mandag den 24. september 2007

mantra

kaffen kommer snigende som lange arme af duft, og trækker mig ved næsen. ind i kampen. man kan ikke blæse og have mel i munden. på en gang. men man kan blæse. og derefter have mel i munden. hvis man tager tiden til det. og man behøver ikke at starte ved nul. hver gang . jeg starter med kaffen.


(og selvom det nok i længden kan gå hen og bliver en klistret fornøjelse, er det et billede, der for mig gør hele forskellen. på ikkeværelse og tilværelse. når jeg tager tiden. til at huske at huske det.)

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smukt. Smukt, smut,smukt!!!!
Jeg mærker og genkender.
Og knuser dig. Meget. Og længe :-)

Christina sagde ...

tak, søde søde ballast.

din anerkendelse betyder ufattelig meget. vidste ikke at ærlighed kunne være så angstprovokerende... og dog... historien modbeviser påstanden, hvis man kender den.


men det føles. stærkt.

og ikke mindst vidunderligt dejligt at vide, at du er. her. med mig.