mandag den 20. september 2010

size matters

når man bliver indlagt efter et tonisk-klonisk krampeanfald, sker det på en neurologisk afdeling. og det er ikke en dårlig afdeling, slet ikke, men det er til gengæld ret ensbetydende med mange meget meget gamle mennesker. og bevares, jeg holder meget af gamle mennesker... når altså jeg bare ikke lige skal dele soveværelse med dem...

for når man bliver gammel, er det åbentbart sådan, at ører og næse (og guderne må vide hvad andet... min fantasi stopper over skulderhøjde. punktum!) fortsætter med at vokse, aldeles autonomt og uafhængigt af, om resten af ansigtet har tænkt sig at følge trop. det problematiske i denne udvikling (udover det visuelle) er, at funktionerne af disse organer ikke nødvendigvis skærpes efter devisen "jo større jo bedre".
faktisk sker der nok, efter min bedste overbevisning, det stik modsatte. næsen, dette fintfølende olfaktoriske organ, virker markant dårligere end størrelsen kunne forlede en til at tro og dette, vover jeg pelsen ved at påstå, forstærkes ligefrem proportionalt med alderen. dette medfører igen, at diverse uddunstninger fra bæreren ikke kommer til kundskab (for andre end undertegnede, og andre ulykkelige der måtte befinde sig på stuen i gerningsøjeblikket). og nøjagtig det samme gør sig gældende for ørerne. de hjælper ikke synderligt til i erkendelsen af, at der er noget der trænger til at komme ud... som i ud i enrum, og langt væk fra mig. tak.
og ikke nok med det. næsen ikke blot strejker på det sansemæssige plan. når bæreren sover har den aldrende næse åbentbart en idé om, at den uden videre kan tillade sig det samme. så det gør den. og snorken i decibelstyrke marimbaorkester er bare ikke mit yndlings soundtrack, når jeg forsøger at sove. og de førnævnte ører, som man kunne forestille sig havde en præventiv effekt overfor den slags, svigter atter, og undlader at gøre det arbejde de er bestemt for. hvilket sluttelig resulterer i et stk ufatteligt frustreret og søvnløs 35-årig medpatient, med en lugtesans der kunne gøre en sporhund misundelig, en ditto hørelse, foruden hovedpine og kvalme.

jeg overvejer i disse dage kraftigt en privat sygeforsikring, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg kan betale mig fra det, sådan som mit helbred arter sig i tiden. eller måske en forkølelsesvirus med on/off funktion er løsningen på problemet. måske jeg bare skulle se at blive rask... jeg mener, rystesyge er vel umiddelbart heller ikke det nye sort... endnu...


og ikke et ord om generalisering. hvis mit gamle menneske var sådan, er jeg sikker på at det samme gør sig gældende for resten. sådan må det bare være.

3 kommentarer:

spunky sagde ...

Det lyder altså ikke rart ....
stakels dig!

Hvor mange anfald har du haft? og med hvilken frekvens?

Sebastian sagde ...

Sjov betragtning med organernes volumen/kvalitet - jeg troede måske netop, at de voksede (specielt ørene) for at bøde for den manglende høreevne bagved, sådan at det måske lidt kunne opveje en anelse på det?

Christina sagde ...

Spunk : 2 generaliserede anfald med vejrtrækningsstop og voldsomme kramper, og ind i mellem en masse ufrivillige bevægelser a'la tics, op til 200 om dagen. Heldigvis er kemien ved at sparke ind, og jeg er forhåbentlig snart fit for fight igen.

seb... det ville også være det mest logiske, men det har jeg nu bevist med mit videnskabelige forsøg med en population på 1, at sådan forholder det sig ikke i virkeligheden ;)