mandag den 31. december 2007

fem-i-kvalme

hvornår filan lærer jeg det... bare fordi, der står en uåbnet kasse toms mimoser midt på køkkenbordet, er det ikke, og jeg forsøger lige med en gentagelse for at minimere sandsynligheden for fremtidige hjerneblødninger, det er ikke ensbetydende med, at samtlige små lækre chokoladeovertrukne nøddebasser, er tiltænkt mit dagsenergiindtag. og især ikke når indtaget foregår over godt og vel 5 minutter...

det er ulækkert missm! og det er endnu mere ulækkert, at der lige under den nu tømte æske mimoser befinder sig en kasse åkander, som jeg har på fornemmelsen, skal nøjagtigt samme vej som mimoserne lige om lidt.

status

hold da op for et år det har været. i de fleste af mine julekort har jeg skrevet, at jeg er i tvivl om 2007 helt skal slettes fra annalerne, eller ophøjes til officielt æresår, og jeg har endnu ikke fået svar på spørgsmålet... for året som sådan har ikke været fantastisk. der har været en god del indbyggede fartbump i ellers positive og dejlige oplevelser, som har gjort at jeg har grædt en del flere tårer end ellers planlagt. men jeg har også, henimod årets slutning, da fartbumpene var forceret, oplevet en følelse af endelig at kunne trække vejret frit, og oplevet en tyngde i mig selv, som jeg ikke mindes at have mødt før...


jeg tror jeg vedtager, at ophøje 2007 til officielt overgangsæresår, så formår jeg nemlig både at sige tak for det positive som året trods alt bragte med sig, mellem alle slagene, men også samtidig at understrege, at jeg ikke forventer at der kommer mere lige foreløbig. udover fred og ro. og gerne en dobbeltportion af det. tak.

og nu vi er ved det dér takkeri... tak til gamle venner, for at have lyttet til min uendelige rablen, om alt fra øst til vest og tilbage igen, i er fantastiske hver og en, og i ved hvem i er.

tak til nye venner, dejlige nye bekendtskaber jeg gjorde mig i 2007, og som trods min evindelige og til tider, selv for undertegnede, ulidelige plapren, har hængt ved, og møder mig engang inde i der dér 2008. jeg glæder mig allerede.

til sidst må jeg hellere sende en særskilt tak ud til frk maj og anne, for at have introduceret mig til blogmediet. jeg tror slet ikke jeg tør tænke på, hvor rædselsfuldt 2007 havde været, hvis ikke jeg have haft bloggen til at læsse af på. og tak for alle kommentarerne, de har været værdsat hver og en .og jeg håber at komme lidt op i gear på den front i det nye år, for det har da vist været et sløjt engagement, her december ud. jeg glæder mig til at se, hvad der sker dog, for det er en ny missm, der overtager penneføringen her på bloggen, og jeg er først lige ved at lære hende at kende. jeg kan allerede ret godt lide hende, så mon ikke det kommer til at betyde et år til... det håber jeg.


sikke en lang smøre det blev, men jeg har vist også bare tilbage, at ønske alle en fantastisk nytårsaften, og pas på jer derude. gå aldrig tilbage til en fuser (gælder både i fyrværkeri- og kærestesammenhænge) drik aldrig mere end du kan tåle at kaste op dagen derpå. og spis aldrig gul sne.


G O D T N Y T Å R!!!

fredag den 28. december 2007

missmatch

der er bare et eller andet rivravruskende galt når ens lillesøster sidder og kigger porno med ens kæreste...



(sagen er den, at kæresten er lidt af en haj til det dér photoshop, og de lige nu sidder og sætter gæsterne til min søsters nytårsfests hoveder på kroppene af diverse side-9-piger, og det der er værre, for derefter at overføre billederne til bordbomber i bedste nytårsaftensstil... det plejer at være et sikkert hit, og at dømme efter latterbrølene fra køkkenet, bliver det det helt sikkert igen i år. det andet lød bare sjovere, når nu det skal være... især når man er forment adgang fra morskaben pga et vækkeur, som insisterende vil råbe af mig indtil jeg står op og går på arbejde, cirka klokken femminutterirentortur i morgen.)

torsdag den 27. december 2007

julestress

morklokkenfemminutterivikommer20minutterforsent : "3-årig, vil du godt se at komme i gang"

3-årig : "nej tak"

morskudtisænk : "..."


...hvornår lærer jeg det??

(vi nåede det dog... næsten... og jeg har allerede ønsket mig et kursus i børneopdragelse til næste jul, men lige nu er det overstået for denne gang. og selvom vi havde en dejlig jul, er det nok ikke helt skidt.)

mandag den 24. december 2007

moder er i køkkenet

jeg nåede det!!!


et kig ind ad vinduet på ligustervej, hvor julen langt om længe står lige uden for døren, og stamper utålmodigt for at komme ind i stuen. vi tyvstartede i går, og prøvesmagte anden, og fik en julegave eller to på forskud. og hvis i aften bliver bare halvt så hyggelig som i går, skal julefreden nok sænke sig behørigt over missm og familie.


glædelig jul til jer og jeres, og tak for et dejligt år.

søndag den 23. december 2007

ffw

nogen har sat mit liv på fast forward. vil de venligt sætte det tilbage på normal hastighed. ellers svarer jeg ikke for følgerne!!

sidder lige nu og spekulerer på, om jeg får tid til at få lavet den julehilsen, som jeg havde planlagt. måske ikke. men så må man jo ty til alternativer for at få enderne til at hænge sammen. alternativer som jeg desværre ikke kan afsløre her. og det er bestemt ikke fordi jeg blogger fra arbejde. det kunne jeg aldrig finde på. nemlig nej.

måske kommer der en rigtig julehilsen. måske ikke. hvis ikke har dette indlæg hermed mandat til at blive ophøjet til rigtig.


glædelig jul derude. håber på en fantastisk en af slagsen. i slowmotion. tak.

lørdag den 15. december 2007

hvis nu

"Hold tungen i en stadig tvang!
du ved, man sig saa mangen gang
fortale kan, og derfor maa,
din tunge flittig passes paa.

Vær i din omgang varsom, kærlig;
vis dig beleven, ej for fri;
vær i din tale ganske ærlig,
og elsk ej noget hykleri.
Gør ej urimelige spring,
men skik dig udi alle ting;
saa vil jeg forsikre dig,
at du skal blive lykkelig"

Ambrosius Stub


... og hvis jeg havde levet på gamle ambrosius' tid var jeg blevet brændt på bålet.

torsdag den 13. december 2007

betydningsfuldt



min smukke luciabrud. helt uden fortænder ;)

smelte

7-årig : "moaar... hvis nu at nissen ikke findes, vil du så ikke godt fortælle det til mig inden jeg selv får børn ...ellers får de jo ingen pakker i strømpen."

indrømmelse

nåmmen øhmmnn... så kan jeg vist lige så godt indrømme det. jeg er også røget i den der facebook. men det var ikke min skyld. det var miss blue eyes der lokkede. og jeg har ingen del i ansvaret. det har jeg så til gengæld i følgerne... (rigtig rigtig mange timer brugt på at surfe rundt i ansigtsbogen de seneste dage)

men hvor er det dog vildt at få kontakt til sin fortid. jeg har gang i skriverier med 8 gamle venner, jeg ikke har set i flere år. fantastisk.

tak facebook og tak miss blue eyes.


knuzz fra mizz mikkelzen 14 år.

tirsdag den 11. december 2007

bedring

er det bare mig, eller er der et eller andet ved googlesøgningen "helkropsmassage med afslutning", der sender kuldegysninger af velvære ned langs rygraden...


(har lidt på fornemmelsen, at jeg er på vej til at blive ok igen)

note til selv

advarsel: dette indlæg bør ikke læses af folk med sarte maver.

det er en virkelig virkelig dårlig idé, at forsøge at vende et opkastende barn væk fra sig, i forsøget på at skåne meget dyr uldstrik.

(visualisér gerne glidende 180 graders bevægelse, der ganske elegant sender ærter og ris i en lind strøm ud over gulvtæppet i børneværelset)


ufattelig dårlig idé faktisk!!

mandag den 10. december 2007

under dynen

er der ikke et eller andet helt bizart galt, når man kan ligge ovenpå en af ungernes pakkekalenderchokoladenisser i en halv time, uden den smelter???

jamen kald mig da bare chokoladesnob, men ud røg den. sammen med dens 5 kammerater. så må jeg på jagt efter en passende erstatningserstatning, når jeg føler mig i stand til at stå på benene igen.


(skal vist samtidig huske at skrive kleenex på indkøbssedlen. er nemlig ikke helt sikker på, at ungerne bifalder mine holdninger angående vekao, men så kan de lære det!... stakkels trunter...)

piv

jeg er ret sikker på, at jeg et sted i min ansættelseskontrakt læste, at man som ansat i sundhedsvæsenet har ret til at blive lagt i medicinsk koma, hvis man har behov for det. det har jeg nu. kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så dårligt, og har ingen anelse om, hvor dagene siden lørdag er blevet af.

jeg ville så bare ønske, at jeg var i stand til at stå ud af sengen så jeg kunne chekke, om det rent faktisk står der, eller det alene er et produkt af min hensygnende hjernes sidste krampetrækninger.



(ja, jeg er stakkels... helt vildt faktisk)

lørdag den 8. december 2007

optur

ævævævævæv!!! har overtaget ældstens mavehalløj, men så ved jeg da i det mindste hvad jeg skal få mine fridage til at gå med... og heldigvis klæder gustengul og koldsved mig ganske vidunderligt, så deeeeet...


just my luck.

onsdag den 5. december 2007

indblik

til dig der googlede "vindueskigger smertefuld sygdom". da jeg ikke selv er indenfor branchen, kan jeg desværrre ikke være dig behjælpelig med så meget, men jeg vover alligevel pelsen med en påstand om, at smerten må være omvendt proportional med kvaliteten bag de vinduer der kigges ind ad.

ro

nøj, hvor er her stille. jeg arbejder, er ret træt på den gode måde, og er ret godt tilpas. sådan helt generelt. og så ikke så meget andet.

