walk of shame

uretfærdigt ydmygende er, når man entrerer allerede overfyldt skibus i den hensigt relativt smertefrit, fysisk som psykisk, at blive fragtet fra fabelagtig ferie i norge, og hjem til ligustervej og dagligdag. alt dette nydeligt iklædt armslynge og blåt øje.
qua det alvorligt udvidede antal af passagerer i bussen, er de eneste tilbageværende ledige pladser selvfølgelig helt nede i bagenden af bussen, og man tvinges derfor ud i en helt ny version af the walk af shame. hele situationen bedres bestemt ikke af, at de nærmeste naboer til de ledige sæder er fire skifyre i starten af tyverne, som underspillet, og uden at sige det gennem andet end smil og hånlige blikke (som er alt for store og hånlige til at fejltolke), gør opmærksom på, at de bestemt godt kan regne ud, hvordan man er gået i udu...

... at det rigtigt pinlige desværre nok primært opstår ud fra egen reaktion, når man allerede inden man har fået sat sig, i forsvar af et sønderskudt ego, får proklameret, måske en anelse for explicit, temmelig højlydt, med alt for mange ord, og nok når alt kommer til alt ret kikset, får udstødt, at man overhovedet ikke har været i skiproblemer, men bestemt har haft både arm og øje med hjemmefra.
om de hoppede på den, må stå hen i det uvisse.

historien er helt autentisk. men tag ikke fejl, det er ikke fordi det er noget, der på nogen måde er hændt for mig... det er bare en historie, jeg har hørt ude i byen...