torsdag den 23. juni 2011

Hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.

Men hvidvinen var. Ikke tvivlende. End ikke tvivlsom, men kold og rigelig. Og ild er godt. Meget ild er meget godt. Skt. Hans er og bliver en af de fineste dage i kalenderen.

søndag den 12. juni 2011

ynk

Wow! Har vist aldrig haft så mange 'ubesvarede opkald' på min blog. Hvad skal man gøre, er desværre stadig dybt afhængig af respons. Savner Blogbot.

lørdag den 11. juni 2011

nightcrawler

Jeg har lige diskuteret strategisk blogging med min søde, kloge og meget lidt praktisk kreative lillebror. Han mener, at jeg skriver rigtig godt, især med armen vredet om på ryggen. Man er vel storesøster…
Dog mener han, at jeg ville blive taget mere seriøst, sagt i et lys rettet direkte mod skrive-branchen, hvis ikke jeg postede mine indlæg mellem 3 og 4 om natten. Der var noget argumentation om søvnløshedsstatistik, kombineret med indlæggelser i psykiatrien. Eller det var i hvert fald sådan jeg hørte det.

Og han har jo nok ret. Danmark som helhed, menneskemaskine som stat, kan nok bedst lide indvånere, som sover om natten. Hans råd var, at jeg fortsatte med at skrive om natten, men postede om formiddagen. Og det begyndte jeg så på, og med tilbagevirkende kraft. Jeg har faktisk nået at slette et af mine insomniaindlæg, for at lægge det på igen med udgivelsestidspunkt her til formiddag. Og så var det, at jeg atter slog Christina til. For jeg vil SLET ikke rette ind… så længe jeg ikke skal forsørge min familie af det. Og ja, jeg sover ikke lige nu, men det er lige nu, og hvis ikke en potentiel arbejdsgiver kan se gennem fingre med det, jamen så siger jeg ellers tak på forhånd. Sluttelig kan jeg bare konstatere, at blod er tykkere end vand, for jeg havde ikke være så nem at lokke i fælden for andre end ham…



Disclaimer: Hvis mine indlæg fremover ikke længere postes kl. 03.02 eller derover, er det fordi jeg sover som en engel. Intet andet.

ikke for noget, men...

Jeg sad den anden dag, og læste AB's indlæg om Annes til himlen-skrigende uretfærdige situation, hvor hun uden forvarsel oplever at stå i noget, der ligner åben krig med sin søns folkeskole. Begrundelsen for skolens ikke-berettigede mavepumper til en dedikeret og ansvarlig mor er, at drengen ikke har det godt. Anne fortæller selv sin historie ganske fortrinligt på //omanne.blogspot.com
Nå, men så fik folkeskolen da endnu en sviner, og hvis bare halvdelen af Annes historie, som jeg har hørt den er sand, er svineren i den grad berettiget. Men at folkeskolens egne undervisere i stor stil forlader den synkende skude, og sender eget afkom i privatskole, holder den nu også vand?
'Jeg er gift med en folkeskolelærer, og begge vores børn går da i folkeskole' tænkte jeg med en udtalt grad af selvfedhed, da jeg læste AB's indlæg. Jeg er også indehaver af det mest kedeligt konforme parcelhus, i en umiddelbart sørgeligt sjælløs forstad til Aarhus, sygeplejerske pt. sygemeldt med stress, og mor til to piger på henholdsvis seks og ti år.

Spejl!

Hvis det stod til mig, og mit mål kun var, at skulle gøre Christina glad, så boede jeg i hjertet af Aarhus, der hvor pulsen kan mærkes, ofte og meget. Eller i hjertet af København. Faktisk helst midt på Rådhuspladsen. Men der bor jeg jo ikke. Hvorfor? Fordi Aarhus' bedste folkeskole ligger i Egå, sammen med de ens parcelhuse, vovserne og Volvoerne. Og de helt ens mennesker, der bor i sådanne forstæder.

Spejl!

