endelig alene2

endelig alene... fantastiske livgivende ord, når man som jeg lever med alt for mange mennesker på alt for lidt plads. jeg mener, det er ikke at jeg ikke holder af dem alle sammen, men det kan lissom godt blive for meget af det allerbedste. især når ældste-barnet danser OG synger til (meget høj) mgp-opsamling i køkkenet, mens yngsten hælder samtlige bøger ud af bogreolen (og efter al sandsynlighed bærer dem ud i selvsamme ikke specielt store køkken) og de begge ihærdigt prøver at skabe voksen-kontakt med hver sit "MOOOAAR SEEEE" samtidig med at de forsøger at fortrænge hinanden mere eller mere fysisk.
trænger meget til ekstra plads, kun til mig (og et større køkken) , og eftersom drømmehuset lader vente på sig, og kraftigt inspireret udefra (i ved nok hvem i er), er jeg flyttet herind.

har for nylig lovet ældsten at hun får sit eget værelse når drømmehuset dukker op, hvornår får voksne deres eget værelse??