mandag den 20. september 2010

size matters

når man bliver indlagt efter et tonisk-klonisk krampeanfald, sker det på en neurologisk afdeling. og det er ikke en dårlig afdeling, slet ikke, men det er til gengæld ret ensbetydende med mange meget meget gamle mennesker. og bevares, jeg holder meget af gamle mennesker... når altså jeg bare ikke lige skal dele soveværelse med dem...

for når man bliver gammel, er det åbentbart sådan, at ører og næse (og guderne må vide hvad andet... min fantasi stopper over skulderhøjde. punktum!) fortsætter med at vokse, aldeles autonomt og uafhængigt af, om resten af ansigtet har tænkt sig at følge trop. det problematiske i denne udvikling (udover det visuelle) er, at funktionerne af disse organer ikke nødvendigvis skærpes efter devisen "jo større jo bedre".
faktisk sker der nok, efter min bedste overbevisning, det stik modsatte. næsen, dette fintfølende olfaktoriske organ, virker markant dårligere end størrelsen kunne forlede en til at tro og dette, vover jeg pelsen ved at påstå, forstærkes ligefrem proportionalt med alderen. dette medfører igen, at diverse uddunstninger fra bæreren ikke kommer til kundskab (for andre end undertegnede, og andre ulykkelige der måtte befinde sig på stuen i gerningsøjeblikket). og nøjagtig det samme gør sig gældende for ørerne. de hjælper ikke synderligt til i erkendelsen af, at der er noget der trænger til at komme ud... som i ud i enrum, og langt væk fra mig. tak.
og ikke nok med det. næsen ikke blot strejker på det sansemæssige plan. når bæreren sover har den aldrende næse åbentbart en idé om, at den uden videre kan tillade sig det samme. så det gør den. og snorken i decibelstyrke marimbaorkester er bare ikke mit yndlings soundtrack, når jeg forsøger at sove. og de førnævnte ører, som man kunne forestille sig havde en præventiv effekt overfor den slags, svigter atter, og undlader at gøre det arbejde de er bestemt for. hvilket sluttelig resulterer i et stk ufatteligt frustreret og søvnløs 35-årig medpatient, med en lugtesans der kunne gøre en sporhund misundelig, en ditto hørelse, foruden hovedpine og kvalme.

jeg overvejer i disse dage kraftigt en privat sygeforsikring, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg kan betale mig fra det, sådan som mit helbred arter sig i tiden. eller måske en forkølelsesvirus med on/off funktion er løsningen på problemet. måske jeg bare skulle se at blive rask... jeg mener, rystesyge er vel umiddelbart heller ikke det nye sort... endnu...


og ikke et ord om generalisering. hvis mit gamle menneske var sådan, er jeg sikker på at det samme gør sig gældende for resten. sådan må det bare være.

søndag den 19. september 2010

så gik der tid med det

hvor lang tid mon man kan forsømme sin blog, førend den selvopløses (eller læserne forsvinder, og dermed degraderer den til noget, der bedst kan sammenlignes med en ganske almindelig dagbog...)

uanset svaret på ovenstående spørgsmål, har jeg nu nået det punkt, hvor jeg er løbet tør for muligheder for hvad der vist nok på populært dansk hedder 'at cope' med sin livssituation, og derfor må bloggen atter tages i anvendelse. Hvorfor jeg ikke har overvejet denne mulighed noget før, har nok mest af alt noget at gøre med, at den måde jeg bruger min skrivning på, som udgangspunkt har til formål at finde en mere positiv vinkel på noget, der af den ene eller anden grund belaster min ellers normalt uforstyrrede, udramatiske og fredsommelige tilværelse. og så fordi jeg bare ikke ynder, at udlevere det der alene tilhører mig til andre end dem, jeg selv vælger.

Jeg tror bare ikke der findes en positiv vinkel på, at man ud af det blå momentant og uden forudgående advarsel, mister kontrollen over sin krop, og derfor ikke kan forudsige hvornår man næste gang ligger og kramper, bevidstløs og uden vejrtrækning.

Godt nok genvinder jeg fatningen efter 2-4 minutter, og lider i følge adskillige doktorers forsikringer ikke flere skader end dem, der kan tilstøde hvis man kramper i potentielt farlige situationer... hvilket derfor oven i det hele som ekstra bonus har udløst minimum 1 års kørselsforbud. Yay!

så jeg lægger hermed ordre på en positiv indgangsvinkel til en tilværelse med kronisk sygdom, og forsøger at se bort fra, at jeg overhovedet ikke har lyst til at lægge noget for mig så personligt på nettet... men jeg er mere eller mindre overbevist om, at jeg ingen læsere har længere, så det medfører nok ikke de store efterdønninger...

missmikkelsen - endelig alene, nu med epilepsi.