(altså udover at 7-årig brækker sig i stride strømme, og er hjemme på tredjedagen, men det orker jeg næsten ikke at tænke på mere... går den slags virkelig aldrig over?)

er der mon gået ren ligusteridyl i den for miss m? synes lige nu, at det hele er ved at blive en tand for pænt, men mon ikke jeg nok skal få det spoleret på en eller anden måde. satser faktisk lidt på det ;)


er det mon sådan det føles at være tilfreds...?

mandag den 3. december 2007

tidligt

kan man godt vælge om med det dér uddannelsesnoget... jeg synes at lige nu er frygteligt tidligt, og så har jeg endda været oppe i en time...


(faktisk er det helt vildt hyggeligt, jeg har tændt samtlige stearinlys jeg kunne komme i nærheden af, mit fine juletræ står med lys på i haven, kaffen står og damper her ved siden af og hele huset emmer af stilhed og søvn... men det er mandag og regnvejr, og så har jeg altså ret til at brokke mig. især når det er første arbejdsdag i resten af mit liv)

torsdag den 29. november 2007

krise #2

gad vide om der er nogen der opdager det, når 7-årig får 27 pakkekalendergaver, og tre-årig kun 21...


og mon der er nogen der kunne tænkes at vide, hvor der afholdes et kursus i basal tælleteknik indenfor den nærmeste fremtid???

krise

sidder i sengen omgivet af 48 små gaver, der gerne skulle være pakket ind og nummereret inden jeg falder i søvn.


heldigvis er jeg næsten ikke træt (og det bliver jeg så ved med at gentage for mig selv indtil jeg tror på det)... og endnu mere heldigvis findes der glimrende kure mod den slags, så jeg har allieret mig med en hel pose skumjuletræer, halvanden liter cola, en ret markant bunke romkugler, som nogen efterlod på mit spisebord i eftermiddags, og en gyserfilm.


er ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide, om min mor benyttede sig af lignende ufine metoder, da jeg var barn...

onsdag den 28. november 2007

nok #2

3 - årig : "blablablabla.... hvorfor gør hun dit og dat... blablablabla... jeg kan ikke lyne min flyverdragt, jeg bliver kvalt... lissom en zebra... ved du godt det mor?? blablablabla... hvordan gør den sådden ...blablablabla... igå' mor??"


virkelig træt og udfordret underskudsmor : "skaaat!"


3-årig : "snakker jeg for meget?"



nåjammen... så længe hun selv kan se det...

nok

min stolthed er såret, på den endegyldige måde. jeg er blevet outshoppet. af min far. på den anden side, så ved jeg da hvem jeg har det fra. vi fik shoppet london tynd, og jeg må nok meget skamfuldt indrømme, at jeg kunne have undværet omkring halvdelen. men vi var fire afsted, og der var en del der skulle nåes.

blandt andet at omsætte de 500 pund min far gav os hver i julegave.


(jeg lader den lige stå et øjeblik...)


for djævlen da, det er mange penge. og jeg er blevet en mulberry kuffert og den fineste marc jacobs strik rigere. og london var smuk og julepyntet. og starbucks var lettilgængelig, og blev udnyttet til fulde. og vejret var vidunderligt. og jeg har sovet siden jeg kom hjem. og jeg er færdig med shopping. for det er jo heldigvis ikke lige om lidt det er jul. ...blev der sagt!!


man bliver ikke outshoppet af sin far... det gør man bare ikke.

torsdag den 22. november 2007

takeoff

hvorfor er det, at jeg siden jeg blev færdig, er vågnet mellem klokken halv seks og seks, pivfrisk og uden for rækkevidde af den der særlig gode søvn, man opnår efter familien er taget afsted til dagens udfordringer. og hvorfor er det, at jeg netop i dag, hvor jeg skal ud af døren om 5 minutter er så træt at jeg er sikker på, at jeg uden problemer kunne sove til over middag.


hmmmnn... men jeg skal nok ikke brokke mig. glæder mig til at se london igen, pakket ind i juleglitter og fine lys. det bliver godt.

onsdag den 21. november 2007

under bæltestedet

så skal der tankes op på lummer mandehumor. jeg er vist også ved at løbe tør, sådan for alvor... al for lang tid med al for meget alvor i min tilværelse kan altså godt blive for meget af det gode. det er heldigvis til at gøre noget ved, så i aften står den på ørkenens sønner i århus musikhus, og på lørdag skal jeg se spamalot i palace theatre i london.

mon så ikke jeg er ved at være der...

tirsdag den 20. november 2007

tillid

så fik jeg endnu engang konstateret, at jeg har verdens mest tillidsfulde (og måske lidt knudemandsagtige) kæreste. vi lå i sengen i går, og diskuterede verden og virkeligheden i almindelighed. og kom af en eller anden grund ind på emnet blog, som til tider har været et lidt følsomt område på ligustervej. han fik svunget en kommentar ind i samtalen om, at jeg da umuligt kunne bruge mere tid på det, end jeg allerede gør.

...

jamen, det kunne jeg da sagtens! jeg har for eksempel ikke lagt en kommentar hos andre end mig selv i de seneste tre uger, sååee... men tilbage til samtalen. jeg er sindssygt træt af, at min blog er så udskældt herhjemme, og nu ville jeg til bunds. så jeg spurgte (endnu engang) ind til, hvad problemet med min lille hobby er. og af en eller anden grund besluttede han sig denne gang for, at svare. svaret var så en lille smule overraskende...

ham : "jamen kan du slet ikke forstå, at jeg er træt af, at blive ved med at læse ham der ballasts kærlighedserklæringer til min kæreste."

mig : "søde søde skat, ballast er en pige... og tilmed en af mine gode veninder, som du udmærket kender."

ham : "..."

og så er det, at jeg jo nødvendigvis må udlede, at han må være temmelig sikker på hvor han har mig, for når jeg sidder og læser tilbage i kommentarsporene til de forskellige indlæg er de gensidige kærlighedserklæringer mellem mig selv og ballast faktisk meget eksplicitte og utvetydige. og det er jo i bund og grund fantastisk og livsbekræftende, for jeg er sikker på, at vi begge mener hvert et ord. men at min kæreste går rundt og tror, at det er en konversation jeg har med en fremmed mand... det er nok lidt uheldigt... og tankevækkende...


nåmmen... jeg regner med lidt mere ro omkring bloggeriet herhjemme, nu da vi har fået afdækket ballasts sande identitet... (og så en fri og ensidig håne- og mobberet omkring kildekritik og åben tale i, skal vi sige de næste tre års tid...)

mandag den 19. november 2007

luft under vingerne

nåmmen, så har jeg jo fri de næste fjorten dage. sådan for alvor. ingen dårlig samvittighed. og det jeg skal læse, skal læses af lyst. har for eksempel to uåbnede eksemplarer af costume, et eurowoman og et par andre ikke offentligt nævneværdige kulørte magaziner liggende på natbordet, som har gjort det til vane, at håne mig højlydt hver gang jeg passerer dem. og der kom to bogpakker fra gyldendals i sidste uge, så mon ikke jeg skal få underholdt mig selv på passende vis...

men først skal jeg lige et smut til london. efterårsfamiliehyggetur med far, bror og søster. min far inviterede for en månedstid siden, og det er lige gået op for mig at det altså er nu. som i fra på torsdag og til på søndag. glæder mig som et lille barn. ville så bare lige ønske, at jeg ikke stod midt i det gap, der opstår når man går fra forudbetalt til bagudbetalt løn... men man kan jo ikke få det hele. og det er jo heller ikke sikkert, at jeg overhovedet kan finde noget, som jeg ville ønske at kunne bruge de penge, jeg endnu ikke har tjent på. sikkert ikke. men så kan jeg da glædes over synet af min kære familie, der bruger penge. for sådan er jeg. eller... det kan jeg måske blive...


(og så var der vist noget med en famile, der savner deres mor og kæreste, et hus, der er en anelse forsømt, og et liv der trænger til at blive levet. sådan helt generelt)

fredag den 16. november 2007

overdoseret alenehed

kors hvor føler jeg mig insisterende, grænsende til det maniske, når jeg sidder og trykker opdater på billund lufthavns side over ankomster med splitsekundersinterval.


men nu skal de altså ned på jorden. min jord vel at mærke.

torsdag den 15. november 2007

overanddonewith

nåmmen... det hjælper at pive... eller...altså ...i den dur. hmmmnn...

op i røven! jeg er færdig. og endda med en god karakter.


tillykke miss m!

onsdag den 14. november 2007

mantra

eksamenerenfesteksamenerenfesteksamenerenfesteksamenerenfest
eksamenerenfesteksamenerenfesteksamenerenfesteksamenerenfest
eksamenerenfesteksamenerenfesteksamenerenfest...


hvorfor bliver det ikke mere overbevisende, jo flere gange jeg skriver det??

mandag den 12. november 2007

pausekomma

hvordan kan det være, at mine ord ikke længere giver nogen mening...


er der nogen der, venligst, vil pande den unge dame en, så hun kan komme tilbage til ligevægten.

præget

og sådan kan spontan tøsekådhed kamme over i handling. dejligveninden skulle låne bilen her til morgen, og min kølerhjelm bærer stadig præg af livet i midtbyen. har længe truet med at færdiggøre værket, og det gjorde jeg så i dag. nu står der ikke satan længere, men satans. og det føles faktisk rigtigt. eller i hvert fald mindre forkert.


(er lidt nervøs for, hvad kæresten mener om min pludselige handletrang. tror jeg vælger at kalde det kunst. den etiket redder mange andre, så hvorfor skulle den ikke kunne redde mig.)


missm - nu som installationskunstner.

lørdag den 10. november 2007

teenager in spe

skal jeg mon blive bekymret over, at min mobiltelefon kan stave til heil, men ikke til frisure?


(er gået i skarp træning til vm i sms. dejligt at vide, at man er savnet)

torsdag den 8. november 2007

endelig alene(!)

har med vilje ikke skrevet om det før. fortrængningens kunst, eller bare ønsket om at det ikke var. kæresten og pigerne tager afsted på ferie i morgen. til sol og sommer og varme og bare tæer i sand. hans far inviterer hvert år i denne uge hele familien, men i år bliver det altså uden mig.

og det gør ondt. helt derinde hvor fornuften hører op. ikke fordi jeg ikke under dem det, men fordi jeg bare kommer til at savne dem så sindssygt meget. der burde være en regel mod at sygeeksamen og familieferie ligger i samme uge.


