øhh....

Det der facebook...

jeg ved godt, at der allerede er skrevet en del om det, men så kan lidt mere vel ikke skade. vel?
vi ved alle, at ens profil er et nøjagtigt og knivskarpt billede udadtil, af alt det man indeholder på den absolut mindre dybe og meget overfladiske måde. med det mener jeg, at jeg vælger med eftertanke om jeg f.eks skal sætte "like" ved næstnaboens kusines nyåbnede frisørsalon i tappernøje, som en hjælp i reklameøjemed, eller lade ungerne bruge min profil til timers passen på får og høns, samt byg og hvede i virtuelt facebookspil, som punktligt efterfølgende beretter for alle mine venner, nøjagtigt hvor mange minutter de (jeg) har tilbragt i bondegårdsland.

for det skulle jo nødig hedde sig... og ja, jeg er så forfængelig! indrømmet!

løsningen har været, at jeg har lavet en aliasprofil. med den kan børnene te sig som de vil, indtil de bliver 11 og kan få deres egen. og samtidig kan jeg lure med på alt muligt, som ikke skal plastres ud over alle andres bevidsthed, ved at det skal offentliggøres, at jeg melder mig ind i grupper af meget lille lødighed, men som man partout skal meldes ind i, for at man overhovedet kan komme ind på siden og forarges.
mit alias er søster lagkage, og strategien har virket upåklageligt i mange år. jeg har tilmed fået friend-requests fra alt fra søster skvatrøv til søster lugtebuks, så hun er tilmed temmelig populær, hende søster lagkage. den sjoveste indtil videre kom dog her til morgen;
"hvis du er søster lagkage fra hundeforum, så er jeg doris med luca"


tror bare at jeg afviser pænt... og så håber på, at de to finder hinanden på anden vis...

hurra for den lille forskel

hvad i alverden sker der lige ovre i julebranchen?
tilbragte en lille halv time i plantecenter i går, for at indkøbe 4 stk bloklys til et stk adventskrans (nu ligger de sidste af slagsen, jeg havde fat i jo, og hygger sig et sted mellem frosne forbagte burgerbøffer og thaimix). plantecenter var overdådigt udsmykket som højtiden foreskriver, og da min primære mission var fuldført på meget få minutter, bød dilemmaet sig ind. skulle jeg rundt og lure på overentusiastisk marked for julerelaterede uundværligheder, eller skulle jeg skynde mig ud og nyde, at jeg ikke havde spildt hårdt indtjente kroner på julekugler i årets it-farver, og grankogler med guldglimmer. Jeg valgte en kombination, og tog den del af juleudstillingen, der lå nærmest kassen. og her var det det, at jeg mistede forståelsen for juleudsmykning for altid. foran mig befandt der sig pludselig et ca halvanden meter højt nissehuebeklædt rensdyr. troede faktisk først, at det var butiksdekoration, men ved nærmere inspektion havde dyret en pris; DKK 4000. hvad sker der? hvem vil have gigantisk rensdyr stående i eget hjem... og hvem vil betale ikke mindre end 4 kilo for hæsligheden?
tvang kæreste til at forevige rædslen på iPhone, så det kunne dokumenteres fotografisk, men er blevet enig med mig selv om, at ordene må tale for sig selv, og at min blog i øvrigt er al for pæn til den slags uhyrligheder.

på den positive side; hurra for den lille forskel, og tillykke og glædelig jul til den, der bliver lykkelig og i sødmefyldt julestemning af rædselsfuldt rensdyr.

