open by night

min veninde og jeg var i new york i nat. først for vi vild i subway'en, og der var noget med at mit kreditkort af en eller anden grund ikke kunne købe billetter, hvilket var lidt besværligt, eftersom vi skulle nå noget rigtig meget. jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, men hold fast hvor havde vi travlt.
Så blev vi væk for hinanden, og jeg stod af toget, så man må deraf udlede, at jeg enten havde fået mit kort til at virke, eller kørte uden billet, hvilket jeg ikke kan forestille mig, for det er så vidt jeg husker nærmest umuligt, at komme ud af en subway-station uden.
stationen jeg stod af ved var nede ved havnen, for jeg kan huske, at jeg kiggede ud over new york skyline, og tænkte, at det måtte være lidt som med den lille havfrue, for den var utroligt lille og lidt skuffende. og hende frihedsgudinden, hun var der slet ikke. mystisk.
men eftersom det er spild af tid at dvæle ved skuffelser, besluttede jeg mig for at finde et sted at shoppe. for hvis jeg ville finde min veninde igen, var jeg overbevist om, måtte jeg være et sted hvor hun kunne tænke sig til, at jeg var. (og vi havde åbentbart ingen mobiltelefoner, eller også havde vi bare glemt, at vi havde dem) men det eneste sted, tænkte jeg, hun ville kunne regne ud, at jeg ville befinde mig når jeg var væk, måtte være i et mall. så jeg fandt det nærmeste mall, og en taskebutik (surprise!) og der var den, min drømmetaske. den var fantastisk, kæmpestor, og lavet af rottehaler. (altså skindet, ikke børnehår....) og så kostede den kun 5000 dollars. og alt imens jeg stod og funderede over, om jeg havde råd til at spendere 35000 kroner på den mest gudeskønne rotteskindstaske, dukkede min veninde op, for hun havde regnet ud, at det eneste sted i new york jeg kunne tænkes at være når jeg var væk, var i en taskeforretning....



og så vågnede jeg. feberdrømme er alså det eneste plus ved at være syg...