spam

Min tidligere nævnte alias-fb-profil har endnu engang bragt mig i nærheden af et nyt særligt og interessant venskab, jeg bare skal række ud efter, for at tage hul på. Denne gang er det Mille, der synes at søster lagkage er et spændende bekendtskab;

Hej. Mit navn er Mille. Jeg har netop været på besøg i en kammerats sommerhus i Glesborg på Djursland, hvor vi faldt i snak med en af naboerne, som havde et mirabelle træ vi fik lov til at plukke fra. Hun henviste til dig, da vi talte om opskriften på saft fra mirabellaer. Som hun sagde, så kendte du til ALT indenfor syltning, bagning, kager m.v.
Så mit spørgsmål går på, om du har en god opskrift på mirabellesaft? Jeg kan selvfølgelig søge på nettet, men vil hellere spørge lidt utraditionelle steder og måske få fat i 'guldkornet' (opskriften)..
Og deler du ud af andre spændende opskrifter, tager jeg gerne imod, da jeg er næsten nybegynder (begyndte for 2 år siden) i at sylte, lave marmelade o.l.

Med venlig hilsen Mille.

Og jeg mener, det giver da god mening at Søster Lagkage er den store madconnoisseur og sylteekspert. Hun har f.eks ingen venner, som kunne tage tiden fra diverse kulinariske udfordringer. Eller interesser som sådan. Eller bare et billede. Så Mille, godt initiativ, men jeg er ked af det. Ingen guldkorn til dig i denne omgang. Dog skal du have tak for mailen, jeg håber du finder en god opskrift, og hvis du gør vil jeg gerne have en kopi.



(jeg får faktisk alt for få af den slags som mig selv, kedeligt, men sandt)

fortidsminder

Perseiderne er på deres årlige besøg i Danmark, og der skulle blive stjerneklart nu i nat. Jeg tager mig som opvarmning et besøg i en tid med piger der var knapt så store, og en verden der på mange måder var helt anderledes, og dog med beroligende mange fællesnævnere.

Hvor er det et stort privilegie, at have adgang til sit liv i blogform.

ligusterliv

Når nu man er ved at have fyldt depoterne med familieliv og sommerferie, og det eneste der umiddelbart lyder tiltrækkende er mangel på samme, hvorfor er det så så svært, at finde ud af hvad man skal bruge 4 timers frihed til, mens mand og børn er ved stranden?

Umiddelbart er min første indskydelse, at kaste mig ud på en solseng med en bog, og rense mit forkrøblede overskud for afbrydelser og opofrelser. På den anden side er huset saneringsmodent på den inficerede måde, og jeg kunne godt se mit velværebarometer trække mod lys og liv, ved tanken om et hjem uden indbygget beachbar med dertilhørende dyreliv.

Problemet opstår, når de to egentligt ligeværdige og ikke sammenlignelige aktiviteter skydes i sænk, ved tanken om en alvorlig tur i jazzugen med store kolde fadøl, og glade tanker og smil i solskinnet.

Heldigt, at der er indbygget automatisk stopklods i idéen om 36-årig kvinde med kæp i øret, dansende alene rundt på Klostertorv klokken to en mandag eftermiddag.

Mandagsnote

Når han siger 'Jeg kan huske første gang du besøgte mig i Skjern', er det det han kan. Huske. første. gang. du. besøgte. ham. i. Skjern. Ikke redegøre for følelser, fornemmelser, tanker, bagtanker eller andre sanseindtryk. Uanset hvor meget du presser ham.


Punktum.

karma is a bitch

Jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at skrive om det her; det ligger uendeligt langt udenfor min tryghedszone, men det bliver ved med at hoppe op foran min bevidsthed og huje på den mest insisterende måde, så nu giver jeg det et forsøg.

