tirsdag den 25. januar 2011

YEAH!

så blev man forhåndsgodkendt. det er noget man skal når man er kronisk syg, har haft aktivitet i sygdommen indenfor den seneste måned, og skal ud af landet. det er nemlig sådan, at hvis ikke man forhåndsgodkendes, kan sygesikringen afslå at betale for helikoptertur hjem, hvis en sådan skulle vise sig at være nødvendig. sådan bliver jeg så klog på verden i øjeblikket.

underligt, pludseligt at være udstyret med en tilstandsrapport. kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange k3'ere jeg mon har. sandsynligvis ikke så mange endnu, siden de lod mig slippe ud af landet med en blankocheck.



til gengæld betyder det også, at jeg er frigivet til at tage afsted på skiferie på lørdag, k3'ere eller ej. og gad vide, om ikke det i sig selv kunne medvirke til, at de der måtte være, kunne blive udbedret?

mandag den 24. januar 2011

rødt kort til

folk der lyder som om deres hovede eksploderer, når de nyser.


især i bussen.

søndag den 23. januar 2011

søndag

afslapning er noget med at kunne holde ud at tilbringe en hel søndag i blødt tøj. mod er at turde gå i kiosken i det. det bliver først kriminelt, når blødt tøj og daggammelt morgenhår kommer til at gå ud over uskyldige. såsom i folk der forventer, at man sætter sig ned til en kop kaffe og en dybdegående vurdering af verdenssituationen. eller som i far til 10-årig, som kommer for at aflevere efter weekend.

jeg er kvalmende doven og grænsende til pensionsmoden i dag, så jeg orker ikke at være modig. kriminalitet er ikke comme il faut i ligusterland, og afslapning (min) skulle efter sigende være vældigt tilfredsstillende. for hele familien.


og det kan vel på sin vis også kaldes afslapning, at gemme sig på badeværelset hver gang det ringer på døren. alenetid i en form.


ikke?

lørdag den 22. januar 2011

undskyld mig

lige mens jeg tørrer op efter mig selv.
sådan må jeg indse, at min næste facebook-opdatering vil komme til at lyde, hvis ikke jeg får gjort noget ved min aktuelle skriveblogering.

jeg opdagede nemlig, til min store skræk, at jeg fuldstændig uden (rigtig) at ville det, var kommet til at tømme mit lige nu jævnt udfyldte følelses-overskudslager ud over mine 250 allernærmeste venner, foruden deres nærmeste. desværre opdagede jeg det ikke før, efter min hånd havde trykket "opdater" på min überklynke-status.
jeg kan faktisk efterhånden godt lide facebook. det er lidt hyggeligt, at kunne følge med i hvem der befinder sig hvor, og ikke mindst hvorfor. og jeg bruger heller ikke så lang tid på at undres over folk, der (efter min mening) bruger for meget af virkeligheden på at befinde sig i lala-land. længere.
men den dér aflæsning af overskuds-underskudstilværelse, forekommer det mig, plejer at foregå herinde, og i et lidt andet toneleje. for hvordan får jeg fortalt at det gør ondt, når jeg savner min nyligt hedengangne faster mere end hvad godt er, med et snert af "jegklarerdetkunhvisjegtilsætterenkvivspidsafstandstagen", når jeg ved, at f.eks. min kusine læser med i mine opdateringer, men faktisk ikke ved, om hun vil kunne forstå, at følelsen ikke er mindre ægte uanset konteksten.
jeg har nu lært min lektie. foruden at have modtaget en gedign mængde kærlig, eksplicit og meget offentlig omsorg på fb. jeg ved ikke med resten af verden, og det betyder heller ikke noget, men jeg følte nærmest, at jeg fik det værre for hvert medfølende ord, der er blevet skrevet. og dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på omsorgen. denne erkendelse er ene og alene placeret på egen banehalvdel.

så tak til dem der gav mig en virtuel krammer, mens det gjorde allermest ondt -

...og se så at tage dig sammen missm, og kom ind i kampen, så uskyldige ikke skal udsættes for mere ynk end hvad godt er fra din side, ... med mindre de går herind og læser selvfølgelig. så er de nemlig selv ude om det.