så gik der tid med det
hvor lang tid mon man kan forsømme sin blog, førend den selvopløses (eller læserne forsvinder, og dermed degraderer den til noget, der bedst kan sammenlignes med en ganske almindelig dagbog...)
uanset svaret på ovenstående spørgsmål, har jeg nu nået det punkt, hvor jeg er løbet tør for muligheder for hvad der vist nok på populært dansk hedder 'at cope' med sin livssituation, og derfor må bloggen atter tages i anvendelse. Hvorfor jeg ikke har overvejet denne mulighed noget før, har nok mest af alt noget at gøre med, at den måde jeg bruger min skrivning på, som udgangspunkt har til formål at finde en mere positiv vinkel på noget, der af den ene eller anden grund belaster min ellers normalt uforstyrrede, udramatiske og fredsommelige tilværelse. og så fordi jeg bare ikke ynder, at udlevere det der alene tilhører mig til andre end dem, jeg selv vælger.
Jeg tror bare ikke der findes en positiv vinkel på, at man ud af det blå momentant og uden forudgående advarsel, mister kontrollen over sin krop, og derfor ikke kan forudsige hvornår man næste gang ligger og kramper, bevidstløs og uden vejrtrækning.
Godt nok genvinder jeg fatningen efter 2-4 minutter, og lider i følge adskillige doktorers forsikringer ikke flere skader end dem, der kan tilstøde hvis man kramper i potentielt farlige situationer... hvilket derfor oven i det hele som ekstra bonus har udløst minimum 1 års kørselsforbud. Yay!
så jeg lægger hermed ordre på en positiv indgangsvinkel til en tilværelse med kronisk sygdom, og forsøger at se bort fra, at jeg overhovedet ikke har lyst til at lægge noget for mig så personligt på nettet... men jeg er mere eller mindre overbevist om, at jeg ingen læsere har længere, så det medfører nok ikke de store efterdønninger...
missmikkelsen - endelig alene, nu med epilepsi.
