endelig alene(!)
har med vilje ikke skrevet om det før. fortrængningens kunst, eller bare ønsket om at det ikke var. kæresten og pigerne tager afsted på ferie i morgen. til sol og sommer og varme og bare tæer i sand. hans far inviterer hvert år i denne uge hele familien, men i år bliver det altså uden mig.
og det gør ondt. helt derinde hvor fornuften hører op. ikke fordi jeg ikke under dem det, men fordi jeg bare kommer til at savne dem så sindssygt meget. der burde være en regel mod at sygeeksamen og familieferie ligger i samme uge.
(har heldigvis allieret mig med dejligveninden, som flytter ind og agerer støttepædagog på ligustervej hele ugen. et dejligt plaster på såret, når det nu ikke kan være anderledes, men alligevel. stakkels stakkels miss m.)
4 kommentarer:
Øv, for en bet. Det lyder simpelthen ikke rimeligt. Jeg synes det er godt med en kompensationsveninde, for det andet er da næsten for trist - eksamen i stedet for ferie urimeligt. Og så må jeg vist hellere lade være at vade mere i det, men føler stadig med dig.
zette : tramp du bare løs... jeg har brede skuldre.. eller noget...
og jeg trænger i dén grad til at blive ynket ;)
Forstår sørme godt at du har ondt af dig selv. Og jeg giver dig helt ret i, at ferie og eksamen skulle forbydes at kunne finde sted samtidigt :-(
Alt er det rene ynk, lige bortset fra den superveninde, du har, og så den eksamen, du får :o)
anjoe : tak!
du har ret. det var nok lige den vinkel, jeg selv har svært ved at finde i al min selvynk. men jeg øver mig :)
Send en kommentar