lige mens jeg tørrer op efter mig selv.
sådan må jeg indse, at min næste facebook-opdatering vil komme til at lyde, hvis ikke jeg får gjort noget ved min aktuelle skriveblogering.
jeg opdagede nemlig, til min store skræk, at jeg fuldstændig uden (rigtig) at ville det, var kommet til at tømme mit lige nu jævnt udfyldte følelses-overskudslager ud over mine 250 allernærmeste venner, foruden deres nærmeste. desværre opdagede jeg det ikke før, efter min hånd havde trykket "opdater" på min überklynke-status.
jeg kan faktisk efterhånden godt lide facebook. det er lidt hyggeligt, at kunne følge med i hvem der befinder sig hvor, og ikke mindst hvorfor. og jeg bruger heller ikke så lang tid på at undres over folk, der (efter min mening) bruger for meget af virkeligheden på at befinde sig i lala-land. længere.
men den dér aflæsning af overskuds-underskudstilværelse, forekommer det mig, plejer at foregå herinde, og i et lidt andet toneleje. for hvordan får jeg fortalt at det gør ondt, når jeg savner min nyligt hedengangne faster mere end hvad godt er, med et snert af "jegklarerdetkunhvisjegtilsætterenkvivspidsafstandstagen", når jeg ved, at f.eks. min kusine læser med i mine opdateringer, men faktisk ikke ved, om hun vil kunne forstå, at følelsen ikke er mindre ægte uanset konteksten.
jeg har nu lært min lektie. foruden at have modtaget en gedign mængde kærlig, eksplicit og meget offentlig omsorg på fb. jeg ved ikke med resten af verden, og det betyder heller ikke noget, men jeg følte nærmest, at jeg fik det værre for hvert medfølende ord, der er blevet skrevet. og dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på omsorgen. denne erkendelse er ene og alene placeret på egen banehalvdel.
så tak til dem der gav mig en virtuel krammer, mens det gjorde allermest ondt -
...og se så at tage dig sammen missm, og kom ind i kampen, så uskyldige ikke skal udsættes for mere ynk end hvad godt er fra din side, ... med mindre de går herind og læser selvfølgelig. så er de nemlig selv ude om det.