(har heldigvis allieret mig med dejligveninden, som flytter ind og agerer støttepædagog på ligustervej hele ugen. et dejligt plaster på såret, når det nu ikke kan være anderledes, men alligevel. stakkels stakkels miss m.)

hvad du ønsker

... man skal virkelig passe på, hvad man ønsker sig. og da jeg i går ønskede mig forandring, var det faktisk ikke lige børneorm, jeg havde i tankerne...

onsdag den 7. november 2007

transit

der skal ske noget, et eller andet. er rastløs. forsøgte mig i går med et nyt look på bloggen, men det er ligesom om, at det ikke er tilfredsstillende. droppede det for øvrigt igen, er stadig så meget kontrolfreak at det ikke går med de helt store store ændringer, paradoksalt nok. så jeg nøjes med tagsene for nu... og man skal jo starte et sted.

men lur mig, om ikke der kommer til at ske et eller andet, over de næste par dage. tror jeg starter med at tage mig tiden til en frida kahlo, og så i øvrigt glæder mig over, at kontoen er aldeles drænet, så jeg ikke har råd til en frisør. har på fornemmelsen at det kunne gå helt galt.


var for øvrigt ved at skifte mit profilbillede ud, men som sagt, idéen blev droppet. det skal dog ikke gå helt til spilde, så jeg lægger det ind her i stedet. har leget med billeder her. god overspringshandling.


tirsdag den 6. november 2007

sesam sesam

eller måske nærmere "google google, luk dig op...!"


der er, for mig, en ret væsentlig forskel mellem "at få gjort rent af en nøgen kvinde" og "at få gjort ren af en nøgen kvinde", men begge søgninger fører åbenbart til mig. jeg skal lige i den forbindelse gøre opmærksom på, at før jeg får lagt isolering på loftet, og dermed lidt mere varme i butikken, er der ingen nøgenhed på ligustervej. til hverken det ene, eller det andet. punktum.

stressless

når man virkelig har brug for afstressning, hvad lyder så mere systematisk og kontrolfremmende (og ja, afstressning, systematik og kontrol er synonyme i min verden) end at lægge eksamenslæsningen væk, tage en lang formiddag i sengen, og få sat tags på alle de gamle indlæg. ret hyggeligt at læse tilbage i tiden, og genopleve de sidste ni måneder, hvor stormfulde de end har været.

på den anden side kunne jeg godt have ønsket, at jeg ikke havde været helt så aktiv i de ni måneder, som tilfældet er. 375 indlæg, det er vel nærmest et jubilæum værdigt? men perfektionisten tyggede sig igennem, 5 stive timer tog det, og nu er der tags på samtlige indlæg. hvad det skal gøre godt for, er jeg ikke helt med på, men det gjorde godt for mig. det gør orden og kontrol som regel. ingen diagnoser nævnt, og dermed ingen glemt...

lørdag den 3. november 2007

ugh

kan man kalde sig sofasælger, hvis man sælger sofaer, der ikke er klar til levering før uge 5, næste år? det kunne jeg godt finde på at argumentere for, at man ikke kan. i stedet kunne man måske kalde sig "højst-irriterende-person-der-driller-med-fede-sofaer-som-han-reelt- ikke-har". og det er jo ikke en titel, men mere et indianernavn. sagde "lille-dumme-pige-der-kasserede-sin-gamle-sofa-da-hun-flyttede- fra-byhuset-og-derfor-synes-at-der-er-uendelig-lang-tid-til-uge-5".

fredag den 2. november 2007

restance

så kom den endelig. hammeren. har undret mig i ugens løb over, at livet bare fortsatte, sådan uden videre, og spekuleret på, i hvilken form tilbagebetalingen for weekendens udskejelser mon ville blive krævet.
i går aftes, da klokken blev 7 kunne jeg ikke mere, og jeg har faktisk kun en sporadisk erindring om timerne efter. indtil jeg vågner her til morgen, stadig iført hovedparten af mit tøj og med gårsdagens måltider i klar erindring, grundet deres stadige tilstedeværelse på mine ubørstede tænder.
kæresten er aldeles uforskyldt. han har før forsøgt at komme mig til undsætning i lignende situationer, men vi er begge efterfølgende blevet enige om, at bjørnen sover er en rigtig dårlig leg, og at han er langt dejligere med, end uden hoved.

men den slags kan heldigvis vaskes og børstes væk, og søvnen er mærkbar. imponerende dog, at jeg stadig først kan se mine behov i bakspejlet.


og måske den slags kan læres. og måske ikke. dagen er smuk, og lige nu er jeg egentlig ligeglad.

torsdag den 1. november 2007

sanseligt

3-årig : "moaaar... kan du fløjte lisså smukt som jeg er?"




nej min skat, det kan jeg ikke, og det kommer jeg heller aldrig til at kunne....

tirsdag den 30. oktober 2007

massefylde

3-årig : "moarr, jeg vejer ti minutter".


og nu er det så jeg spørger mig selv, om det mon er ok, eller jeg skal begynde at blive bekymret?

fødselsdepression

jeg sad for et par uger siden, og talte med en bekendt om mit forhold til præstationer i almindelighed. snakken blev naturligvis, qva min opgave, ledt ind på præstationer i studiesammenhæng. jeg fortalte ganske ærligt om, hvordan jeg altid i kølvandet på en kraftpræstation, eksempelvis en eksamen eller efter aflevering af en stor opgave, bliver bange for ikke at bestå og betvivler mine egne evner. han spurgte så, om min angst var reel. og jeg svarede, som sandt er, at jeg stort set altid ender med at klare mig godt. og så var det at den kom. "årh, er du en af dem". ikke et spørgsmål. en konstateren. og ja. jeg er en af dem.

udtalensen var tydeligt ladet med en dyb foragt for os. os der, når vores kunnen sættes på spidsen, har en så fortvivlende lille tro på egne evner, at vi i primitivt forsvar triller os sammen til små kugler, lader piggene stritte, og i bund og grund bare er pisseirriterende. og foragten er vel egentlig også forståelig. jeg kan godt se fornuften i, at det må være frustrerende at bevidne disse umiddelbart affektprægede reaktioner. især når historien taler sit eget tydelige sprog, og det måske kan komme til at lyde som om, at det bare er opmærksomhed, der bejles efter.

men jeg er her igen. jeg tror ikke på, at min opgave er god nok. og her mener jeg ikke god nok til at få en god karakter, men alene til at bestå. det er ikke særlig konstruktivt, det ved jeg. men ikke desto mindre, og til trods for, at jeg godt kan se det irrationelle og lidt latterlige i reaktionen, er jeg der nu. jeg skal mødes med ham igen i eftermiddag, og jeg ved godt at snakken bliver ledt ind på min opgave, og forventninger til eksamen. og til trods for, at han tydeligvis ikke mener at jeg er berettiget til min angst, er den der. og den er reel. for mig. lige indtil det modsatte er bevist. spørgsmålet er nu bare, om jeg orker at stå ved dette midlertidige sammenbrud af min sunde fornuft. på den anden side har jeg jo allerede indrømmet overfor ham, at jeg er en af dem. og hvis han ikke gider høre på det, kan han jo bare lade være med at spørge.



og denne her gang er det virkelig anderledes. opgaven har mange mangler, og jeg er heldig hvis den kniber sig igennem. og jeg er faktisk overhovedet ikke spor irrationel og hysterisk i min bedømmelse. ikke spor. næ nej.

mandag den 29. oktober 2007

dø murphy

hvis nogen kender nogen, der kender nogen, der kender ham dér murphy, så smid lige en mail. har en høne eller 30 vi liiige skal have afklædt fjerpragten sammen.

hvem er det der har bestemt, at han evig og altid skal have ret i at alt der kan gå galt, skal gå galt? har sammenlagt fået 5 timers søvn denne weekend, og til at begynde med var det sådan set et kalkuleret søvnunderskud. jeg skriver bedst om natten, når de forstyrrende elementer på ligustervej er gemt af vejen. så de 5 timers søvn jeg fik lørdag morgen og formiddag rykkede ikke synderligt ved min sindstilstand. i min beregning var der dog ikke taget forbehold for, at mine forvirrede kilder stadig var mere forvirrede end de havde lovet, dengang vi samarbejdede om systematik og kronologi...

jeg har ikke sovet i nat. jeg har til gengæld et ret godt overblik over min litteratur, i det jeg har tilbragt natten med at grave i litteraturen, for derefter manuelt at føre kilderne ind i opgaven. og nu venter jeg på, at nogen redder mig fra mig selv, så jeg undgår, at skulle ud på egen hånd i trafikken. opgaven ligger klar på bordet i de tre obligatoriske eksemplarer, og der er tre timer til klokken er tolv. så murphy, hvis du læser med har du endnu tre timer til at fucke mit liv op.



kom an, og se hvornår du falder af.

(fik jeg sagt at jeg er færdig!!!!)

lørdag den 27. oktober 2007

knappe ressourcer

kræfter, tid og mentalt overskud mobiliseres til den sidste spurt...

god weekend :)

fredag den 26. oktober 2007

lapper

  • jeg har uddelegeret ældstens fødselsdag i eftermiddag til kæresten. jeg har simpelthen ikke tid, og det er første gang jeg ikke er primusmotor i den proces.
  • mine elskede støvler er blankslidte på snuderne og ligner noget der burde være kasseret sidste år. det ligner mig virkelig dårligt, men sådan ser de ud lige nu.
  • der røg take-away pizza med til overskuds-halloween arrangement på skolen i går. (det er så ikke kotume på ligustervej, lærte vi)
  • radiatoren på gæstetoilettet drypper, og der har over natten samlet sig en lille pyt på gulvet.
  • jeg har sent i nat over rødvin og sorte rande under øjnene valgt at tage en ny vinkel på analysen i min opgave, og har derfor endnu mere travlt end jeg havde i går.


der er brug for lapper mange steder lige nu, men lapper udløser ikke dårlig samvittighed, den er der kun behov for hvis man ikke lapper. for lapper er gode... i hvert fald et stykke af vejen.


og jeg når det hele.

onsdag den 24. oktober 2007

svagpisser

kom så ind i kampen søster lagkage. fordi du tidligere har oplevet modstand, behøver det ikke at betyde at mønsteret skal gentage sig til evig tid.


basta!

damagecontrol

hvornår lærer jeg det?

kilder, der skal eftersynkronoseres er IKKE en god ting. jeg er nu i besiddelse af en opgave, der fylder lidt mere end hvad godt er, og en hulens masse forvirrede kilder, som trænger til et grundkursus i videnskabelig metode og systematik .


nå men, så ved jeg da, hvad dagen i dag kommer til at indeholde...


