ja, det kom han til at hedde. hverken mere eller mindre kunne gøre det. i daglig tale slippers, og når han vader rundt på køkkenbordet bare "KAT!!"
og nu er han så også blevet model, aldeles ufrivilligt, men ikke desto mindre. for han er da for lækker.
kan udsigt til regn og tunge tanker ikke bare rydde bordet, og efterlade plads til en dag i sengen, uden andre forpligtelser end bog, kat og te...
og er det mon meningen, at mandage har fri ret til at skøjte ufortrødent videre over i tirsdage, bare sådan helt uden nogen form for retsligt efterspil? jeg tror, at jeg nedlægger veto.
(og står op)
"...hør nu her kone..."
ja, det sagde han sgu!
...og nu er det, jeg så ikke kan lade være med at spekulere over, hvor rummeligt sådan et ægteskab mon forventes at være...
og det var. og blev. den hyggeligste dag. og den smukkeste. og dejligste. og mest uhøjtidelige. og alligevel var det. et bryllup.
solen skinnede. champagnen flød frit. tårerne ligeså. de mennesker som skulle overvære og være var. i den grad.
og det føles. helt rigtigt.
kunne det mon tænkes, at nogle af alle de smukke kager, jeg igennem tiden er stødt på, under mine vandringer rundt i blogalala, udover at være smukt pral, også har været reklame for et par ferme hænder, der måske kunne have lyst til at tjene lidt ved siden af?
jeg står nu med et akut behov for verdens smukkeste, fineste og ikke mindst lækreste bryllupskage i flere lag til omkring 60 personer, og har ikke rigtig lyst til at frekventere de gængse bagermænd, hvis jeg kan blive fri...
kender du en, der kender en, eller kan du måske selv?
håber at høre fra dig, enten her, eller på mailen, som du kan finde under min profil.
miss m. ligustervej.
nu står det der endelig. stort og mørkt. lidt dystert. og meget meget tiltrækkende. jeg har fået et klaver. egentlig ved et tilfælde, men man siger vel ikke nej, når et meget smukt møbel nærmest dumper ned fra oven. ikke at jeg på nogen måde ved, hvad jeg skal gøre, for at lokke de fortryllende toner ud af det, jeg ved det gemmer på dybt inde. men det står der. og en dag må det vel lykkes for mig, at nå til et punkt, hvor jeg har ro nok på til at sætte mig ind i, hvordan man overgår fra kattejammer til noget mere tåleligt. jeg lærer det i hvert fald ikke ved ikke at prøve. så må jeg lægge krop til hovedpinen så længe. og disharmoni kan, med den rette indstilling, være betagende smuk i sig selv.
lyder foruroligende bekendt... man kunne ligefrem fristes til at påstå, at det skaber genklang.
billedet er ikke helt i vinkel(og nej, det er ikke mig der har taget det;)), men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl. ham her rører noget inde i mig som meget gerne må røres ved. også i mange år fremover. han er 10 uger gammel, halvt norsk skovkat, og halvt ubekendt. en vaskeægte upser. og hvis han vil, bliver han min upser.
han kommer på torsdag.
breder sig i hele min krop, når jeg tænker på, at jeg just har fået tilbagemelding fra veninder i henholdsvis london og portland. og ikke mindst på det faktum, at de har tænkt sig at trodse landegrænser, for at være ved min side den 9. august.
for fanden, det gør mig glad. på den helt ubeskrivelige måde.
måske er det bare ikke meningen, at jeg skal have en trådløs telefon. på den ene side er det ret belastende, at jeg aldrig kan finde den, og derfor bener forvildet og rundt og leder, hver eneste gang den ringer. og på den anden side er det ved at være ret dyrt, at skulle ringe tilbage til alle de tabte opkald, der opstår i kølvandet af den formålsløse løben rundt efter bortkommet telefon.
nåmmen nu har jeg heldigvis løst problemet. tror jeg. det bliver i hvert fald interessant at se, om telefonen har tænkt sig at lade sig genopleve, efter jeg glemte den udenfor i gevaldig regnbyge lige før :S