Jeg var i denne uge til bisættelse. En ældre og helt enestående sød kvinde i familien var død af en hjerneblødning, og der var egentlig intet odiøst i det. Hun havde været syg meget længe, og det kunne undes hende, at komme til et sted uden rollator, og uden smerter. Det kommer til at kunne mærkes at hun mangler rigtig mange steder, men det var tid.

Jeg er ikke god til begravelser. Det kommer vist med i pakken, når man mister sin mor som 14-årig. Jeg er heller ikke god til Kim Larsen's 'Om lidt bli'r her stille', som vi sang i kirken, dengang i 1988. Jeg har til gengæld været ret god til at styre udenom både begravelser og sang i årene som er gået siden. Lige indtil i tirsdags, hvor der til sidst i ceremonien kommer en guitarist og en sangerinde ind i kirken, og spiller lige netop dét nummer.

Da præsten annoncerede nummeret, kunne jeg helt fysisk mærke et skrig tage form i min hals, og hvis ikke min søster havde holdt min hånd så hårdt at jeg har fået blå mærker, var jeg nok endt klynkende på kirkegulvet i fosterstilling.

Og hvor vil jeg så hen med det?

Jeg ved det faktisk ikke. Måske vil jeg sige at jeg elsker min søster, for det gør jeg, helt op til stjernerne og tilbage igen. Måske at alting kommer tilbage til dig, karma is a bitch. Måske at jeg faktisk var klar til at se min sorg i øjnene, og at karma bare er, helt uden superlativer. Måske det bare skulle ud.

Hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.

Men hvidvinen var. Ikke tvivlende. End ikke tvivlsom, men kold og rigelig. Og ild er godt. Meget ild er meget godt. Skt. Hans er og bliver en af de fineste dage i kalenderen.

ynk

Wow! Har vist aldrig haft så mange 'ubesvarede opkald' på min blog. Hvad skal man gøre, er desværre stadig dybt afhængig af respons. Savner Blogbot.

nightcrawler

Jeg har lige diskuteret strategisk blogging med min søde, kloge og meget lidt praktisk kreative lillebror. Han mener, at jeg skriver rigtig godt, især med armen vredet om på ryggen. Man er vel storesøster…
Dog mener han, at jeg ville blive taget mere seriøst, sagt i et lys rettet direkte mod skrive-branchen, hvis ikke jeg postede mine indlæg mellem 3 og 4 om natten. Der var noget argumentation om søvnløshedsstatistik, kombineret med indlæggelser i psykiatrien. Eller det var i hvert fald sådan jeg hørte det.

Og han har jo nok ret. Danmark som helhed, menneskemaskine som stat, kan nok bedst lide indvånere, som sover om natten. Hans råd var, at jeg fortsatte med at skrive om natten, men postede om formiddagen. Og det begyndte jeg så på, og med tilbagevirkende kraft. Jeg har faktisk nået at slette et af mine insomniaindlæg, for at lægge det på igen med udgivelsestidspunkt her til formiddag. Og så var det, at jeg atter slog Christina til. For jeg vil SLET ikke rette ind… så længe jeg ikke skal forsørge min familie af det. Og ja, jeg sover ikke lige nu, men det er lige nu, og hvis ikke en potentiel arbejdsgiver kan se gennem fingre med det, jamen så siger jeg ellers tak på forhånd. Sluttelig kan jeg bare konstatere, at blod er tykkere end vand, for jeg havde ikke være så nem at lokke i fælden for andre end ham…



Disclaimer: Hvis mine indlæg fremover ikke længere postes kl. 03.02 eller derover, er det fordi jeg sover som en engel. Intet andet.

ikke for noget, men...