"alle ret!!!" "se lige ud!!!"


(kaffe, kaffe, kaffe!!!!)

mandag den 22. oktober 2007

synonympræparater

lige nu ville jeg slå ihjel for en næsespray. jeg er normalt stor modstander af den slags, eftersom det er bevist at de oftest forværrer problematikken, og tilmed ret hurtigt kan føre til afhængighed. men det er altså når jeg ikke lige står og ikke kan få vejret, at jeg har den slags rabiate holdninger.

har nu være hele medicinlageret igennem, men uden held. jeg har dog fundet nogle slimløsnende brusetabletter, men er ikke sikker på at jeg har lyst til at finde ud af hvad der sker, hvis jeg propper en af dem op i næsen.

måske det, om ikke andet, midlertidigt kunne tage fokus fra åndenødsproblematikken.

måske ikke.

velkommen mandag

der er en blå ikeapose, der har kastet op ud over min seng. der ligger, hvad der svarer til en gennemsnitsbørnefamilies forbrug af tøj i en efterårsferie (eller... nok ikke hvad der svarer til. der ligger reelt en gennemsnitsbørnefamilies forbrug af tøj gennem en efterårsferie... hvornår lærer jeg det, udskydelse af vasketøjssammenlægning svarer til at tisse i bukserne, fraset det faktum, at mit vasketøj er rent)

forkølelsen har lagt sig som en tung dyne henover de vitale dele af min hjerne, og jeg synes ikke at kunne huske at have inviteret den. ugen skal bruges på at færdiggøre den famøse opgave, og jeg har faktisk brug for de der hjernedele... men sådan skal det nok være. (tarveligt, tarveligt, tarveligt!!!) dertil kommer, at jeg faktisk ikke reelt har hele ugen. fredag er afsat til at holde ældstens fødselsdag for hendes nye klasse. velkommen mandag, hvor har jeg dog savnet dig.

tror lige jeg tager et skud gloria, og så må jeg heller se at komme i svingninger.


i will survive.

lørdag den 20. oktober 2007

efterkrav

7-årig har tabt en tand her til aften, og det er en ren fornøjelse at min store kønne datter ikke længere ligner en, der har modtaget en lige højre. hun tabte den første fortand i overmunden for fjorten dage siden, og har siden haft den anden fortand siddende sådan cirka midt i det to centimeter store mellemrum, hun havde mellem de resterende tænder. at den tilbageværende midtertand så tilmed oftest stod lodret ud i luften, fordi hun ikke kunne lade være med at gå og pirke til den med tungen, gjorde hende bestemt ikke mere yndig. men nu er den ude, og mor og datter er overmåde tilfredse begge to.


eller... kiosken lukkede for 10 minutter siden, og jeg er pt. ikke i besiddelse af en 10'er. hvad gør jeg? er det ud i bilen og op på den nærmeste tank for at veksle, eller skal jeg virkelig til at gå i pigens sparegris, for at kunne klare restancen. for tandfeer er nok ikke sådan nogle, der kan skylde? ...eller hvad??

fredag den 19. oktober 2007

retro

jeg har haft verdens bedste fødselsdag...
morgenmad med overraskelsesveninder som tilbehør, og masser af dans på mit nylagte gulv. 5 fine fødselsdagskort fragtet af postdanmark, og et pr mail... (og her skal lyde en særlig tak til zette, ballast, anne og frk maj... hvor er i helt fantastisk superdejlige, jeg stemmer for at det bliver en fast tradition... nåmmen, så er det vedtaget ;))
en keramikshoppetur efter nye kaffekrus sponsoreret af kæresten (med tilhørende frokost på teaterbodegaen... mums filibaba!!)

og afslutningsvis rødvin og kastanjer med far, kæreste og veninde... kan en fødselsdag på nogen måde blive bedre?!


og nu er jeg så lidt brugt, og ret glad... og 33, og det er faktisk ikke så dårligt :D

tillykke til mig

idagerdetmiiinfødselsdaghurrahurrahurraaaa...jegsikkertmigengavefår
somjegharønsketmigiååårmeddejligchokolaaadddeeeeogkafferentil :D


jeg elsker at have fødselsdag, lige på det punkt er det virkelig svært at mærke, at jeg faktisk fylder 33 :D

torsdag den 18. oktober 2007

velsignet bud #2

"gulvet er lagt inden jeg går i seng i aften skat"


jeg skimter det forjættede land...

lydbillede

jeg er som sådan ikke fobisk overfor tandlæger, men det kan altså godt være bare en lille smule angstprovokerende, at have lyden af tandlægebor i uforholdsmæssig forstørret version, som lydspor til dagens gøren og laden.


(kæresten er i gang med et eller andet vedrørende gulvlægning, som angiveligt indebærer at skulle frembringe den lyd, som lige nu får bittesmå svedperler til at springe frem på min pande... om det er tanken om, at det pt er over halvandet år siden jeg sidst besøgte min tandlæge, og dermed et udtryk for dårlig savittighed, eller måske tanken om min konto, som slet ikke er til at blive lænset af damen med boret, har jeg egentlig ikke tænkt mig at gå dybere ind i, men jeg må nok heller bare tage mig sammen, og få bestilt en tid... æv!!!)


desværre kan jeg ikke komme til at ringe så længe han larmer, så jeg bliver nok alligevel nødt til at udsætte det lidt endnu...

onsdag den 17. oktober 2007

velsignet bud

jeg skal ikke kunne sige mig fri fra at stå først i køen til at brokke over, at jul i oktober er bare en anelse for tidligt.

men det var før jeg stødte på et mindre bjerg af cloettas skumnisser i min lokale rema 1000... nøj hvor var jeg slet ikke klar over, hvor meget jeg har savnet dem. og havde da også lykkeligt glemt, hvor meget kvalme man kan få, af at nedsvælge en hel pose på en halv time. men det var i eftermiddags, og så må jeg jo bare sørge for, at afsætte en hel time til den pose, der ligger foran mig nu...

tirsdag den 16. oktober 2007

inkompetent

er lige blevet forment deltagelse i maling af 1 stks nyindkøbt parcelhus på ligustervej. og det er ment aldeles alvorligt. kæresten er åbentbart af den opfattelse, at mine evner indenfor farvelægning af større overflader er ikke-eksisterende, og selv ikke i stuen, hvor der endnu ikke ligger gulv, endsige er møbler som jeg kan ødelægge, må jeg hjælpe til...


jeg kunne så have valgt at blive hamrende fornærmet over mistilliden, men tror i stedet at jeg vælger at læne mig tilbage, for at nyde synet af den arbejdende mand ;)

mandag den 15. oktober 2007

mrs mikkelsen

og nej, jeg skal ikke giftes. ikke lige nu om ikke andet. og dog. der er faktisk stillet krav fra højeste sted om, at kæresten og jeg begynder at tage det ansvar vi har påtaget os alvorligt, og overvejer, om ikke det er ved at være nu, den berømte knude skal bindes.

jeg kan bare ikke mærke behovet. jeg har aldrig haft drømmen om et bryllup i hvid flødeskumskagekjole og brudevals. jeg har aldrig haft behovet for, at blive reddet af prinsen på den hvide hest, og blive ført bort til en bedre tilværelse, til lyden af rundkindede basunengles trutten i gjalderhorn (eller roder jeg nu religioner sammen, det kom jeg vist til). jeg er fuldt ud i stand til at redde mig selv, har ofte gjort det, og bygger en god del af min identitet på det faktum. på den anden side vil jeg heller ikke være tilfreds med at tage turen på rådhuset, og derefter tage hjem, og så er den skid slået. det er bare en tand for kedeligt.
behovet for mig er nok i bund og grund primært juridisk, men jeg har ladet mig fortælle, at uanset hvor mange dokumenter jeg sætter i produktion, vil de bare ikke kunne hamle op med den sikkerhed en vielsesattest kan frembringe. jeg er ethundrede procent sikker på, at jeg har fundet manden i mit liv, han supplerer mig på alle de punkter hvor jeg har mangler, og omvendt. vi deler (oftest) en dyb gensidig respekt for hinanden. og jeg finder sandsynligvis aldrig nogen bedre. hvorfor så bare ikke gøre det. hvad er det, der holder mig tilbage.


jeg ved det ikke, men det må da være et godt tegn at jeg alligevel er begyndt at undre mig over det. især fordi det efter al sandsynlighed kommer til at ske inden for en overskuelig fremtid. om jeg vil det eller ej.

søndag den 14. oktober 2007

dagen derpå

man ved, at man fik drukket lidt for meget rødvin i går, når alene klartonen i telefonen er nok til at udløse smerte og kvalmebølger igennem en lidende og tømmermandsramt krop...


nogen der ved hvor fastforward knappen til tilværelsen sidder, har lidt på fornemmelsen at denne dag vil have bedst af at blive spolet over.

lørdag den 13. oktober 2007

i-Break

hvis man googler "how to break an i-Book" ville jeg sætte pris på, at man for fremtiden undlader at følge det link, der åbentbart, guderne må vide hvorfor, fremkommer til min side. jeg synes, at det er en blasfemisk hensigt, og har aldrig og kommer aldrig til at skrive om noget der kunne have interesse for potentielle i-Hærværksmænd. desuden må det være ufattelig dårlig karma, at sådanne skumle personager frekventerer min blog, og jeg skynder mig derfor lige at banke under bordet. bare for en sikkerheds skyld. og så skal jeg vist også liiiige have opdateret min back-up.

paraniod... nææh ikke her ;)