indkøbsia nervosa

hvad sker der for nogle kvinder, når de bliver sluppet løs i lavprisvarehuse. kom den anden dag hjem fra en helt reel og planlagt indkøbstur i rema 1000. skulle have frugt og dadler. punktum. og lige pludselig opdagede jeg, at jeg både havde bloklys (4 stk , elfenbens- farvede, til adventskrans), 6 par sorte strømper... man har altid brug for strømper, lidt julepynt, en fin blomst, der ville passe helt vildt godt til den dér blomstrede urtepotte jeg har, 3 ekstra gaver til allerede færdig pakkekalender til 6-årig, foruden appelsiner, dadler og nektariner. det er i hvert fald det jeg umiddelbart kan huske jeg havde fået skrabet sammen.
vil nogen godt opfinde et varehus der kun sælger mad. snart. tak!
til gengæld for uforskammet indblanding i miss m's indkøbstur, har jeg omrokeret rema 1000. da jeg opdagede alle de ting, der ikke hørte til i kurven, blev de på må og få spredt på tilfældige hylder i butikken. så kan de lære det!


gad vide om jeg nu med lidt god vilje kan komme afsted med at skrive butiksdekoratør på mit cv...

blogpause

set i lyset af det sidste års blogaktivitet fra min side, er det nok ikke værd at dvæle yderligere ved endnu en pause, men på den anden side har jeg just proklameret relancering og fornyet nærvær, og så, kan man sige, er en begrundelse for fornyet fravær nok påkrævet.
årsagen er, at jeg faldt over alle tre bind af "nynnes dagbog", samlet i et bind på tilbud til en halvtredser i føtex for en uges tid siden. og eftersom jeg, som resten af den del af det læsende segment, som læser udfra anbefalingerne i gyldendals bogklub, på det sidste nærmest har støvsuget markedet for kriminalromaner, der omhandler danske/svenske politifolk, der opklarer mere eller mindre bestialske mord tilsat en kant af humor, og jeg er ved at trænge til lidt ukomplicerethed i mit særdeles ikke ukomplicerede liv, røg den med i kurven. og nu summer jeg af blogindlæg, alle udformet i nynne-form, både hvad angår grad af selvfornedrelse på den aldeles uvidende måde, og ikke mindst skrivestil. og det vil jeg altså ikke være med til. jeg er mig! så indtil jeg er færdig med tre dele ironisering over metropolliv uden overblik, nægter jeg at skrive et ord til. også selvom jeg har en helt vildt fin historie om en mor, der for første gang nogen sinde trak tand ud på barn, som derefter måtte rose mor i koma, i stedet for det noget mere gængse omvendte scenarie, hvor barnet er den, der får al opmærksomheden.


det er forresten det hele værd... nynnes verden ER faktisk ret sjov. og skam på den, der nødvendigvis så penge i stedet for fornuft, og fik lov til at lave den om til tredjerangs tv-serie...

back to basics

Nåmmen jeg kan nu bevise, at jeg officielt ikke har rykket mig de sidste 20 år. Jeg var til 20 års jubilæum for min gamle folkeskoleklasse i fredags, og godt nok har jeg lægens ord for, at det var mixet af medicin og alkohol (så meget for 4 års sygeplejerskeuddannelse), men alligevel... klokken 23 lå miss m med hovedet i tønden, og måtte derefter køres hjem af anette, hele klassens moderlige indslag.

20 års udvikling lige lukt ud i vasken. men af hjertet tak til anette, for at bringe mig (men ikke mit ego) sikkert hjem. og til resten af daværende 9B; i kunne jo takke mig. én måtte jo tage tjansen, som hende, der blamerede sig til et folkeskolejubilæum. men bare vent med takken, til vi når til 25 års jubilæet, lige nu vil jeg faktisk helst glemme det.

inspirationtak

jeg vil så gerne i gang med mine små daglige, og semi-narcissistiske anskuelser af livet på ligustervej, og sådan rundt og omkring. men det er som om, det bare ikke lige kommer til mig i tiden. Det er som om der er en knap der mangler at blive aktiveret "knappen-der-sætter-hjer- nen- i-stand-til-at-formulere-reflekterende-blogindlæg-ud-af missm's-reglementeret-enfoldige-ligustervejsliv".
hjælp anyone? støttegrupper? terapi? healing? pendulering? jeg er med, hvis bare det hjælper. der var engang det bare kom til mig, men jeg tror, at jeg er rusten efter længere tids dalren rundt i det virkelige liv, uden at forholde mig kritisk til andet, end om det er fair at ignorere facere på clemensbro... og det kan jeg svare på, uden at skulle formulere det i et blogindlæg... måske rustfjerner i kaffen er svaret?

