hurra for den lille forskel

hvad i alverden sker der lige ovre i julebranchen?
tilbragte en lille halv time i plantecenter i går, for at indkøbe 4 stk bloklys til et stk adventskrans (nu ligger de sidste af slagsen, jeg havde fat i jo, og hygger sig et sted mellem frosne forbagte burgerbøffer og thaimix). plantecenter var overdådigt udsmykket som højtiden foreskriver, og da min primære mission var fuldført på meget få minutter, bød dilemmaet sig ind. skulle jeg rundt og lure på overentusiastisk marked for julerelaterede uundværligheder, eller skulle jeg skynde mig ud og nyde, at jeg ikke havde spildt hårdt indtjente kroner på julekugler i årets it-farver, og grankogler med guldglimmer. Jeg valgte en kombination, og tog den del af juleudstillingen, der lå nærmest kassen. og her var det det, at jeg mistede forståelsen for juleudsmykning for altid. foran mig befandt der sig pludselig et ca halvanden meter højt nissehuebeklædt rensdyr. troede faktisk først, at det var butiksdekoration, men ved nærmere inspektion havde dyret en pris; DKK 4000. hvad sker der? hvem vil have gigantisk rensdyr stående i eget hjem... og hvem vil betale ikke mindre end 4 kilo for hæsligheden?
tvang kæreste til at forevige rædslen på iPhone, så det kunne dokumenteres fotografisk, men er blevet enig med mig selv om, at ordene må tale for sig selv, og at min blog i øvrigt er al for pæn til den slags uhyrligheder.

på den positive side; hurra for den lille forskel, og tillykke og glædelig jul til den, der bliver lykkelig og i sødmefyldt julestemning af rædselsfuldt rensdyr.

indkøbsia nervosa

hvad sker der for nogle kvinder, når de bliver sluppet løs i lavprisvarehuse. kom den anden dag hjem fra en helt reel og planlagt indkøbstur i rema 1000. skulle have frugt og dadler. punktum. og lige pludselig opdagede jeg, at jeg både havde bloklys (4 stk , elfenbens- farvede, til adventskrans), 6 par sorte strømper... man har altid brug for strømper, lidt julepynt, en fin blomst, der ville passe helt vildt godt til den dér blomstrede urtepotte jeg har, 3 ekstra gaver til allerede færdig pakkekalender til 6-årig, foruden appelsiner, dadler og nektariner. det er i hvert fald det jeg umiddelbart kan huske jeg havde fået skrabet sammen.
vil nogen godt opfinde et varehus der kun sælger mad. snart. tak!
til gengæld for uforskammet indblanding i miss m's indkøbstur, har jeg omrokeret rema 1000. da jeg opdagede alle de ting, der ikke hørte til i kurven, blev de på må og få spredt på tilfældige hylder i butikken. så kan de lære det!


gad vide om jeg nu med lidt god vilje kan komme afsted med at skrive butiksdekoratør på mit cv...

blogpause

set i lyset af det sidste års blogaktivitet fra min side, er det nok ikke værd at dvæle yderligere ved endnu en pause, men på den anden side har jeg just proklameret relancering og fornyet nærvær, og så, kan man sige, er en begrundelse for fornyet fravær nok påkrævet.
årsagen er, at jeg faldt over alle tre bind af "nynnes dagbog", samlet i et bind på tilbud til en halvtredser i føtex for en uges tid siden. og eftersom jeg, som resten af den del af det læsende segment, som læser udfra anbefalingerne i gyldendals bogklub, på det sidste nærmest har støvsuget markedet for kriminalromaner, der omhandler danske/svenske politifolk, der opklarer mere eller mindre bestialske mord tilsat en kant af humor, og jeg er ved at trænge til lidt ukomplicerethed i mit særdeles ikke ukomplicerede liv, røg den med i kurven. og nu summer jeg af blogindlæg, alle udformet i nynne-form, både hvad angår grad af selvfornedrelse på den aldeles uvidende måde, og ikke mindst skrivestil. og det vil jeg altså ikke være med til. jeg er mig! så indtil jeg er færdig med tre dele ironisering over metropolliv uden overblik, nægter jeg at skrive et ord til. også selvom jeg har en helt vildt fin historie om en mor, der for første gang nogen sinde trak tand ud på barn, som derefter måtte rose mor i koma, i stedet for det noget mere gængse omvendte scenarie, hvor barnet er den, der får al opmærksomheden.