(på den anden side, hvis det ligefrem er nødvendigt, at søge på nettet efter måder hvorpå man kan destruere sine i-produkter, må man deraf kunne udlede, at de der mac-mennesker har fat i den lange ende af et eller andet...)

fredag den 12. oktober 2007

fremdrift

der er éen klar fordel ved det der selvbyg. især hvis man som jeg, tænder lidt på markerede overarme. for efter at have bygget her på ligustervej i snart tre måneder, er kæresten så tæt på idealet rent kropsligt, som jeg tror han kan komme, og det er en ren fryd, at se ham knokle rundt i en stram hvid t-shirt, og slibe vægge ned. at han ved, at jeg synes at han er dejlig at se på, og det gør at han knokler endnu hårdere, er vel det man kan kalde en win-win situation. (og kan man se bort fra alt det fine hvide støv, der lige nu dækker de mikkelsenske gemakker, vil jeg vove den påstand, at jeg er kommet i himlen :D)

det fine støv markerer samtidig, at det er blevet tid til filtning, og derefter har jeg på fornemmelsen at det begynder at gå stærkt. lige om lidt har jeg faktisk et hjem. og med den tanke i hovedet vil jeg nu starte støvsugeren, og gå i kamp med støvhelvedet. for der er stadig et par måneder til jul, og uanset hvor meget jeg holder af vinter, er det altså lidt for tidligt til sne, trods alt.

torsdag den 11. oktober 2007

på lånt tid

7-årig : "moar.... lægger kaniner egentlig æg??"

kloge og pædagogiske moar : "nej, sødeste de føder levende unger."

endnu klogere 7-årig : "nåårrhh sådan... så er de pattebørn!!"



jaah... noget i den stil.... (har jeg fået sagt, at jeg har verdens klogeste børn ;)

opdateret ønskeseddel

var lige inde og tage en hurtig rundtur på net-a-porter, for at kunne dokumentere at jeg faktisk, ud over de famøse prinsessekort, også ville blive rigtig rigtig glad for at få en chloé paddington taske til min fødselsdag... fandt også et rigtig fint billede, men der er et eller andet helt galt. kan mærke, at der er rigtig mange andre ting, der trænger sig på for at entre min ønskeseddel foran den skønne taske...

havde for eksempel aldrig troet, at jeg kunne forestille mig at ønske mig en brændeovn??? men ild i køkkenet står faktisk som en klar nummer et. og store grønne planter ligger lige under. jeg må hellere skynde mig at få en tid til at blive chekket hos en hovedlæge, for der er gået noget alvorligt galt i min prioriteringsfunktion, siden vi flyttede ind på ligustervej.


(har jeg for øvrigt fået nævnt, at jeg har overtalt kæresten til at lave et walk-in closet i soveværelset... det kræver kun, at han liiige flytter døren tre meter til den ene side... og vupti, så er han i besiddelse af verdens gladeste skabsejer )

onsdag den 10. oktober 2007

hint hint

vi er sindssygt dårlige til det med at skrive kort i min familie. altså vi kan da godt lægge et kort med et par velmente ord ved en pakke, der alligevel skal afleveres personligt. men det med at skrive et kort, man har udvalgt specielt til lejligheden, for derefter at poste det i en af de der røde tingester der står rundt omkring på gadehjørnerne, det er vi ikke gode til. derfor skrev jeg i weekenden rundt til udvalgte familiemedlemmer, for at gøre dem opmærksomme på, at jeg i går ville være i besiddelse af en nybagt 7-årig, der ville juble sin lille runde bagdel i laser over at få post på sin fødselsdag. (hvor dårlige vi er sås i tydelig grad i min lillebrors svar "altså med snailmail??")

men det resulterede i at der, da pigebarnet kom hjem fra skole, lå ikke mindre end 5 håndskrevne og farvestrålende kort (det fra min lillebror og hans kæreste har spillet happy birthday enerverende højt og skingert hele dagen... er lidt i tvivl om det mon er en form for straf, rettet mod mig ;) men 7-årig var jublende lykkelig. så meget, at det kunne mærkes helt derinde i mig, hvor det kan gemmes og gøre gavn i lang tid fremover.


hvorfor glemmer man, at det er de små ting, der gør den store forskel? og kan man tillade sig, at gøre det samme på sin egen konto? for jeg fylder 33 om 9 dage. og jeg vil faktisk også rigtig gerne have kort med prinsesser på...

tirsdag den 9. oktober 2007

flagdag


nøj, hvor skal man tidligt op for at fejre et skolebarn. var oppe klokken 5.30 for at forberede rundstykker og pandekager, men høstede også en ret markant jubel fra fødselsdagsbarnet, som ser ud til at befinde sig ret godt med et år til på bagen.


6-årig er nu blevet 7-årig, og mor er glad. og træt.

mandag den 8. oktober 2007

bedring

men det blev bedre, meget bedre.


pms er som blæst af banen (altså så godt som... i hvert fald inden for min viljes magt...eller noget), snot er stadig snot, men kan bekæmpes med panodiler, og hvor meget kan man i virkeligheden tillade sig at ynke over den slags... i længden.


imponerende så meget mere rosenrød verden kan tage sig ud, når man er garanteret en 37 timers stilling pr 1/12 :D
tilmed er juleplanen lagt, så jeg skal med garanti ikke arbejde juleaften.

dermed tror jeg lige, at jeg afblæser undtagelsestilstanden for nu, og indstiller min hjerne på at livet er smukt, og at den 6-årige fylder 7 i morgen.

perfid mængde syrlighed

og for at det ikke skal være løgn har jeg tilmed konstateret, at jeg over natten er blevet begavet med en ekstra hage... og at mit irritationsniveau denne morgen ligger en pæn del over normalværdien.


kan denne dag på nogen måde blive bedre??



(gad vide, om man burde sende advarsler ud til resten af familien. det føles lidt bagholdsangrebsagtigt, ikke at give dem muligheden for at undersøge alternative muligheder for eftermiddagsunderholdning, tingenes tilstand taget i betragtning)

snotmandag

kaffen er friskmalet og dampende varm, himlen er blå, ungerne er afleveret, og jeg har formiddagen helt for mig selv.


hvorfor er det så, at jeg bare vil putte mig ned under dynen og pleje min snottede næse med dertilhørende hovedpine...

just my luck...

søndag den 7. oktober 2007

søndagshetz

hvori ligger mon det retfærdige i, at jeg her til morgen er vågnet op med "opvaskesangen" fra dr's engang-i-halvfjerdserne julekalender "kikkebakkeboligby" på repeat på den indre stereo... har lige taget mig selv i at skråle den højlydt under bruseren... og jeg er tilmed aldeles blank overfor hvilke gemmer den er trukket frem fra, er ikke engang sikker på at trunterne overhovedet kender dette længst forældede klenodies eksistens, så de går i hvert fald fri for anklage... ind til videre...



og hvortil stiles klager desangående? nogen der ligger inde med ole lukøjes e-mail adresse???

lørdag den 6. oktober 2007

skak og mat

har uden tvivl lavet de de to mest fuldendte pigenumser i verden. mindst. og har det med at konstatere overfor bærerne af dem i tide og utide... og så længe tøserne synes, at det er dejligt bliver jeg ved... og så måske lidt længere... bare lidt.

mor : "min numse"

6-årig : "naaaarrrj... min numse!!"

mor : "nix, det er min, jeg har selv lavet den"

6-årig: "det er min, min, min, min!!!"

mor : "du er min. jeg har selv lavet dig, så numsen er også min, sådan er det bare. lær at leve med det..."

6-årig : "ok så, men mine tanker er mine!"


tak skæbne, hvordan bliver det, den dag pigebarnet bliver teenager?

fattig

men rig på erfaring.


har for eksempel i dag under en tur på e-bay erfaret, at 1200$ adskiller mig fra at kunne købe et af mine absolutte yndlingsbilleder fra mit barndomshjem.


jeg har desuden erfaret at bernard buffet, som kunstneren hedder, er ekstremt alsidig, og at det absolut ikke kun er dette billede, som jeg kunne forestille mig at kigge på på daglig basis.

men kommer tid kommer råd. og gode råd er dyre, så hvis jeg nu langer nogle af dem over disken, skulle den være lige i øjet ... eller noget.


gode råd, anyone???

onsdag den 3. oktober 2007

elsker havet


...og udsigten til mols...

tirsdag den 2. oktober 2007

host

min mac er syg... den er så stakkels, og jeg tør ikke at gøre den rask. det er touchpad'en den er gal med. den reagerer ikke helt så effektivt som den har gjort. men det er der vel ikke noget at sige til, med al den støv vi lever i i tiden. måske den har fået astma?

min computermand siger, at det kommer til at tage omkring en uges indlæggelse, for at gøre den rask, men jeg tør simpelthen ikke at stole på det. hvad nu hvis det ikke holder? så den må være syg, indtil jeg får afleveret min opgave. og jeg skal til at vænne mig til igen at bruge en mus. stakkels mac, og stakkels mig...


missm - vanedyret udfordres...

vegetarmyg?

stødte her til morgen på et eksemplar af de summende blodsnyltere, der angiveligt ikke er til blod. eller også trængte den bare til afveksling, hvem ved. den sad på kogepladen, mens jeg var i gang med havregrøden til tanterne, med snabelen dybt begravet i en spildt mælkedråbe. må de overhovedet det??


jeg stoler ikke på den slags. måske det bare var et røgslør, så den kunne komme tæt på, uden at vi gennemskuede dens onde planer. uanset er den ikke mere. vegetar eller ej.

mandag den 1. oktober 2007

op igen

ansøgning afleveret. samtale torsdag klokken 10. mangler en væsentlig detalje, dog, og må vist hellere se at få gang i den der opgave...


gad vide, hvor jeg har stillet kassen med overblik... og mit skrivebord...

mast

kom for sent til flyet til new york i nat. det skulle lette klokken 17.15, og jeg var træt og tænkte, at jeg kunne nå en lille lur klokken 15. og vågnede 17.14. men jeg troede sagtens at jeg kunne nå begge dele. så meget for min påståede kontrol. til gengæld fik jeg computerorm, altså jeg fik dem, ikke mac'en. små og hvide, i albueleddet. og det kløede. gad vide, hvad det er min underbevidsthed prøver at fortælle mig.


