ligusterliv

Når nu man er ved at have fyldt depoterne med familieliv og sommerferie, og det eneste der umiddelbart lyder tiltrækkende er mangel på samme, hvorfor er det så så svært, at finde ud af hvad man skal bruge 4 timers frihed til, mens mand og børn er ved stranden?

Umiddelbart er min første indskydelse, at kaste mig ud på en solseng med en bog, og rense mit forkrøblede overskud for afbrydelser og opofrelser. På den anden side er huset saneringsmodent på den inficerede måde, og jeg kunne godt se mit velværebarometer trække mod lys og liv, ved tanken om et hjem uden indbygget beachbar med dertilhørende dyreliv.

Problemet opstår, når de to egentligt ligeværdige og ikke sammenlignelige aktiviteter skydes i sænk, ved tanken om en alvorlig tur i jazzugen med store kolde fadøl, og glade tanker og smil i solskinnet.

Heldigt, at der er indbygget automatisk stopklods i idéen om 36-årig kvinde med kæp i øret, dansende alene rundt på Klostertorv klokken to en mandag eftermiddag.

Mandagsnote

Når han siger 'Jeg kan huske første gang du besøgte mig i Skjern', er det det han kan. Huske. første. gang. du. besøgte. ham. i. Skjern. Ikke redegøre for følelser, fornemmelser, tanker, bagtanker eller andre sanseindtryk. Uanset hvor meget du presser ham.


Punktum.

karma is a bitch

Jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til at skrive om det her; det ligger uendeligt langt udenfor min tryghedszone, men det bliver ved med at hoppe op foran min bevidsthed og huje på den mest insisterende måde, så nu giver jeg det et forsøg.

Jeg var i denne uge til bisættelse. En ældre og helt enestående sød kvinde i familien var død af en hjerneblødning, og der var egentlig intet odiøst i det. Hun havde været syg meget længe, og det kunne undes hende, at komme til et sted uden rollator, og uden smerter. Det kommer til at kunne mærkes at hun mangler rigtig mange steder, men det var tid.

Jeg er ikke god til begravelser. Det kommer vist med i pakken, når man mister sin mor som 14-årig. Jeg er heller ikke god til Kim Larsen's 'Om lidt bli'r her stille', som vi sang i kirken, dengang i 1988. Jeg har til gengæld været ret god til at styre udenom både begravelser og sang i årene som er gået siden. Lige indtil i tirsdags, hvor der til sidst i ceremonien kommer en guitarist og en sangerinde ind i kirken, og spiller lige netop dét nummer.

Da præsten annoncerede nummeret, kunne jeg helt fysisk mærke et skrig tage form i min hals, og hvis ikke min søster havde holdt min hånd så hårdt at jeg har fået blå mærker, var jeg nok endt klynkende på kirkegulvet i fosterstilling.

Og hvor vil jeg så hen med det?

Jeg ved det faktisk ikke. Måske vil jeg sige at jeg elsker min søster, for det gør jeg, helt op til stjernerne og tilbage igen. Måske at alting kommer tilbage til dig, karma is a bitch. Måske at jeg faktisk var klar til at se min sorg i øjnene, og at karma bare er, helt uden superlativer. Måske det bare skulle ud.