hmmnn time will tell, måske det er endestationen for missm. det er i hvertfald frustrerende at vride sin hjerne som en karklud, og det eneste der kommer ud af det, er et (ellers udmærket) idyllisk snedækket foto fra vores nylige tur til moster ingers fantastiske hus i sydsverige... sødt, men hverken synderligt humoristisk eller kritisk. inspirationtak.

tak

kære midttrafik,

jeg skriver til jer, for dels at takke jer, dels at give jer lidt af den ros, jeg fornemmer i får al for lidt af til daglig.
min tak skal i have, fordi i går morges klokken fem minutter i halv syv (hvor mange af de sygeplejersker, som ikke er kede af at komme små tre minutter for sent på arbejde, samt bor i en radius på ca 10 km fra deres arbejdsplads (for ikke at forglemme dem, som er lovpligtigt forment at føre motoriseret køretøj i den offentlige trafik i minimum et år) står og venter på bussen i mørket (tak vintertid!) da bus nr 123 holdt i buslommen og tog passagerer op, mens chaufføren på den bus jeg skulle med, som ankommer umiddelbart efter 123'eren straks spottede, at der jo tydeligvis var optaget, der hvor han ellers burde stoppe, og derfor fortsatte.
da jeg ikke bor specielt tæt på det nærmeste busstoppested, cykler jeg som regel derop, så jeg var ikke helt fortabt, set i forhold til min mission om at befinde mig på min arbejdsplads klokken allersenest 5 minutter over 7; jeg havde jo min cykel. det ingen havde fortalt mig var, at man ikke kan komme lige så hurtigt frem på et gammelt hakkebrædt som passer bedre til midtbydistancer end til provinsstrækninger, hvilket resulterede i, at jeg nåede min destination med ca 3 kvarters forsinkelse. men hvad betyder det mellem venner. til gengæld, og her er det min tak kommer på banen, har jeg så tilpas ondt i lårmusklerne (og andre steder) i dag, at jeg er sikker på, at i har hjulpet mig til at tabe adskillige gram. af hjertet tak!
rosen skal i have for at ansætte så skarpe chauffører, med øje for at køreplanen skal holdes frem for alt, at de ved, at det bedre kan svare sig at køre videre, frem for at holde i kø. tillykke!

med kærlig hilsen,

miss m, den vildfarne cyklist.

venner for evigt

jeg har fået en ny bedsteven i dag. hun hedder malene. og hun er også på facebook. men der er vi ikke venner.

det her giver vist ikke den helt store mening, så jeg tror jeg starter med begyndelsen. jeg fik en mail tidligere i dag. en af de her "Fwd: FW: VS" som har været hele turen rundt i det virtuelle univers, og nu var endt hos mig. og det er da rart at vide, at man har en rigtig ven, og når man scroller yderligere ned ved man også, at det er for evigt og altid. og hvor er det dog betryggende.
problemet med den her venskabsugehilsen, hvis man absolut skal se problemer, og ikke bare kan tage imod med et taknemmeligt smil, og sende den videre til 5 andre venner indenfor 5 minutter, ellers får man sort uheld for evigt ‏er, at jeg ikke kender malene. jeg kunne godt finde hende på facebook, men har desværre stadig ingen anelse om, hvem min nye bedste ven er. heldigvis ender jeg ikke op i dilemmaet mellem om jeg skal skaffe mig sort uheld ud i al evighed, eller belemre de venner jeg faktisk kan sætte ansigt på med denne lille hilsen, for jeg har en politik for den slags, som involverer en deleteknap. og så behøver jeg heller ikke at skulle til at forholde mig til det etisk korrekte i, om man kan tillade sig at finde e-mailadresser på folk man ikke kender og forwarde mailen til dem, som malene, så jeg ikke bliver nødt til at videresende mailen til dem, jeg gerne fortsat vil venner med... hensynsfuldt synes jeg selv.