nu vil jeg koncentrere mig om, at få skrevet den jobansøgning, jeg ikke fik skrevet i weekenden. og om kaffen.

lørdag den 29. september 2007

overspringshandling no. 1

hvis man virkelig keder sig gudsjammerligt, og godt ved, at man burde gå i gang med den ondskabsfulde tapetafdamper inden alt for længe, kan det varmt anbefales at ty til overspringshandling no. 1 .

denne simple overspringshandling består ganske enkelt i, at skabe et overblik over samtlige bogklubber, der reciderer på nettet. grovsortere i henhold til personligt interessesammenfald, og derefter finsortere udfra kriterier som;


* hvor mange bøger er jeg tvunget til at købe til fuld pris, hvis jeg melder mig ind
* er der attraktive ekstratilbud, som giver en ekstra bonus i den sidste ende

og sidst, men absolut ikke mindre vigtigt;


* hvor hurtigt må jeg melde mig ud igen. (og ind igen derefter..)


jeg er i skrivende stund blevet den lykkelige ejer af "franske forbindelser" og "stille steder" til 29 kr stykket. begge fra bogklubben bolig og livsstil. oveni har jeg bonustiltusket mig et eksemplar af terence conran's bog om opbevaring. ikke dårligt. derudover slog jeg lige et lille smut ind hos gyldendals bogklub, og fik mig meldt ind påny, hvilket også effektuerer en veritabel gaveregn af velskreven underholdning til 9 kroner stykket. bare sådan lige til at tage brodden af de lange vinteraftener... og så kan missm altså pludselig lidt igen..


fantastisk underholdning mens det står på, og nu kommer så fase 2; forventningens glæde fra nu, og til de kommer, den er absolut heller ikke at underkende... alt i alt en overspringshandling i topklasse...

fredag den 28. september 2007

weekend

ved godt, hvad jeg godt gad at fylde den med, men nogen gange lever virkeligheden og drømmene end ikke på den samme planet...


men drømmene er også ok... et stykke af vejen...

besserwizzer

har erkendt, at jeg efterhånden oftest er hurtigere end min egen impuls, og mod forventning faktisk bedre påklædt end med instinkt alene...


og det viser sig tilmed at være en fordel, når verden endnu engang ramler, og usikkerhed og mangel på genkendelse overtager styringen. og i det store hele er det vel ok. livets gang og alt det dér... når bare man tør være der hvor det sker, med alt hvad det indebærer. nogen gange ville jeg så bare ønske, at de store kriser, for mig om ikke andet, gad opstå mindre komprimeret, og ikke vælte ned over mig på éen gang, og bare forvente at jeg kaperer. men lærerigt, det er det. så det må være guleroden. alt andet lige. (*


(har engang ladet mig fortælle, at det er ok at poste usammenhængende, når intet andet lader sig gøre, så deeeet...)


*) og frit oversat betyder ovenstående vist noget i retning af, at jeg er begyndt at trives i mit kaos, og at jeg tror på, at det bliver en dejlig weekend.... trods alt.

onsdag den 26. september 2007

infantil

lige nu ville jeg ønske, at jeg ikke var voksen. at jeg ikke havde ansvar. at jeg kunne tale frit fra leveren uden omsvøb eller slør. og begrunde det i uvidenhed. at min blog var så tilpas anonym, at jeg kunne hyle ud her, om ikke for andet, så bare for at få luft.


miss mikkelsen, 5 år... i de næste... skal vi sige 10 minutter.

tanker til kaffen

jeg elsker at være i fremmede byer. og det behøver ikke nødvendigvis at være eksotiske fremmede storbyer (hver gang). gårsdagens udflugt til horsens kan sagtens give frisk luft på kontoen. kan bruge timer på at observere. mennesker. arkitektur. natur. kunst. butikker. ting, der er helt rigtige. og ting, der er helt helt forkerte. dejligt at få luftet, bekræftet eller aflivet sine fordomme, og ikke mindst at få bibragt ny inspiration.



ps. er det bare mig, eller er det bare ikke helt rigtigt at kalde en frisørsalon for "mr pussy"???

tirsdag den 25. september 2007

væk

så er det bestemt. den gode doktormand tog et (ikke videre beundrende) blik på miss m iført trusser og gåsehud, og konstaterede at der måtte et operativt indgreb til, for at jeg ville være værd at pifte efter igen til næste sommer...



og også derudover var dagen en stor succes. lækkerfrokost på café i horsens, og en lille bitte (ganske lille bitte, næsten undseelig faktisk) smule shopping. lange gode dybe søde og kloge ord i bilen mellem a og b, og tilbage igen... for syv sytten. det pigebarn gør mig altså helt glad indeni.

tak for en fantastisk dag, smukkeste du :)

brændstof

sukkerhonningcandyflossskumslikfranskevaflerchokoladeisnutellasa
ftevandcremebruléerabarberkageregnbueisjordbærpandekagerchokol
adebuddingfløderandmelonlabrelarvervarmchokoladekyskagermarch
mellowsahornsirupmuffinssoftice.....



trænger virkelig meget til søde ord i dag...

mandag den 24. september 2007

a laugh and a half

mine åreknuder og jeg skal til forundersøgelse i morgen på åreknudeklinikken i brædstrup. og som om det i sig selv ikke er slemt nok, finder jeg, i det jeg googler adressen på den famøse klinik ud af, at min blog ligger som fjerde link ud fra søgningen "åreknuder brædstrup".



(heldigvis bliver det en god dag trods alt. har allieret mig med dejligveninden, som skal ud og lufte kollektionen i horsens og vejle, så vi tager på tøseroadtrip. jeg får en støttepædagog, og vi får en dag ud af det)

sticky business

for filan. hvor er det dog ikke nemt, at tænke positive tanker når dagsværket består i tapetafdampning af 30 kvadratmeter stue. er klistret ind i gammelt lim fra top til tå, ikke specielt charmerende. i bedste fald må jeg håbe på, at der er noget i dampene, der kunne have en bevidsthedsudvidende effekt. tror desværre bare ikke at jeg er så heldig...


overvejer kraftigt at udlicitere opgaven. nogen frivillige???

mantra

kaffen kommer snigende som lange arme af duft, og trækker mig ved næsen. ind i kampen. man kan ikke blæse og have mel i munden. på en gang. men man kan blæse. og derefter have mel i munden. hvis man tager tiden til det. og man behøver ikke at starte ved nul. hver gang . jeg starter med kaffen.


(og selvom det nok i længden kan gå hen og bliver en klistret fornøjelse, er det et billede, der for mig gør hele forskellen. på ikkeværelse og tilværelse. når jeg tager tiden. til at huske at huske det.)

lørdag den 22. september 2007

lørdagsblues

ved ikke helt hvad der sker med mig i disse dage. er lidt tom og træt. postsygdomssyndrom. ikke helt ok, men heller ikke syg nok til at blive ynket. hoster som havde jeg en forhistorie omhandlende en nær relation med 60 kings om dagen igennem alt for mange år. charmerende.

men der er også noget andet. kan ikke helt sætte fingeren på det. men det er der. umiskendeligt. genkendeligt.



come on miss m... ind i kampen...

tjep tjep.

torsdag den 20. september 2007

stillborn

har skrevet tre indlæg her til formiddag, men alle tre er blevet kvalt inden fødslen.



må nok bare erkende det, har simpelthen ikke noget (fornuftigt?) at sige i dag....

tirsdag den 18. september 2007

kunststykke

hvor er det dog svært, at være både syg og sexet.


sagde hun, og gik i seng iført uldsokker, langærmet undertrøje, pibestemme og koldsved...

reklamation

jeg vil gerne klage over min hals. den er over natten gået fra, at være aldeles rummelig og uden forsnævringer af nogen art, til her til morgen at føles som om nogen har taget luft- og spiserør og snoet dem uhensigtsmæssigt stramt om hinanden, med ubehageligt og smertefuldt tale og synkebevær til følge...


hvis manglen på passage ikke kan udbedres indenfor 24 timer, påkalder jeg mig retten til en ombytning. snarest. eller noget...

måske påkalder jeg mig bare retten til at tage en sygedag, med masser af varm the, fordybelse i min stadig aldeles forsømte harry potter-bog, og kulørte magasiner i metervis...

mandag den 17. september 2007

forarmet

bliver jeg, hvis jeg beslutter mig for at insvestere i alt det vanvittigt lækre tøj, som min dejlige veninde har kastet sammen i sin nye vinterkollektion...



(og nu har jeg set kollektionsprøverne til næste års forårs/sommerkollektion, og bliver derfor nødt til også at begynde at spare op, for den bliver intet mindre end fantastisk!)



check trine.n vinterkollektionen ud her.

luksus

tænk sig at have et barn, der sover så længe, at man ligefrem når at blive utålmodig.


så sødeste 3-årige, så er det vågnetid....


du er et utaknemmeligt skarn miss m, bare at du ved det!!!

søndag den 16. september 2007

søndag

ting jeg gerne ville nå i dag :

  • overskudsbagning med trunterne
  • oliere spisebord
  • udregne ny løberute
  • anvende nyudregnet løberute
  • farve øjenbryn
  • prøve min nye shiseido ansigtsmaske
men lad os nu se... nu starter jeg med et bad, og så må jeg se hvor langt jeg når.






note til selv : når jeg ikke engang er kommet til badet klokken 11.14, er det måske et vink med en vognstang om at mine ønsker er en anelse overdrevne...

fredag den 14. september 2007

godnat

nøj, hvor er jeg sindssygt empatisk lige nu...



jeg gaber bare ved at kigge på billedet , men det kunne måske også have andre årsager end empati alene...

easy does it

hen kender mig for godt, efterhånden.

befandt mig i dag, for en gangs skyld, i min yndlings-hade-butik over dem alle. kæresten havde tidligere på dagen forsøgt, at lokke mig til at køre til tilst (aka. den anden ende af byen og to timers ekstra kørsel i myldretid) for at hente maling, når jeg nu alligevel skulle ud. men en pinsel af gangen må være rigeligt af det gode... og så står miss m der i ikea i egne tanker og der tikker en sms ind... "kører du ikke ud og henter det maling, du får en panthella for det" ... og så er hun jo nok lidt til salg... ikke for enhver pris, men trods alt...




