bybillede

uvist

nogen gange kan en kæde af forandringer pludselig ændre et absolut i en grad, så intet nogensinde igen bliver som det var. lidt ligesom hvis nogen tog, og byttede om på rækkefølgen af gearene i din 20 år gamle bil. det ville stadig være en bil, ubetvivleligt. men den arm, der efter modifikationen skulle betjene gearstangen, ville virkelig være på overarbejde. den tilnærmelsesvis amputerede legemsdel, der handler, helt uden tanke, fordi det har den altid gjort. og om det var 2.- 5.- eller 1. gear er egentlig fuldstændig ligegyldigt, et af dem ville på et tidspunkt med høj sandsynlighed få det hele til at vælte, enddog uden at man med 100 procents sikkerhed ville kunne sætte en finger på, hvilket af dem et det var. og forskellen ligger i om man gav op i tide, og erkendte at den bil ikke burde køres. eller noget andet.

jeg er væltet. har ladet femte være andet, og tredje være bak. og i dag smilede jeg. og lo.

dilemma

det er bestemt ikke for at være utaknemmelig. og det er også næsten ubeskriveligt, så meget jeg har savnet solen. som i en fantasillion (og dem der mener, at savn ikke kan gradbøjes i fiktive beløb blander sig uden om nu... tak!)
men når nu det indre barometer siger, at lad henslængthed med bog på sofa er det nye sort på denne smukke sommerdag. hvad så?

skal jeg give efter for mit overjeg's enerverende tænderskæren, og kaste mig ud på en solseng? fordi det gør man, når solen skinner på den første sommerdag i alt alt for længe.

eller skal jeg følge mine dyriske drifter og blive i hulen, og langsomt hentæres af dårlig samvittighed. fordi det gør man, når man sidder inde på en ellers vidunderligt dejlig dag.

pest eller kolera.


glem det første jeg skrev, bare kald mig utaknemmelig.