det eneste tilbageværende spørgsmål er nu, om jeg skal forsøge at minimere mit selvpåbragte sorte uheld ved at sende mailen retur til malene, som den instruerer mig til, eller jeg bare skal tage det som det kommer...

anonym

HVAD SKER DER LIGE?!

her er jeg klar til mit store officielle comeback, og så er blogbot nede. hvordan skal jeg så få kommunikeret ud, at jeg nu vil skrive minimum et indlæg om dagen... eller om ugen, den er stadig lidt uklar.
men alligevel. det er tarveligt. jeg vil læses!! (tilsæt selv lillepigesurmulen efter behov)

hmpf. men faktum er, at mit liv er gået i stå. bogstaveligt talt. så nu vil jeg i gang igen. om ikke andet, så for selv at opdage, at der er en verden udenfor, og at den rangerer højere end risikoen for et anfald. og denne metode er stensikker, for i første omgang kan den klares fra sofaen. så deeeet....


så tadaaaaa... jeg giver jer hermed missm! velkommen tilbage...


tror i også på det? jeg ville gerne, det er sikkert. og jeg har besluttet mig for, at det er nu. men derfra, og til reel aktivitet... til gengæld er der risikoen for at gå i frø. den skræmmer mig ret meget, og jeg er tæt på. som i temmelig tæt. lad os se...

size matters

når man bliver indlagt efter et tonisk-klonisk krampeanfald, sker det på en neurologisk afdeling. og det er ikke en dårlig afdeling, slet ikke, men det er til gengæld ret ensbetydende med mange meget meget gamle mennesker. og bevares, jeg holder meget af gamle mennesker... når altså jeg bare ikke lige skal dele soveværelse med dem...

for når man bliver gammel, er det åbentbart sådan, at ører og næse (og guderne må vide hvad andet... min fantasi stopper over skulderhøjde. punktum!) fortsætter med at vokse, aldeles autonomt og uafhængigt af, om resten af ansigtet har tænkt sig at følge trop. det problematiske i denne udvikling (udover det visuelle) er, at funktionerne af disse organer ikke nødvendigvis skærpes efter devisen "jo større jo bedre".
faktisk sker der nok, efter min bedste overbevisning, det stik modsatte. næsen, dette fintfølende olfaktoriske organ, virker markant dårligere end størrelsen kunne forlede en til at tro og dette, vover jeg pelsen ved at påstå, forstærkes ligefrem proportionalt med alderen. dette medfører igen, at diverse uddunstninger fra bæreren ikke kommer til kundskab (for andre end undertegnede, og andre ulykkelige der måtte befinde sig på stuen i gerningsøjeblikket). og nøjagtig det samme gør sig gældende for ørerne. de hjælper ikke synderligt til i erkendelsen af, at der er noget der trænger til at komme ud... som i ud i enrum, og langt væk fra mig. tak.
og ikke nok med det. næsen ikke blot strejker på det sansemæssige plan. når bæreren sover har den aldrende næse åbentbart en idé om, at den uden videre kan tillade sig det samme. så det gør den. og snorken i decibelstyrke marimbaorkester er bare ikke mit yndlings soundtrack, når jeg forsøger at sove. og de førnævnte ører, som man kunne forestille sig havde en præventiv effekt overfor den slags, svigter atter, og undlader at gøre det arbejde de er bestemt for. hvilket sluttelig resulterer i et stk ufatteligt frustreret og søvnløs 35-årig medpatient, med en lugtesans der kunne gøre en sporhund misundelig, en ditto hørelse, foruden hovedpine og kvalme.