panthellaen var sandsynligvis endt på ligustervej uanset, den tilhører en forhenværende nabo, er pt. i stykker, og de sælger den latterligt billigt... men uanset, må jeg nok erkende at jeg er for nem... lidt dyr ja, men trods alt nem ;)

torsdag den 13. september 2007

velvoksen

gad godt vide, om min mor, da jeg var 6 år og ved sengetid betroede hende, at jeg var hundeangst for at der var nogen under sengen, der når jeg satte fødderne ned på gulvet, ville hive fat i mig og trække mig med, også pr instinkt og som en uniddelbar panikreaktion bare ønskede, at hun kunne trække benene op i sengen, i stedet for at sidde med begge ben blottet for dem dernede...


jeg gjorde det ikke... men hold da op, hvor jeg dog havde lyst til det ;)

lortetorsdag

har allerede her klokken otte formået at starte dagen virkelig uhensigtsmæssigt. vrissen og skynden på, bebrejden og læggen skylden over på alle andre. og det var ikke kun mig. vi var flere om det, og det gør jo ikke udfaldet meget behageligere. men jeg skal blankt indrømme, at for mit vedkommende sad irritationen i kroppen, fra jeg slog øjnene op. har virkelig ikke lyst til dagen i dag. trods det smukkeste solskinsvejr, og en skyfri himmel. og jeg har hverken tabt nattesøvn eller pms at skyde skylden på.



og behøver jeg det. kan man ikke godt være en ok mor og kæreste, og have en dårlig dag, hvor alle får en tur med grovfilen. uden grund. det håber jeg, ellers er jeg nok bare et virkeligt dårligt menneske.

tirsdag den 11. september 2007

kære julemand


hvis det ikke er for meget forlangt, ønsker jeg mig altså også denne her rigtig rigtig meget... den hedder T650i og er fra sony ericsson, og den er fin.

snusfornuft #2

hvor meget nytter det egentlig, at tage turen rundt i huset og dobbeltchekke om man nu har husket at låse og lukke alle vinduer og døre forsvarligt, når man har et hul på henved 3 x 2 meter i den ene ydermur...

mandag den 10. september 2007

snusfornuft #1

hvis man går rundt og føler sig lidt svimmel og utilpas henad klokken fem om eftermiddagen, kunne der godt være en grad af årsagssammenhæng, hvis man ikke har indtaget andet end tre stykker knækbrød, en halv liter ananassodavand, og omkring to liter kaffe siden klokken kvart over seks samme morgen...

søndag den 9. september 2007

lidt brugt

sikke en dag. startede ud i musikhuset til historiefortælling klokken ti (...eller et par minutter over, vi kom vist lidt for sent op...)
prop og bertas ærværdige fader, bent solhof, gengav med band i musikhusets café en af sine fantastiske historier om prop og berta, tyttebøvserne, heksen og alle de andre, til stor glæde for to morgenkåde mikkelsenske unger, og ikke mindst for deres forældre...

derefter pløjede vi lige danmarkshistorien igennem på aros, hvor udstillingen af bjørn nørgaards skitser til dronningens gobeliner havde sidste dag. imponerede 6-årig (og ikke mindst mig selv) med mit blændende vid omkring yngre- og ældre middelalder, samt reformationen og tilblivelsen af den danske grundlov, for ikke at nævne alle de andre historiske milepunkter, de dér væghængte gulvtæpper berører ...og det er faktisk ikke helt så lidt, sådan overordnet set... var nødt til at digte lidt undervejs, for ikke at tabe ansigt, men hun opdager heldigvis ikke mine begrænsninger før om mange år, når hun sidder til historieundervisning, og ser sig selv komme til kort i en diskussion om hvorvidt det nu også var en stor kanonkugle, der ramte den gode christian den fjerde lige mellem øjnene, så det ene poppede ud...
endelig sluttede vi behørigt af i den gamle by, med store fadøl og honninghjerter og luftgynger, og hvad der ellers hører den sidste søndag i århus festuge til.

og så vil jeg for øvrigt gerne bestille en stærk mand til at lægge mig i seng, og det gerne indenfor de næste par minutter, for jeg frygter at min krop går op i limningen hvis jeg selv forsøger...


til gengæld her jeg dette år undgået smadrede flasker og opkast i gadebilledet, og ikke mindst der hvor mine børn skal lege..., gentagne natlige opringninger på min dørtelefon og generel svineri i kulturens og sensommerens navn... jo, forstæderne har faktisk meget at byde på ;)

fredag den 7. september 2007

normalisering

har gået den sidste time, og forsøgt at planlægge mig ud af kærestens hjemkomst. for staklen skal da bestemt ikke belemres med indkøb, og madlavning, og tøjvask, og rengøring og lignende praktiske sysler når han har været på arbejde hele 5 dage i streg... og så var det, at jeg kom til at genkalde mig en sms, jeg modtog fra ham for et par dage siden;

"ren ferie... er lige vågnet fra en times morfar i køjen, nu må jeg ud og se om aftensmaden er ved at være klar. eleverne og AH har lavet laks..."

og jeg har været hjemme med 2 børn, OG en dagligdag, OG en børnehaveindkøring, OG 2 kaniner, OG to guldfisk, OG et hus, som tilnærmelsesvis ligner en byggeplads... -det kan godt være, at vi ikke skal bruge tid på alt muligt praktisk når han kommer hjem her lige om lidt, men det bliver altså ikke ham, der skal aflastes...



nøj, hvor jeg tror, han kommer til at fortryde den sms mange gange ;)

søvnløs


er blevet holdt vågen hele natten af en ækel vindueskigger, der stik imod forventningerne til en sådan, havde den frækhed at stå og banke på ruden til mit soveværelse med jævne mellemrum. det har faktisk slet ikke været rart. og jeg har måske på et tidspunkt været lidt bange. eller måske endda lidt meget bange.

men her til morgen, i morgensolens afklarende lys kan jeg godt se, at der ikke har været nogle stygge mænd, for at lure ind ad mit vindue i nat. i stedet er den enerverende banken opstået ved, at et håndklæde jeg har hængt op foran vinduet, fordi jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at sy gardiner, har blafret i vinden, og det derfor kan holdes ansvarlig for min manglende nattesøvn.... undskyld du vindueskigger, der i kampens hede blev uretfærdigt anklaget... jeg var bare lille og bange og natten var mørk... kan du nogensinde tilgive mig...?



nu er her roligt, og det er jo betryggende, men det kan godt være, at jeg skal til at overveje at komme igang med de gardiner. og så gør det jo heller ikke noget, at kæresten kommer hjem fra hyttetur i dag... og solen skinner, avisen er fuldfed i den kommende weekends navn, og kaffen er dampende varm. så mon ikke det bliver en god dag trods alt...

torsdag den 6. september 2007

ny lyd

faldt over dette indlæg hos julie i går... og måtte straks et smut forbi i-Tunes for at investere... jeg tror, at tina dickows nye album "count to ten" kommer til at fylde en del på dagens lydspor...


eneste problem er, at jeg endnu ikke har lokaliseret overførselskablet til min i-Pod, og vores anlæg ligger et sted i en kasse, og venter på at vi får en stue... jeg elsker min i-Book, men den har altså ikke verdens bedste lyd... men hvad, det går nok alt sammen... specielt fordi tina dickow altså bare gør mig rigtig rigtig glad :)

onsdag den 5. september 2007

accept

når det nu ikke kan være anderledes...



efterårets første æblekage...

tirsdag den 4. september 2007

panik

hvor typisk er det lige, at årets første virkelig ubehagelige jagtedderkop vælger at indfinde sig, mens kæresten ikke er hjemme til at forklare den, at der i dette hjem er dødsstraf for uretmæssig indtrængen i ejendommen... (og ikke mindst til at eksekvere den efterfølgende henrettelse...)



føj, hvor jeg hader hader hader hader kryb!!!!!!

moaning myrtle

Patetisk Megen Snøften....

imponerende så helt og aldeles alene og lille og ynkelig man pludselig kan blive... sådan lige ud af det blå... synes at det er vanvittigt synd for mig, at jeg lige præcis lige nu skal slås med min hypofyses eksplosive hormonudladninger...

det er også vanvittigt synd for pigerne, idet kæresten er taget på 5 dages hyttetur med sin 6. klasse, og de derfor skal trækkes med en uforudsigelig og sprængfarlig hormonbombe af en mor som eneste voksne rollemodel, uden beskyttelse i form af mandligt modspil...


kan man mon sætte dem foran fjernsynet i tre dage og forsvare det med, at alternativet vil have endnu dårligere indflydelse på deres fremtidige udvikling??


...og er der nogen, der har gode erfaringer med internetshopping som lidring for ovenstående symptomer??? (links modtages med kyshånd)

meta #2

og nogen gange kan pusten gå af ballonen, alene ved morfeus' assistance. så kan perspektivet som sådan være underordnet...


nogen ting behøver man slet ikke at tillægge nogen mening... de er der, og vedbliver at være der, uagtet opmærksomhedsgraden... og det må man så bare leve med.

mandag den 3. september 2007

meta

nogen gange skal tingene vendes på hovedet, før man kan finde et perspektiv, hvor igennem de giver mening...




og nogen ting giver bare ingen mening whatsoever, uanset synsvinklen...

kun hovedpine... og tankemylder...

søndag den 2. september 2007

kaldet

just hjemkommet fra to tolv-timersvagter, og er skæv af træthed. har ikke set trunterne hele weekenden; de har sovet om morgenen, når jeg er gået, og har allerede været lagt om aftenen, når jeg er kommet hjem... når lige, her til aften, at fange 6-årig, der ligger og ikke kan falde i søvn.

