søndag den 19. september 2010

så gik der tid med det

hvor lang tid mon man kan forsømme sin blog, førend den selvopløses (eller læserne forsvinder, og dermed degraderer den til noget, der bedst kan sammenlignes med en ganske almindelig dagbog...)

uanset svaret på ovenstående spørgsmål, har jeg nu nået det punkt, hvor jeg er løbet tør for muligheder for hvad der vist nok på populært dansk hedder 'at cope' med sin livssituation, og derfor må bloggen atter tages i anvendelse. Hvorfor jeg ikke har overvejet denne mulighed noget før, har nok mest af alt noget at gøre med, at den måde jeg bruger min skrivning på, som udgangspunkt har til formål at finde en mere positiv vinkel på noget, der af den ene eller anden grund belaster min ellers normalt uforstyrrede, udramatiske og fredsommelige tilværelse. og så fordi jeg bare ikke ynder, at udlevere det der alene tilhører mig til andre end dem, jeg selv vælger.

Jeg tror bare ikke der findes en positiv vinkel på, at man ud af det blå momentant og uden forudgående advarsel, mister kontrollen over sin krop, og derfor ikke kan forudsige hvornår man næste gang ligger og kramper, bevidstløs og uden vejrtrækning.

Godt nok genvinder jeg fatningen efter 2-4 minutter, og lider i følge adskillige doktorers forsikringer ikke flere skader end dem, der kan tilstøde hvis man kramper i potentielt farlige situationer... hvilket derfor oven i det hele som ekstra bonus har udløst minimum 1 års kørselsforbud. Yay!

så jeg lægger hermed ordre på en positiv indgangsvinkel til en tilværelse med kronisk sygdom, og forsøger at se bort fra, at jeg overhovedet ikke har lyst til at lægge noget for mig så personligt på nettet... men jeg er mere eller mindre overbevist om, at jeg ingen læsere har længere, så det medfører nok ikke de store efterdønninger...

missmikkelsen - endelig alene, nu med epilepsi.

7 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Well, du er stadig på Blogbot, kan jeg så afsløre. Så hvis du ikke har gamle læsere, kan det jo være du får nogle nye.

Epilepsi sutter - men det behøver ikke være jordens undergang. Julius Cæsar havde det - og han døde ganske vist dramatisk, men det var ikke på grund af epilepsien.

miss mikkelsen sagde ...

he! jamen så velkommen til... det er nok også svært at være anonym på nettet (og på blogbot), og hvis det virkelig var det jeg ville, burde jeg nok i stedet for bloggen videreudvikle på dagbogstanken...

og nej, det er ikke jordens undergang. det kræver bare lidt tilvænning.

spunky sagde ...

men alligevel rigtig øv, at få det!
er der nogen forklaring på hvorfor du pludselig skal døje med epilepsi?

jeg døjede selv med det som ung og fik en masse ikke så fantastisk medicin som smadrede mere en det gavnede ... flere af medikamenterne bruges vist kun i meget ringe omfang i dag!
men som 16 årig havde jeg fået taget den sidste blodprøve og det sidste EEG jeg havde spist min sidste pille... jeg var endelig fri, vokset fra det ... tror jeg de sagde....

spunky sagde ...

by the way ... så er vi altså nogen som kommer her jævnligt for lige at se om der skulle være liv ;-)

Sebastian sagde ...

Åh nej - sikke en post at komme tilbage til efter lang tids fravær ,(

Øv stakkels dig.

Jeg er her i øvrigt skam stadigvæk, og glædede mig over, at der var posteringer fra dig i min reader.

Du skal bare vide, at jeg sender mange gode tanker i din retning om en omend kronisk så dog forhåbentlig bærbar sygdom.

missm sagde ...

tak drenge :)

forsøger stadig at passe i mine nye sko, så undskyld mine sporadiske tilbagemeldinger. i ved (nu) at jeg læser, og værdsætter jeres kommentarer. tak!

spunky sagde ...

godt at se at du stadig er her!