jeg overvejer i disse dage kraftigt en privat sygeforsikring, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg kan betale mig fra det, sådan som mit helbred arter sig i tiden. eller måske en forkølelsesvirus med on/off funktion er løsningen på problemet. måske jeg bare skulle se at blive rask... jeg mener, rystesyge er vel umiddelbart heller ikke det nye sort... endnu...


og ikke et ord om generalisering. hvis mit gamle menneske var sådan, er jeg sikker på at det samme gør sig gældende for resten. sådan må det bare være.

så gik der tid med det

hvor lang tid mon man kan forsømme sin blog, førend den selvopløses (eller læserne forsvinder, og dermed degraderer den til noget, der bedst kan sammenlignes med en ganske almindelig dagbog...)

uanset svaret på ovenstående spørgsmål, har jeg nu nået det punkt, hvor jeg er løbet tør for muligheder for hvad der vist nok på populært dansk hedder 'at cope' med sin livssituation, og derfor må bloggen atter tages i anvendelse. Hvorfor jeg ikke har overvejet denne mulighed noget før, har nok mest af alt noget at gøre med, at den måde jeg bruger min skrivning på, som udgangspunkt har til formål at finde en mere positiv vinkel på noget, der af den ene eller anden grund belaster min ellers normalt uforstyrrede, udramatiske og fredsommelige tilværelse. og så fordi jeg bare ikke ynder, at udlevere det der alene tilhører mig til andre end dem, jeg selv vælger.

Jeg tror bare ikke der findes en positiv vinkel på, at man ud af det blå momentant og uden forudgående advarsel, mister kontrollen over sin krop, og derfor ikke kan forudsige hvornår man næste gang ligger og kramper, bevidstløs og uden vejrtrækning.

Godt nok genvinder jeg fatningen efter 2-4 minutter, og lider i følge adskillige doktorers forsikringer ikke flere skader end dem, der kan tilstøde hvis man kramper i potentielt farlige situationer... hvilket derfor oven i det hele som ekstra bonus har udløst minimum 1 års kørselsforbud. Yay!

så jeg lægger hermed ordre på en positiv indgangsvinkel til en tilværelse med kronisk sygdom, og forsøger at se bort fra, at jeg overhovedet ikke har lyst til at lægge noget for mig så personligt på nettet... men jeg er mere eller mindre overbevist om, at jeg ingen læsere har længere, så det medfører nok ikke de store efterdønninger...

missmikkelsen - endelig alene, nu med epilepsi.

bybillede

uvist

nogen gange kan en kæde af forandringer pludselig ændre et absolut i en grad, så intet nogensinde igen bliver som det var. lidt ligesom hvis nogen tog, og byttede om på rækkefølgen af gearene i din 20 år gamle bil. det ville stadig være en bil, ubetvivleligt. men den arm, der efter modifikationen skulle betjene gearstangen, ville virkelig være på overarbejde. den tilnærmelsesvis amputerede legemsdel, der handler, helt uden tanke, fordi det har den altid gjort. og om det var 2.- 5.- eller 1. gear er egentlig fuldstændig ligegyldigt, et af dem ville på et tidspunkt med høj sandsynlighed få det hele til at vælte, enddog uden at man med 100 procents sikkerhed ville kunne sætte en finger på, hvilket af dem et det var. og forskellen ligger i om man gav op i tide, og erkendte at den bil ikke burde køres. eller noget andet.

jeg er væltet. har ladet femte være andet, og tredje være bak. og i dag smilede jeg. og lo.

dilemma

det er bestemt ikke for at være utaknemmelig. og det er også næsten ubeskriveligt, så meget jeg har savnet solen. som i en fantasillion (og dem der mener, at savn ikke kan gradbøjes i fiktive beløb blander sig uden om nu... tak!)
men når nu det indre barometer siger, at lad henslængthed med bog på sofa er det nye sort på denne smukke sommerdag. hvad så?