Jeg sad den anden dag, og læste AB's indlæg om Annes til himlen-skrigende uretfærdige situation, hvor hun uden forvarsel oplever at stå i noget, der ligner åben krig med sin søns folkeskole. Begrundelsen for skolens ikke-berettigede mavepumper til en dedikeret og ansvarlig mor er, at drengen ikke har det godt. Anne fortæller selv sin historie ganske fortrinligt på //omanne.blogspot.com
Nå, men så fik folkeskolen da endnu en sviner, og hvis bare halvdelen af Annes historie, som jeg har hørt den er sand, er svineren i den grad berettiget. Men at folkeskolens egne undervisere i stor stil forlader den synkende skude, og sender eget afkom i privatskole, holder den nu også vand?
'Jeg er gift med en folkeskolelærer, og begge vores børn går da i folkeskole' tænkte jeg med en udtalt grad af selvfedhed, da jeg læste AB's indlæg. Jeg er også indehaver af det mest kedeligt konforme parcelhus, i en umiddelbart sørgeligt sjælløs forstad til Aarhus, sygeplejerske pt. sygemeldt med stress, og mor til to piger på henholdsvis seks og ti år.

Spejl!

Hvis det stod til mig, og mit mål kun var, at skulle gøre Christina glad, så boede jeg i hjertet af Aarhus, der hvor pulsen kan mærkes, ofte og meget. Eller i hjertet af København. Faktisk helst midt på Rådhuspladsen. Men der bor jeg jo ikke. Hvorfor? Fordi Aarhus' bedste folkeskole ligger i Egå, sammen med de ens parcelhuse, vovserne og Volvoerne. Og de helt ens mennesker, der bor i sådanne forstæder.

Spejl!

Hvis man gider at åbne op, så er hende den fyrreårige, der ofte går i et joggingsæt med logoet fra hendes mands arbejdsplads på ryggen, et skønt, hjertevarmt og interessant menneske. Med et spændende og krævende arbejde. Helt utroligt respektindgydende, faktisk. Og det samme gælder faktisk også for hende, der bor skråt overfor, altså ikke det samme, men noget helt anderledes og vildt interessant.

'Hvad skriver hun så for, hun gider jo ikke at brokke sig over folkeskolen?' Jeg har faktisk ikke noget at brokke mig over, rent personligt. Det har jeg efterhånden indset. Jeg har mere eller mindre bevidst fravalgt min indre flipper, og forsøger nu ihærdigt at huske, at bussen til Byen og pulsen kører 50 meter fra min hoveddør. Til gengæld har jeg harmoniske børn. Men derfra, og til ikke at have en mening om, at livskloge, intelligente og dejlige mennesker som Anne ikke skal have en stemme, om det er som mor, journalist, blogger eller noget helt fjerde, fordi hun er træt og udkørt over, at hendes hjerteblod ikke bliver passet ordentligt på i vores folkeskole, der er meget langt. Og hvor er det fantastisk og inspirerende at vide, at der er nogen i vores folkeskole, der brænder for at ændre på, at det kan være sådan at gå i skole, hvis man ikke lige har en pose penge at kaste efter en bunke mursten, for ikke at tale om en god del held. Tillykke til os og folkeskolen, ja, med fare for at blive en lille smule rørstrømsk, tillykke til Danmark. Det tager tid at ændre på tingenes tilstand, men det kan kun lykkes, hvis der er nogen, der har kræfter til at kæmpe. Kadot til AB for at ville. Det håber jeg på, at Anne får kræfter til også at kunne en dag, jeg ved nemlig, at også hun gerne vil.

'Hvad gør hun så selv? Vil hun ikke?' Bevares, det gør jeg, men jeg er også mig selv nærmest. Og når jeg igen får kræfter, så har jeg en stemme.... indtil da glæder jeg mig til snart at gå til valg, og for første gang i mit temmelig konservative flipperliv, at give konformiteten baghjul, og sætte mit kryds til venstre for midten. Man skal jo starte et sted.


(Også lagt som kommentar til AB's indlæg)

busybusy

har i al min søvnløshed oprettet en profil på twitter... føler det lidt, som om jeg er min blog utro med 140 tegn, for hvor er det en fantastisk sjov udfordring.


hej. jeg hedder christina, og jeg er afhængig af ord.