ud om 40 år fra nu. helst, i hvert fald.
nåmmen, jeg græmmer mig videre, og forsøger at lære af det her. hvis bare jeg vidste hvad det var, jeg skulle lære...
pick your choise...
har stadig ikke turdet kigge, men det trækker voldsomt i mig.
jeg havde min dejlige læderjakke af det fineste skifergrå handskeskind fra munthe plus simonsen på på arbejde i går, for det skal da bestemt udnyttes, at det endelig er blevet køligt nok til overtøj (sagde jeg virkelig det?!).
men jeg var altså ikke blevet advaret mod det usandsynligt voldsomme regnvejr, som valgte at ramme området omkring århus n, stort set samtidigt med at jeg fik fri. og jakken var jo impregneret. yes indeed. det var den så bare ikke lige klar over. og fraset pletterne, der efter min løbetur ned på parkeringspladsen dekorerede min indtil da ret ensfarvede jakke, gik det da også meget godt.
så jeg valgte, af egen fri vilje... og en lille smule nød, at køre hjemad i regnvejret, med varmeanlægget i bilen på højeste niveau. og så kan jeg vist passende bare smide et link til denne post. bare husk at se bort fra det ufrivillige aspekt. dette var absolut selvvalgt.
og nu går jeg hen og kigger. kryds fingre for, at den er kommet i tanke om den dag den blev påført regnskyende substans i hobe... be om.
er der nogen?
eller er alle blevet trætte af at høre om min tøj-fetish, som jeg kan se når jeg læser tilbage, lever i allerbedste velgående her under udsalget.
jeg vælger at tro, at det er ferien der gør, at der er længere mellem kommentarerne, og poster for en sikkerheds skyld lige en 7-10 børnebilleder i et nyskabt facebook album med titlen børn. det burde da kunne afstedkomme en kommentar eller to.
det er nemlig ikke rart at være helt alene.
jeg er vild med mine nye solbriller. og jeg knuselsker min store smukke datter. men kombinationen af de to, den er da bare alt for fin. jätte snygg.
men det er stadig mine solbriller. mine. husk det pigelil.
men på den utroligt ufrivillige måde. vi er inviteret i sommerhus i weekenden. af nogle meget meget søde mennesker og deres meget meget lækre tvillinger. som er på alder med den 5-årige. i solskin. på fyn. need i say more.
altså udover at jeg skal i to tolv-timers vagter i denne weekend. 7-19. lørdag og søndag. argh!
så min kære familie drager i morgen tidlig ud i sommerlandet, og efterlader mig herhjemme i den amtslige bageovn. heldigvis kommer jeg ikke til at kede mig. jeg har nemlig allieret mig med en gedign mængde stor journalistisk nyheddsstof, og en sand banke af små kulinariske perler (såsom franske vafler og røde snørebånd - jumbo size pakken... hele 1800 gram!). som sådan cirka, udfra et erfaringsbaseret skøn, får omkring 7 1/2 minuts udelt opmærksomhed, inden jeg falder i søvn på sofaen.
hvor heldig kan man være.
bedre sent end aldrig. min opdatering på verden som sådan er i disse dage noget nær ikke eksisterende. nattevagter og sommersol gør, at jeg ikke befinder mig i nyhedssfæren mere end allerhøjst nødvendigt.
men denne nyhed er da værd at dvæle ved, til trods for at den er 14 dage gammel... hurra for h&m!
jeg har et par choo's, men er da bestemt åben for en familieforøgelse .
min dvf kjole er kommet. det vil sige, at der er kommet en kjole, og den er gudesmuk, men det er ikke den jeg bestilte.
først var jeg skuffet, men nu synes jeg faktisk, at den passer mig bedre, end den jeg først havde valgt. tilmed er den 100£ dyrere end den rigtige, men sig det endelig ikke til nogen...
det eneste negative er, at det føles forkert at bruge så mange penge på noget man ikke selv har valgt. det virker lidt sløset. men jeg har besluttet mig for, at jeg må have en virtuel fairy-godmother som har valgt den rigtige kjole til mig, når jeg nu ikke selv kan finde ud af det.
se det var et rigtigt eventyr.