skal jeg give efter for mit overjeg's enerverende tænderskæren, og kaste mig ud på en solseng? fordi det gør man, når solen skinner på den første sommerdag i alt alt for længe.

eller skal jeg følge mine dyriske drifter og blive i hulen, og langsomt hentæres af dårlig samvittighed. fordi det gør man, når man sidder inde på en ellers vidunderligt dejlig dag.

pest eller kolera.


glem det første jeg skrev, bare kald mig utaknemmelig.

lyd

man ved, at man er på vildspor, og bør tage livet op til seriøs genovervejelse, når champagnekøleren pludselig har opnået ny status; nemlig i form af fnullerfratørretumblerenopbevaringsaggregat...

hjertet eller forstanden

hvad sker der hvis man smider det hele på gulvet, i håbet om at kunne begynde forfra. starte på en frisk, eller nærmere fortsætte dér, hvor der blev sluppet alt for tidligt, engang i en fjern fortid. er det forsvarligt. og er det forsvarligt ikke at gøre det. det er store tanker der er sluppet løs på ligustervej. og jeg håber, at det er mindre uforsvarligt end det umiddelbart føles...

men jeg lever for f..... kun éen gang, og det er nu.
... og havde jeg ikke ansvaret for andre end mig selv, havde jeg gjort det. uden at tænke to gange.


så hvad gør vi nu, lille du...

efterlysning

jeg søger efter en kvinde, der kalder sig miss mikkelsen. hun har været her, det ved jeg, men er lige så stille blevet mindre og mindre nærværende. hvis nogen har set hende, eller kan give mig et tip i retning af hvilken vej hun forsvandt, ville det være en stor hjælp.

og hvis nogen ser hende, og hun af en eller anden uransalig årsag ikke ønsker at genoprette kontakten, så sig at jeg nok skal gøre det godt igen. det lover jeg.

på forhånd tak.

et lille stykke indien #3

et lille stykke indien #2

et lille stykke indien #1

holy cow

jeg afslørede det i kommentartråden til et tidligere indlæg, og nu får jeg lyst til at slå det fast med syvtommersøm. og mange punktummer.

jeg.tager.til.indien.lige.om.lidt.


hende her har sagt sin stilling op, og jeg måtte pludselig handle hurtigt, for ikke at gå glip af muligheden, for at opleve mumbai i følgeskab med en insider. og med hele situationen herhjemme, tog det ikke mange sekunder før beslutningen var truffet, rejsen var booket, solen er hjemme, og lige om hjørnet.

så hellige ko, vær beredt, endnu en klodset blondine er på vej. og jeg forventer som absolut minimum at få en elefant eller to med hjem, om ikke andet så i erindringen. og á propos dyr, så er sommerfuglene i min mave i den grad på overarbejde, og det bliver nok ikke mindre jo tættere vi kommer på marts, men det føles godt, og det er efterhånden længe siden, at der er noget der har føltes godt.
så mere af den slags. tak.

kyndelmisse

"Kyndelmisse, missa candelarum.

betydning; lysenes fest.

Varsel: Hvis det blæser så voldsomt, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er vinteren snart forbi.

Også snevejr denne dag lover tidligt forår.

Hvis det er gråvejr, vil vinteren snart slutte

Hvis det er klart solskin, vil der snart komme megen sne.

En grøn kyndelmisse giver en kold påske.

Lige så mange dage, som stæren kommer før kyndelmisse, lige så mange uger derefter vil den tie, men sommeren bliver varm, når stæren kommer tidligt.

Lige længe lærken synger før kyndelmisse, lige så længe vil den græde derefter.

