mandag den 15. oktober 2007

mrs mikkelsen

og nej, jeg skal ikke giftes. ikke lige nu om ikke andet. og dog. der er faktisk stillet krav fra højeste sted om, at kæresten og jeg begynder at tage det ansvar vi har påtaget os alvorligt, og overvejer, om ikke det er ved at være nu, den berømte knude skal bindes.

jeg kan bare ikke mærke behovet. jeg har aldrig haft drømmen om et bryllup i hvid flødeskumskagekjole og brudevals. jeg har aldrig haft behovet for, at blive reddet af prinsen på den hvide hest, og blive ført bort til en bedre tilværelse, til lyden af rundkindede basunengles trutten i gjalderhorn (eller roder jeg nu religioner sammen, det kom jeg vist til). jeg er fuldt ud i stand til at redde mig selv, har ofte gjort det, og bygger en god del af min identitet på det faktum. på den anden side vil jeg heller ikke være tilfreds med at tage turen på rådhuset, og derefter tage hjem, og så er den skid slået. det er bare en tand for kedeligt.
behovet for mig er nok i bund og grund primært juridisk, men jeg har ladet mig fortælle, at uanset hvor mange dokumenter jeg sætter i produktion, vil de bare ikke kunne hamle op med den sikkerhed en vielsesattest kan frembringe. jeg er ethundrede procent sikker på, at jeg har fundet manden i mit liv, han supplerer mig på alle de punkter hvor jeg har mangler, og omvendt. vi deler (oftest) en dyb gensidig respekt for hinanden. og jeg finder sandsynligvis aldrig nogen bedre. hvorfor så bare ikke gøre det. hvad er det, der holder mig tilbage.


jeg ved det ikke, men det må da være et godt tegn at jeg alligevel er begyndt at undre mig over det. især fordi det efter al sandsynlighed kommer til at ske inden for en overskuelig fremtid. om jeg vil det eller ej.

11 kommentarer:

Lenore sagde ...

Mon ikke, det har noget at gøre med dit selvbillede? Som du selv skriver, har du ikke forestillet dig blive gift. Måske fordi, du forbinder det med "at skulle reddes" og altså noget uselvstændigt?

Det kommer måske også at hele historikken i det. Hvem har lyst til at blive Fru Børge Hansen. Som om man er hans sekundant.

Jeg har heller ikke selv drømmen om ægteskab. Jeg har helt sikkert en drøm om at være sammen resten af livet og alt det. Men jeg ser nok også ægteskab som noget lidt støvet og kedeligt. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er jeg bange for, at man vil tage hinanden mere for givet. Måske er det fordi, det minder mig om mine forældres generation.

miss mikkelsen sagde ...

du har nok fat i den rigtige ende. især i det med uselvstændigheden. jeg har altid taget min selvstændighed temmelig alvorligt, og det har været den der har båret mig igennem et par større kriser i tidens løb. men det er da bare et stykke papir,skilsmissestatistikken taler sit klare sprog i forhold til, at der intet endegyldigt er over ægteskabet i dag. og burde jeg ikke have stejlet allerede over tanken om børn. de laver da trods alt et større indhug i selvstændigheden end noget andet jeg umiddelbart kan komme på.

man hvad, måske man bare skal kaste sig ud idet, på en selvstændig måde. det skulle jo nødig hedde sig at jeg var blevet skubbet ;)

trinen sagde ...

Halløj Frk Mikkelsen, hvad er det for noget med prinser, hvide heste og englebasser...?? Brylluppet er jo bare en overdreven måde at fortælle hinanden og omverdenen på, at I har valgt hinanden. Så lav jeres egen version. Et sted midt imellem alt det der super pladder romantik og rådhuset. Jeg er sikker på der findes den helt rette version for dig og din Mr Right..!! KH

ballast sagde ...

Kære, kære Mikkelsen (uden prædefineende titler):

Der er ingen - gentager INGEN - fare for, at du nogensinde mister din selvstændighed!!!
I know, you know!

Så det skal ikke være den frygt, der holder dig tilbage. Hvad der derudover kan sættes af spørgsmåsltegn (såsom mit eget: Tror han da ikke på hvad jeg siger uden underskrift. Ja, så kan det da være lige meget o.s.v.), skal jeg lade være usagt.

Men hvis - HVIS - i vælger ægteskabet, så vil jeg dælendytme skrive en tale!! Jeg har nemlig et, eller tusind, smukke, smukke ord jeg gerne vil give dig med på vejen.

