lørdag den 5. februar 2011

walk of shame

uretfærdigt ydmygende er, når man entrerer allerede overfyldt skibus i den hensigt relativt smertefrit, fysisk som psykisk, at blive fragtet fra fabelagtig ferie i norge, og hjem til ligustervej og dagligdag. alt dette nydeligt iklædt armslynge og blåt øje.
qua det alvorligt udvidede antal af passagerer i bussen, er de eneste tilbageværende ledige pladser selvfølgelig helt nede i bagenden af bussen, og man tvinges derfor ud i en helt ny version af the walk af shame. hele situationen bedres bestemt ikke af, at de nærmeste naboer til de ledige sæder er fire skifyre i starten af tyverne, som underspillet, og uden at sige det gennem andet end smil og hånlige blikke (som er alt for store og hånlige til at fejltolke), gør opmærksom på, at de bestemt godt kan regne ud, hvordan man er gået i udu...






... at det rigtigt pinlige desværre nok primært opstår ud fra egen reaktion, når man allerede inden man har fået sat sig, i forsvar af et sønderskudt ego, får proklameret, måske en anelse for explicit, temmelig højlydt, med alt for mange ord, og nok når alt kommer til alt ret kikset, får udstødt, at man overhovedet ikke har været i skiproblemer, men bestemt har haft både arm og øje med hjemmefra.
om de hoppede på den, må stå hen i det uvisse.




historien er helt autentisk. men tag ikke fejl, det er ikke fordi det er noget, der på nogen måde er hændt for mig... det er bare en historie, jeg har hørt ude i byen...



torsdag den 3. februar 2011

smuktsmuktsmukt

temmelig tak

man kunne begynde at drøfte det retfærdige i, at søvnløshed overhovedet kan bevilges i kombination med familieophold i etværelses hotellejlighed. måske jeg burde overveje alternative muligheder for udmattelsesaktiviteterudenforskikategori. der er åbentbart noget ufattelig imkombatibelt ved konstellationen skiferie og inaktivitet.



forslag modtages med kyshånd. tak.


TAK.






onsdag den 2. februar 2011

skiferie a'la anderledes

og sådan kan man så stå tilbage med en følelse af at være blevet godt og grundigt snydt.
jeg havde ikke mindre end to krampeanfald i sidste uge; det første gav mig et blåt øje og et beskadiget haleben, det sidste sørgede for at slå min skulder af led i en grad, så der måtte to læger til, at sætte den tilbage på plads igen. til gengæld fik jeg også en hjernerystelse, så som sådan burde jeg være dækket ind. tak. behøver jeg at sige, at lægerne ikke gav mig lov til at komme ud på ski. det skulle jo nødigt blive rart.
men der er også masser at give sig til på sådan et højfjeldshotel. fx. har de en stepmaskine... og et solarie fra dinosaurnes tid. og så sælger de kvikk lunch i receptionen.

og så på den anden side er det dejligt at være hjemmefra og sammen med familien. og køkkenet på hotellet er fabelagtigt. og fik jeg sagt, at jeg har trængt til at komme væk.

og hvis jeg har det bedre i morgen, kommer jeg måske til at komme til at tage ud på ski, men kun en lille smule. og det er der naturligvis ikke grund til at sige til nogen. pas på jer selv indtil jeg er hjemme igen.

kram, miss m.