fredag den 20. marts 2009

omsorgsangreb

som om dagen i går ikke var slem nok, gjorde det det ikke bedre at jeg, da jeg kom på arbejde på det nærmeste blev udsat for noget, der mest af alt mindede om omsorgsangrebsovergreb.

jeg har her den første marts fået en hel håndfuld nye kolleger, og de er alle meget søde, men bedre kender jeg dem altså heller ikke. min dårlige dag i går stod åbentbart malet henover mit ansigt, eller måske er det bare generelt svært, at skjule smerte for sygeplejersker. uanset trak en af mine nye kolleger mig til side først på vagten, og spurgte til om jeg var ok. virkelig pænt af hende. jeg antog, at hun ikke havde hørt om årsagen til min nedtrykthed, og tænkte at sådan skulle det forblive, så jeg takkede hende for omsorgen, og sagde at jeg vist bare havde en dårlig dag, hvorefter hun lynhurtigt, og helt uden forudgående advarsel trækker mig ind til sit svulmende bryst i bedste mor-stil og krammer mig, mens hun fortæller mig, at vi skal sætte pris på, at vi har hinanden...

jeg er generelt ret god til kropskontakt. og jeg kan sagtens finde trøst i en god knuser, selvom jeg til enhver tid ville foretrække ord straight up, og uden nogen form for handling. men lige dér følte jeg mig på det nærmeste som verdens største snerpe. for er der ikke regler for, hvor længe man skal have kendt hindanden før man har omsorgsknus- privilegier? eller er det bare mig, der ikke er så frigjort på kropskontakt- mellem-totalt-fremmede-området som jeg gik og troede. en ting er sikkert, næste gang jeg har en dårlig dag på arbejdet, holder jeg det for mig selv.



(og ja ja, jeg ved godt at hun mente det godt, og jeg lyder som en sur k******. men det er jeg så. lige på det punkt. og jeg sagde jo ikke noget til hende. vel.)

2 kommentarer:

anjoe sagde ...

Jeg ville ditto selv ha' haft svært ved sådan en omfavnelse, og det havde mit kropssprog helt klart fortalt, men hvis giveren var mægtig stor- og bredbarmet, ja så min stivhed nok druknet i bølger *LOL*

miss mikkelsen sagde ...

netop ;)

jeg er bare glad for, at der ikke var nogen i nærheden til at aflæse mit ansigtsudtryk...