Knus

miss mikkelsen sagde ...

trinen : jeg har noget på bedding, når jeg lige er kommet mig over mit ikke-behov ;)

ballast : så er det da helt vildt heldigt at du ville være selvskrevet til at deltage i min bryllupsfest :D


... og nu hænger du på den, jeg glæder mig allerede til min tale ;)

(og nej, du har nok ret, uanset hvad vil det sidste jeg giver slip på være min selvstændighed... det vælger jeg så i hvert fald at tro på lige nu)

Sebastian sagde ...

Hej Fr. Mikkelsen
Du skal såmænd ikke være så ræd for at blive gift. Som sådan bliver der jo ikke lavet noget om på dig, eller ham eller noget. Gør I det på rådhuset, kan det jo nøjes med at være en rent praktisk og juridisk foranstaltning, gør I det i kirken lægger i noget mere, religiøst i det, og ja, så er det jo det.
Jeg ved godt, at mange i dag vælger kirke, "bare" for traditionens og romantiskhedens skyld; men jeg synes nu, at der er mere i det.
Men uanset metoden, så til lykke med det. ;)

miss mikkelsen sagde ...

seb : tror ikke jeg vælger kirken. det kan jeg slet ikke kapere... alt for megen forpligtigelse.

men det er nok ikke selve handlingen, så meget som det der ligger i den, der tricker mig. jeg tror som sådan på den eneste ene, og mener at jeg har fundet ham, men til trods for det har jeg intet behov for at råbe det ud fra byens tage for at gøre det rigtigere eller mere ægte. jeg tror, at jeg bare bliver nødt til at springe ud i det, for jeg har på fornemmelsen at hvis jeg venter på at blive klar, så kommer jeg til at vente forgæves.

i bund og grund handler det vel om fordomme... for som du selv siger det ændrer jo intet ved personen som sådan.

Sebastian sagde ...

Så længe du holder dig til rådhuset, kan I jo netop gøre det af praktiske og økonomiske grunde, og så lade det mere følelsesmæssige være, som det hele tiden har været. Det er jo op til jer at bestemme, om det føles mere eller mindre seriøst af den grund, og når du så oven i købet siger, at det er ham, du skal dele livet med, og som du jo har børn med allerede, så kan jeg altså ikke se det store problem deri.

At jeg så ikke forstår, at han vil få børn uden at have papir på dem gn. ægteskab er en anden ting. Det er voldsomt meget nemmere for os mænd at være gift med vores børns mor end at rode med alle papirene ;) Det er vel en grund til den gamle romerretssætning: "Faderen er den, ægteskabet peger på" ;)

miss mikkelsen sagde ...

seb : han er skilsmissebarnbrændt, og har om muligt endnu mindre behov for at blive gift end jeg har. og så må man jo antage, at han har valgt at stole på mig... eller på systemet, hvem ved ;)


jeg tror at vi indtil nu har valgt at tage en dag af gangen, og se hvor den bringer os hen, og hvis vi en dag ikke vil den samme vej, er der vel ikke nogen grund til at gøre det mere end almindeligt besværligt for os selv...

og den løsning holder vel også et stykke af vejen, men som nybagte husejere med to børn, er der et andet ansvar som vi skal tage hensyn til... så må vi bare se hvor lang tid vi kan trække den...

Sebastian sagde ...

Se jeg er også skilsmissebarn, og er stadig knotten på mine forældre over, at de ikke gjorde mere for at holde sammen på hinanden. Og den diskussion skal jeg nok passe på med. Men jeg tror altså ikke, at det er ægteskabets skyld, hvis det går dårligere, om du forstår. Så gift I jer nu bare aht det praktiske, og skulle det ende med, at I vil gå fra hinanden, hvad jeg da ikek håber, så kan den ene jo bare "indrømmme" utroskab, så kan man blive skilt uden separation.
Det kræver selvf., at begge parter er enige om det; men på den anden side. Nå nu skulle jeg til at rode mig ud i den diskussion igen. Jeg lader være.

miss mikkelsen sagde ...

seb : så håber jeg ikke at jeg puster til gløderne hvis jeg påstår, at det er sjældent, at man kan blive enige når først skaden er sket.

ikke at jeg mener, at det er et forsvar for alle de skilsmisse forældre, der klarer det dårligt derude... på ingen måde. jeg mener, at man har et ansvar hvis man vælger at sætte børn i verden. men ansvaret ligger også i at sørge for at komme videre til alles fordel, hvis forholdet ikke holder. uagtet egne sårede følelser, eller hvad man ellers måtte ligge inde med i en sådan situation. min mening er, at ikke alle skår skal nødvendigvis klinkes. og slet ikke for enhver pris.

men jeg er så heller ikke skilsmissebarn...


og selvfølgelig er det ikke ægteskabets skyld, hvis det ikke går... men det er vel heller ikke ægteskabets skyld hvis det gør. og så er vi jo lige videt. altså lige udover at der er noget praktisk i institutionen, rent juridisk.