Som vejret er idag, vil det også blive 25. marts."

især den med de atten kællinger giver lyst til smil og glimt i øjet... gad vide om nogen har afprøvet teorien? hvor finder man nitten kællinger? og så i snestorm... men tidligt forår er jo ikke sådan at kimse af, og gerne sådan et, hvor det hvide går direkte over i grønt, og gerne helt uden indblanden af gråt og vådt...

men hvis vejret d 25. marts bliver som i dag, ser det unægteligt ud som om vi endnu ikke helt er færdige med vinteren... (dette er alene skrevet med småt af den simple grund, at jeg ikke helt er tilfreds med varslerne, og derfor forsøger at ignorere de kolde facts....)

Inspiration til dette indlæg hentet hos anita.

det der kommer indefra

han : "du ser så smuk ud i dag."

hun: "taak... hvordan det?"

han: " jamen, bare sådan ung og glat."

hun: "måske det er fordi jeg ikke har make-up på i dag...."

han: "det kan godt være, men så plejer det jo at være omvendt..."



...jammn så tak...tror jeg nok...

ægte (g)uld

har totalt overforbrugt i denne måned, men når man går rundt og er helt blå og lidende på grund af udtalt underskud på varmekontoen, må man handle hurtigt. og det gjorde jeg så en helt ufattelig kold dag i nørgaard på strøget. så sig goddag til min nye bedste ven, og trofaste følgesvend; dries van noten.
jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skulle have kunnet klare januar uden...





men måske min bankdame ville anbefale et strikkekursus som potentiel løsning af fremtidige krisesituationer....

en rigtig prinsesse

han har virkelig trukket vinderloddet i livets lotteri, ham min gemal. da jeg vågnede her til morgen var det med en skrigende ryg, som om ikke andet føltes som om den var gul og blå. og nej, jeg har ikke ligget på en hel masse madrasser og edderdunsdyner, men det er vel også kun ligegyldigt fyld, og man kan jo ikke få det hele...
min ugeplan siger vask af sengetøj i dag (meget prinsesset!), og da jeg når ned gennem lagene finder jeg synderen. ikke en ært, men alligevel.

jeg har overnattet på en banan. så giver det jo god mening. og jeg har intakt prinsessestatus, om ikke andet dagen ud.

same same...eller nowet?

spottefugl

Jeg har købt en fin lille plexiglasfuglekugle, som man fylder med fuglefrø og som derefter, ved hjælp af en meget meget effektiv sugekop suges fast på en given rude, i vores tilfælde køkkenruden. så kan man, hvis man har nogle enten meget modige, eller meget sultne fugle i sin have, nærstudere de søde små mens de spiser.

dette lyder jo helt utroligt idyllisk, hvis bare ikke det var for slippers, som af gode grunde er forment adgang til køkkenbordet. jeg håber virkelig for ham at vores lokale fugle ikke er alt for modige, da jeg ellers med ubegrænset lethed kan forestille mig konflikter i en størrelsesorden, der slet ikke er retfærdigt, taget i betragtning at han er en kat, og det derfor er hans natur, hverken at tage imod sund fornuft i forhold til køkkenhygiejne, eller det besværlige i fuglejagt gennem termoruder…

refugium

vi har tilbragt weekenden i sommerhus. min fars sommerhus. det er anden weekend i træk, og jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver den sidste. Det er fantastisk at være der, roen og bevidstheden om, at der ikke er noget der trækker, andet end det vi selv finder vigtigt nok til at lade interferere med freden.

tilmed har kæresten genfundet en gammel passion, langrendski, og at se lyset i hans øjne efter tre timer i rold skov med brædder spændt på benene, det er åbentbart det der gør hele forskellen mellem liv og evig fortabelse.

nordjylland kan altså et eller andet...

blå

sneen dulmer og tager brodden af de skarpe lyde, og måske også af de allermest skærende og skrigende følelser. så den sidste måneds snekaos har for mig været en kærkommen dæmper på alt det ubehagelige, og således kan vejen til hammel neurocenter tage sig ud en dag, hvor tårerne sidder løst, og hvor linsen på kameraet ser mere klart end jeg.