infantil
lige nu ville jeg ønske, at jeg ikke var voksen. at jeg ikke havde ansvar. at jeg kunne tale frit fra leveren uden omsvøb eller slør. og begrunde det i uvidenhed. at min blog var så tilpas anonym, at jeg kunne hyle ud her, om ikke for andet, så bare for at få luft.
miss mikkelsen, 5 år... i de næste... skal vi sige 10 minutter.
9 kommentarer:
Fik du klaret dit "være-barn-og-ikke-spor-voksen"-behov? Så du nu er blevet voksen igen.
Velkommen tilbage. Håber det går bedre. - Og ellers må du se at overveje at oprette en anden og mere anonym blog også.
seb : ved ikke helt om jeg kommer tilbage i voksenformen... overhovedet nogensinde....
best-case-scenario ved missm 5år- forevigt : man får velment ros og kys og kram ...og måske e
endda små-lækkerbidder som labrelarver eller flødeboller...
worst-case-scenario : husarrest, med deri indbyggede klausuler desangående telefonfrihed.
må indrømme at begge resultater faktiske er at finde på den mikkelsenske to.do.i.kriser-liste
så umiddelbart virker her sært tiltrækkende, men måske når jeg er ovre den akutte fase, kunne jeg måske tænkes at hoppe ned i virkeligheden igen ;)
(og så gå i gang med af oprette en anonym blog, som du så klogt foreslår... det er nok dér den ligger...)
dejligt at se dig igen, for øvrigt... længe siden sidst, du har været savnet ;)
Voksne er børn, der er blevet sindssyge. Sådan skrev Michael Strunge.
Jeg ved ikke om han har ret, men det er i hvert tilfælde okay at være barn. I ti minutter.
Du ved godt, at du bare kan gribe knoglen og tude ud. Ikke ?
Kys!
skal lige komme mig over granatchokket sødeste, så ringer jeg... bare rolig, du slipper ikke...
PIV!
Nogle gange bliver vi bare så kede og bange og har brug for at blive holdt om, og ikke skal være voksen, tage ansvar, snakke, alvorligt, konsekvenser, tristhed der SKAL klares for man er den voksne. KNUS
søde zette : dobbelt piv!!!
kontorchef : tak du... lige hvad jeg trængte til. ville bare ønske, at jeg kunne finde pauseknappen engang i mellem...
er ikke sikker på, at jeg helt ved hvad der forventes af mig lige nu, og det kan ind i mellem være temmelig nedtrykkende.
Mon ikke det der voksen-noget, er noget, som alle os, der principielt er blevet det, gerne vil være fri for mere eller mindre ofte? Og rimeligt nok - så er det jo forhåbentlig sådan, at vi har nogle andre voksne omkring os, der kan give et knus og et smil, støtte og tage lidt ansvar fra os?
Og det sjove er så, at børnene er dybt misundelige og klager sig over, at de kun er børn, som ikke må bestemme etc.
Egl. underligt, at vi ikke bare kan stille os tilfredse med at være det, vi er.
Og jo, jeg har skam hele tiden været her; men også her har der været en del voksen-ting at tage sig af, så det ikke er blevet så meget tid/energi til hverken at læse eller kommentere.
seb : paradoksalt, ja!! men sådan er det nok bare, græsset er altid grønnere på den anden side...
har heldigvis accepteret min voksenhed igen (langt om længe) og er klar til at tage kampen op.
og er stadig glad for at have dig tilbage :)
Send en kommentar