det er forresten det hele værd... nynnes verden ER faktisk ret sjov. og skam på den, der nødvendigvis så penge i stedet for fornuft, og fik lov til at lave den om til tredjerangs tv-serie...

back to basics

Nåmmen jeg kan nu bevise, at jeg officielt ikke har rykket mig de sidste 20 år. Jeg var til 20 års jubilæum for min gamle folkeskoleklasse i fredags, og godt nok har jeg lægens ord for, at det var mixet af medicin og alkohol (så meget for 4 års sygeplejerskeuddannelse), men alligevel... klokken 23 lå miss m med hovedet i tønden, og måtte derefter køres hjem af anette, hele klassens moderlige indslag.

20 års udvikling lige lukt ud i vasken. men af hjertet tak til anette, for at bringe mig (men ikke mit ego) sikkert hjem. og til resten af daværende 9B; i kunne jo takke mig. én måtte jo tage tjansen, som hende, der blamerede sig til et folkeskolejubilæum. men bare vent med takken, til vi når til 25 års jubilæet, lige nu vil jeg faktisk helst glemme det.

inspirationtak

jeg vil så gerne i gang med mine små daglige, og semi-narcissistiske anskuelser af livet på ligustervej, og sådan rundt og omkring. men det er som om, det bare ikke lige kommer til mig i tiden. Det er som om der er en knap der mangler at blive aktiveret "knappen-der-sætter-hjer- nen- i-stand-til-at-formulere-reflekterende-blogindlæg-ud-af missm's-reglementeret-enfoldige-ligustervejsliv".
hjælp anyone? støttegrupper? terapi? healing? pendulering? jeg er med, hvis bare det hjælper. der var engang det bare kom til mig, men jeg tror, at jeg er rusten efter længere tids dalren rundt i det virkelige liv, uden at forholde mig kritisk til andet, end om det er fair at ignorere facere på clemensbro... og det kan jeg svare på, uden at skulle formulere det i et blogindlæg... måske rustfjerner i kaffen er svaret?

hmmnn time will tell, måske det er endestationen for missm. det er i hvertfald frustrerende at vride sin hjerne som en karklud, og det eneste der kommer ud af det, er et (ellers udmærket) idyllisk snedækket foto fra vores nylige tur til moster ingers fantastiske hus i sydsverige... sødt, men hverken synderligt humoristisk eller kritisk. inspirationtak.

tak

kære midttrafik,

jeg skriver til jer, for dels at takke jer, dels at give jer lidt af den ros, jeg fornemmer i får al for lidt af til daglig.
min tak skal i have, fordi i går morges klokken fem minutter i halv syv (hvor mange af de sygeplejersker, som ikke er kede af at komme små tre minutter for sent på arbejde, samt bor i en radius på ca 10 km fra deres arbejdsplads (for ikke at forglemme dem, som er lovpligtigt forment at føre motoriseret køretøj i den offentlige trafik i minimum et år) står og venter på bussen i mørket (tak vintertid!) da bus nr 123 holdt i buslommen og tog passagerer op, mens chaufføren på den bus jeg skulle med, som ankommer umiddelbart efter 123'eren straks spottede, at der jo tydeligvis var optaget, der hvor han ellers burde stoppe, og derfor fortsatte.
da jeg ikke bor specielt tæt på det nærmeste busstoppested, cykler jeg som regel derop, så jeg var ikke helt fortabt, set i forhold til min mission om at befinde mig på min arbejdsplads klokken allersenest 5 minutter over 7; jeg havde jo min cykel. det ingen havde fortalt mig var, at man ikke kan komme lige så hurtigt frem på et gammelt hakkebrædt som passer bedre til midtbydistancer end til provinsstrækninger, hvilket resulterede i, at jeg nåede min destination med ca 3 kvarters forsinkelse. men hvad betyder det mellem venner. til gengæld, og her er det min tak kommer på banen, har jeg så tilpas ondt i lårmusklerne (og andre steder) i dag, at jeg er sikker på, at i har hjulpet mig til at tabe adskillige gram. af hjertet tak!
rosen skal i have for at ansætte så skarpe chauffører, med øje for at køreplanen skal holdes frem for alt, at de ved, at det bedre kan svare sig at køre videre, frem for at holde i kø. tillykke!

med kærlig hilsen,

miss m, den vildfarne cyklist.