6-årig : "moar, jeg skal lige fortælle dig noget... altså... ikke i dag, og ikke i går, men måske i overgårs, eller... var du egentlig hjemme der? nej, jeg kan altså ikke huske det alligevel, det er for lang tid siden du har været hjemme...!"



er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor det lige er, man vælger at blive sygeplejerske???

lørdag den 1. september 2007

just kick me

når man søger efter åreknuder på netdoktor, bliver man per automatik stillet om til netdoktor 50+....

fredag den 31. august 2007

miss gammelsen

så så man lige mig, siddende ved lægen og klynke...

jeg er overhovedet ikke glad for at vedkende mig årsagen til mit klynkende lægebesøg, men her kommer det så:

jeg har fået en åreknude...

har klaret mig gennem to graviditeter, uden så meget som et enkelt strækmærke, og så skal en elendig lille flytning skabe sådan en ravage på mit hidtil aldeles jomfruelige højre ben. de tunge kasser (og her mener jeg altså flyttekasser) er i hvert fald, i følge lægen, årsagen til den fine blå regnorm, der nu snor sig sirligt fra mit inderlår, og helt ned til midt på skinnebenet. øv. og så har den tilmed den frækhed at gøre sindssygt ondt.

heldigvis er der råd for den slags mormortendenser, så jeg er nu henvist til "stripning" på privatklinik i brædstrup (lyder lidt frækt, men er det desværre ikke, de lægger et snit i lysken og trækker regnormen ud, og så skulle jeg atter være klar til kamp, efter nogle uger i støttestrømper) og sommeren er jo alligevel slut inden den overhovedet er begyndt, så det er jo ikke fordi skankerne skal vises frem igen lige foreløbig.
imponerende nok synes trunterne, at den er rigtig fin... men de ved heller ikke endnu, at åreknuder er noget man er genetisk disponeret for. så søde piger, lad os tage snakken om en 26-28 år, og så finde ud af, hvor fin sådan en djævel i virkeligheden er...



hvor var det lige filmen knækkede, miss m?... som lige nu kraftigt overvejer, om hun også skal til at undersøge ligustervejs udvalg af stramajkurser...

fantastiske fredag

fik engang en bog, der hed noget i stil med "forældre skal tale pænt til børn, også anden gang". og det er da sikkert også meget rigtigt og pædagogisk korrekt og alt muligt, men hvad så med tredie gang... og fjerde gang....


og hvornår udløber returretten for øvrigt på en treårig???

torsdag den 30. august 2007

punktlig

hvorfor er jeg af forsynet, blevet udstyret med en ekstremt underudviklet tålmodighed, i særdeleshed når det angår håndværkeres upræcise tidsangivelser?? gad så godt, at være en af dem, der aldeles overskudsagtigt kan sige "nå, i er her mellem 9 og 12, jamen det er helt fint", for så at læne sig tilbage i pågældende tidsrum, med god samvittighed, en kop te, en god bog og et smil på læben.

men i stedet vandrer jeg hvileløst frem og tilbage som i trance, mens jeg irriterer mig selv, og alle andre ved, med 10 minutters intervaller, at chekke klokken, som om "mellem 9 og 12" bliver mindre upræcist af den grund...



kan man mon lære det der med tålmodighed og upræcise tidsangivelser? og er der i så fald en, der gider smide et nummer på en hotline, for jeg er snart desperat...

prædemens #2

gyser ved tanken om, hvor meget min stakkels taske må have grædt og frosset i nat, helt alene derude i den kolde mørke bil...


hvad filan er det lige, der sker for dig miss m???

tirsdag den 28. august 2007

prædemens

er man ved at blive gammel, eller er det bare tegn på et gement og kolossalt søvnunderskud, når man styrter rundt i det meste af tre kvarter, på jagt efter sine forsvundne nøgler, for derefter at finde dem.


i sin baglomme...

kvæstet

3-årig har hostet hele natten og hoster stadig. hendes hoste kan med lidt god vilje sammenlignes med en søløves gøen. interessant lyd, men nu må hun altså gerne holde op igen. man kan ikke sove med en søløve som sengekammarat. specielt ikke når søløven er så varm, at det føles som om den er meget tæt på kogepunktet. desværre tror jeg ikke at 3-årig har tænkt sig at holde op foreløbig. hun kigger i hvert fald underligt på mig, når jeg beordrer hende til at blive rask.


så jeg tror at vi læner os tilbage. jeg selv med en yderst forsømt harry potter-bog, og 3-årig med jordbærmarie på dvd.

...måske det kunne gå hen og blive en ok dag, trods alt...

søndag den 26. august 2007

note til selv

lad aldrig mere vinduet på badeværelset stå åbent efter skumringstid, samtidig med at du har glemt at slukke lyset...


med mindre du har lyst til at forsøge dig med en karriere som levende nålepude...


f*** jeg hader myg!!!

nye højder

har fået en tick. i kinden.

havde ingen anelse om, at jeg havde potentiale for at se SÅ tåbelig ud. men det har jeg åbentbart. heldigvis er der ingen* hjemme til at bevidne min springkind. og den er hjertens velkommen til aldrig at komme igen. så skal vi ikke bare lade det være ved det.



*og treårig tæller ikke i den sammenhæng. eneste chance for at hun ville være interesseret i min kind, var hvis jeg havde spildt is på den... og for øvrigt sover hun.

lørdag den 25. august 2007

opsummering

trænger alvorligt til:

  • en manicure
  • en pedicure
  • en ansigtsbehandling
  • en helkropsmassage
  • en klipning, og
  • en effektiv psykolog
update :

men ellers går det faktisk meget godt...

fredag den 24. august 2007

servicemeddelelse

i dag er der nøjagtig 4 måneder til juleaften.


...om man så vil det, eller ej.

(og jeg vil faktisk gerne, vil dog kræve at få bare en lille smule sommer først...)

torsdag den 23. august 2007

break

ahhh... endelig en pause fra galeanstalten. 6-årig er hos sin far. 3-årig skal passes af bedsteforældre... og kæresten og jeg skal i aften i århus musikhus, og se den jyske operas opsætning af fidelio.


vi var lige ved at tro, at billetterne lå i en af de (stadig alt for mange) flyttekasser, vi ikke har fået pakket ud endnu, men efter en grundig eftersøgning dukkede de heldigvis op.

eneste problem er nu, at jeg er så træt, at jeg er bange for, at det at få lov til at sidde helt stille i en blød stol i halvmørke, i hele to og en halv time, måske vil kunne fremkalde andet end intens nydelse i min efterhånden godt gennemtærskede krop. men hvad, piger snorker jo heldigvis ikke ;)

onsdag den 22. august 2007

splittet

hvor debil kan man tillade sig at være???

bare fordi klokken-14-missmikkelsen i kvickly i dag følte sig totalt overskudsagtig, og valgte ikke at købe rugbrød, fordi "det ville da være enormt meget mere hyggeligt, at bage det selv" betyder det ikke, at klokken-21-missmikkelsen nødvendigvis har det på samme måde... står nu med madpakke-forbandelsen hængende over hovedet, uden rugbrød, og overvejer hvilke undskyldninger, der kan opveje udeblevne madpakker til ynglet i morgen...


mener dog, at det må være hende dér klokken-14-tumpen, der burde komme op med guldkornene, men hun er behændigt forduftet. det ville jeg nok også have gjort, hvis det var mig...

søvngænger

jeg kom for sent op i dag, og missede et temmelig vigtigt møde, jeg skal til klokken 10 her til formiddag. bed hovederne af alle omkring mig, og anklagede dem for, at det var deres skyld at jeg havde sovet over mig. smed vist også med det, der lige var i nærheden. og så vågnede jeg.

nu har jeg god tid, skal stadig til møde klokken 10, og det er stadig lige vigtigt. men irritationen og stressen har ikke forladt min krop.

hvor forefindes klageinstansen for dårlig søvn, og er det mon muligt at få udbetalt en form for erstatning??

mandag den 20. august 2007

røgfrit hjem

hvordan er det lige man skal tage det, når kæresten kommer ud fra badeværelset og tørt konstaterer: " hvor er vi dog heldige, at du også sørger for, også at holde huset røgfrit for vores skyld..."

...var kommet til, at efterlade mit brugte nikotinplaster klistret op på væggen i brusekabinen...



(og ja, jeg var faldet i, men det er altså forståeligt nok, alt taget i betragtning... og jeg er jo stoppet igen! nå!!)

godmorgenmandag

6-årig : "hvor er du smuk med håret på den måde, mor"

smukke mor : "tak! hvor var det sødt sagt..."

6-årig : "du ligner dronning margrethe!"

mandagsmor : "..."


KAFFE!!!!

søndag den 19. august 2007

nye veje

fulgte zettes udmærkede eksempel, og har derfor konsulteret hommers numerologimaskine... tænkte at det kunne gøre godt med lidt klarsyn og ekstra energi. mit nye navn, der skal få min nye tilværelse til at glide som smurt i olie, er :

lulle lugtenberg

ved ikke helt... men jeg prøver det på i et par dage, og ser om det hjælper. for som med alt andet, findes der vel også en form for returret på nye navne??


knus fra lulle.

lørdag den 18. august 2007

bedaget

har lyst til at skrive, få nogle ord ud af hovedet, og ind på bloggen. hovedrengøring. men orker ikke. er træt og øm og brugt. på en god måde. men alligevel. melankolien sidder stadig og lurer et sted i baghovedet.

har fået lidt mere gipsloft i dag. og klippet hæk. og købt en gå-sele til en ny kanin. to faktisk. og fået mor-point... og minus-point. men i det store hele går det nok op. og det må være godt nok. lige nu.

torsdag den 16. august 2007

perfektum

har afleveret byhuset.

tog trunterne med ind, for at sige ordentligt farvel. lidt vemodigt. og lidt pinsomt. for alle. mit drømmehus, som bare skrumpede, til det til sidst ikke rummede andet end frustration. men i dets stormagtstid har rummet en nybagt mor og hendes barns far, som slet ikke havde forudset, hvad det var han gik ind til. og en enlig mor og hendes 6-måneder gamle baby, i deres famlende forsøg på at finde en hverdag. og en enlig mor og hendes nye kæreste, som dengang kørte tværs over danmark for at sove dér, i byhuset, og morgenen efter atter kørte tilbage til den anden ende, for at gå på arbejde. i et helt halvt år. hvorefter den enlige mor ikke var enlig længere. og den gravide mor. og pludselig en ny familie. og utallige flasker rødvin og venindeaftener og grineflip og søvnløse nætter og skænderier og hysteriske anfald og løgtærter og ...


nu er det hele historie. afsluttet. the end.