Hvis man gider at åbne op, så er hende den fyrreårige, der ofte går i et joggingsæt med logoet fra hendes mands arbejdsplads på ryggen, et skønt, hjertevarmt og interessant menneske. Med et spændende og krævende arbejde. Helt utroligt respektindgydende, faktisk. Og det samme gælder faktisk også for hende, der bor skråt overfor, altså ikke det samme, men noget helt anderledes og vildt interessant.

'Hvad skriver hun så for, hun gider jo ikke at brokke sig over folkeskolen?' Jeg har faktisk ikke noget at brokke mig over, rent personligt. Det har jeg efterhånden indset. Jeg har mere eller mindre bevidst fravalgt min indre flipper, og forsøger nu ihærdigt at huske, at bussen til Byen og pulsen kører 50 meter fra min hoveddør. Til gengæld har jeg harmoniske børn. Men derfra, og til ikke at have en mening om, at livskloge, intelligente og dejlige mennesker som Anne ikke skal have en stemme, om det er som mor, journalist, blogger eller noget helt fjerde, fordi hun er træt og udkørt over, at hendes hjerteblod ikke bliver passet ordentligt på i vores folkeskole, der er meget langt. Og hvor er det fantastisk og inspirerende at vide, at der er nogen i vores folkeskole, der brænder for at ændre på, at det kan være sådan at gå i skole, hvis man ikke lige har en pose penge at kaste efter en bunke mursten, for ikke at tale om en god del held. Tillykke til os og folkeskolen, ja, med fare for at blive en lille smule rørstrømsk, tillykke til Danmark. Det tager tid at ændre på tingenes tilstand, men det kan kun lykkes, hvis der er nogen, der har kræfter til at kæmpe. Kadot til AB for at ville. Det håber jeg på, at Anne får kræfter til også at kunne en dag, jeg ved nemlig, at også hun gerne vil.

'Hvad gør hun så selv? Vil hun ikke?' Bevares, det gør jeg, men jeg er også mig selv nærmest. Og når jeg igen får kræfter, så har jeg en stemme.... indtil da glæder jeg mig til snart at gå til valg, og for første gang i mit temmelig konservative flipperliv, at give konformiteten baghjul, og sætte mit kryds til venstre for midten. Man skal jo starte et sted.


(Også lagt som kommentar til AB's indlæg)

fredag den 10. juni 2011

busybusy

har i al min søvnløshed oprettet en profil på twitter... føler det lidt, som om jeg er min blog utro med 140 tegn, for hvor er det en fantastisk sjov udfordring.


hej. jeg hedder christina, og jeg er afhængig af ord.

lørdag den 4. juni 2011

Your personal Rainbow




ganske almindelig fredag

Alle jeg talte med sagde, at det 'bare' var ganske almindelig fredag. Vi har fri torsdag til søndag, så der er for mig lidt mere end almindelig luft i fredagen. Lidt flere bobler.
Jeg mødte en engel i dag, i form af en nonne, der alene i sit blik indgav mig ro ud fra en naturlig autoritet, en ro, og en, under det hele liggende sødme ; nærvær måske. Hun velsignede mig, og selvom jeg ikke er kristen i ordets egentlige forstand, kan jeg bestemt godt mærke min velsignelse. Den er under huden, og i hjertet. Stadig her 8 timer efter.

Jeg mødte også en gammel ven, jeg ikke har set i mange år. Han var usoigneret, og stofhungeren lyste ud af øjnene på ham, men han kaldte mig ved navn og smilede, og vi kunne begge mærke, at det var rart at se hinanden igen. Jeg havde min pung da jeg gik. Og jeg chekkede. Ikke fordi jeg ikke holder af min ven, men jeg kender også narkomaner, og han ville blive så ked af, af skulle tage noget fra mig.

Og ind imellem to ekstreme altopslugende levemåder, sad så jeg med en velsignelse prikkende i huden, og en lille lyst til Martini Rosso & tranbærjuice, iskold, bare en fire- fem stykker, i solen :)

torsdag den 2. juni 2011

lykke li relationship-update

at være følsom og tyndhudet er en optimal kombination. nærmest en gave.
...især når man har brugt år på at tro, at det var en svaghed, der kun førte besværligheder med sig.


au contraire :)