lærerigt

det der med at være sygeplejerske, er ind i mellem i det daglige en fantastisk fordel. især når man har syge børn, og skal vurdere graden af feber, diarré osv. også i forhold til, at kunne ordinere den rette variant og mængde af dette eller hint medikament, er der en hvis tilfredsstillelse i, at lade vagtlæge være vagtlæge, og spare mange lange sure timer i selvsammes venteværelse. for helt ærligt, hvis man ikke er syg i forvejen, er det da det idéelle sted at blive det.

og viden forpligter. så da undertegnede, som så mange andre har måttet bukke under for en grad af forkølelse, og i den forbindelse har udviklet en ret irriterende tendens til at udtrykke forkølelsen i form af et grynt, en tilbagespoling som min svoger ville kalde det, som ville kunne gøre en fuldvoksen yorkshire so misundelig, måtte der handling til.
den kloge sygeplejerske ved, at uanset mængden af slimløsnende midler og næsedråber på markedet, så er den bedste kur mod den slags næseskylning. som i saltvand på en spiseske, og så op i skaftet. saltvandet skal selvfølgelig være isotont, dvs. i samme koncentration som vi har i kroppen, og da den slags er hundedyrt at købe færdiglavet, kunne denne sygeplejerske ikke dy sig for at lave det selv. 9%, det må betyde 9 g salt til en deciliter vand, og så igang.

og her er det så, at pointen for denne lange fortælling langsomt kommer snigende, for da jeg med et beslutsomt, og meget dybt hvæs trækker saltvandsopløsningen fra skeen op i næsehulen, er det ikke den befriende og rensende oplevelse, jeg havde forventet. oplevelsen kan nok bedre sammenlignes med at stikke hovedet i det døde hav - og inhalere.

hvad jeg lige havde overset i skyndingen var, at isoton når det gælder salt ikke er 9%, men 0,9%. et lillebitte komma med en meget stor betydning. men når man dagligt står med den slags i foroptrukne sprøjter, er der åbentbart kommaer der forsvinder hist og her... og så kan jeg lære det. det må være ligesom de der obligatoriske køreprøver, vi alle burde op til ind i mellem, for at sikre at vi stadig kan færdselsloven...

men jeg lærte det, og jeg husker det. og for fremtiden tror jeg, at jeg vil prøve alle mine gode råd af på mig selv, inden jeg afprøver dem på uskyldige. jeg tør slet ikke tænke på, om jeg nogensinde ville kunne genopbygge tilliden mellem mig selv og mine børn, hvis de havde været ofre for noget tilsvarende... og forkølelsen... den trives stadig i bedste velgående...

blender

jeg har ofte taget mig selv i, at tillægge mig andres accenter. nogen gange tilmed deres talemåder... og kropssprog. og det er mange gange gavnligt. eksempelvis når man går ind i et rum fyldt af tre år ældre københavnere til københavnsk venindes fest for sin daværende gymnasieklasse. lige præcis den dag var det virkelig i orden, da lækker gymnasiedreng drævede "årh, du lyder sgu da slet ikke spor jysk..." (jeg kan ikke huske om vi endte med at kysse, men sandsynligheden er bestemt til stede.)

det der med at tillægge sig andres karaktertræk, kan også være en fordel, når man skal forhandle om dette eller hint ude i de jyske forstæder. man kommer ligesom på bølgelængde med lokalbefolkningen på en helt anden, og mere intim måde. lige indtil de spørger, om man er lokal, og man bliver sat midt i mellem de berømte taburetter. på den ene side kan man vælge den hvide løgn "ja, men jeg flyttede for nogen år siden", og i det modsatte ringhjørne finder vi den lidt fornærmende "nej nej, jeg har bare sprogøre." jeg er ikke helt klar over, præcis hvor den fornærmende vinkel kommer ind, men jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg normalt ikke ville anvende den slags accenter i forbindelse med almindelig dagligdags konversation med ligesindede.

jeg kan også på udenlandsk. primært engelsk, da det er det eneste fremmedsprog, jeg mestrer til fulde. til gengæld har jeg fået komplimenter for min accent fra australiere, amerikanere og sågar englændere. i udenlandsk sammenhæng er det heldigvis ikke nødvendigt at lyve om min herkomst, her er det ok at være dansker, der bare er ret god til engelsk.

jeg tillægger det, som før nævnt, et meget udtalt sprogøre. og man skal endelig ikke opfatte det nedladende. måske det er lidt ligesom kamæleonen, der blender ind, for ligesom at passe bedre ind i omgivelserne. og jeg sætter ofte enddog meget stor pris på min gave. dog kammede det over i forbindelse med min ellers udmærkede oplevelse med kosmetisk forbedring. ikke et ondt ord om overenergiske, falcetsnakkende og blonderede kvinder, der arbejder i forskønnelsesbranchen. men når ens egen søster melder klart ud, at hvis man fortsætter i det gear meget længere, vil hun ikke følges næste gang, så er målet vist nået...


alt andet lige er jeg sikker på, at det er et tegn på umådelig stor intelligens. blev der sagt!

håb

sad og forsøgte lidt forårsrengøring på mac'en. måske mest i håbet om at det kunne fremkalde en smule forår, men uden held. og dog.

se hvad jeg fandt. et link med indbyggede løfter om lyse nætter, lune bær på grønne grene, blomstervæld, og sol der varmer helt derind, hvor der ingen varme er at finde lige nu. jeg tror på det.

reflektion

er det mon ikke på tide at melde sig ud af der dér facebook, når man er venner med folk, man opdager at man ikke gider standse op og hilse på på gaden...

søvnløs

"jeeg er traat,
så gruusomt traaaat,
jeg er færdii,
jeg har ikke flee'eer kræfter,
jeg er led og ked af skolen,
jeg vil sidde for mig selv,
for jeg giiider altså ikke høre efter..."

(frit efter vesterbro ungdomsgård, engang i halvfjerdserne +/-)

...sådan cirka, har jeg det lige nu, pånær

1. at jeg ikke sidder i skolen, og ikke kommer til det i en overskuelig fremtid, med mindre jeg virkelig slår mig i tøjret, og gør noget alvorligt ved det.
2. at der på ingen måde er nogen, der for nuværende ønsker, at jeg skal høre efter. måske de nærmere tigger og ber mig om at holde kæft, og lægge mig til at sove.
3. og for så vidt er det faktisk lidt kedeligt, sådan at sidde for sig selv, i søvnløshedens navn.

men ellers rammer den lige på kornet. og er der ikke nogen der ligger inde med nummeret på ham der morfeus, eller en anden, der kunne trække i et par tråde. jeg er snart desperat, og villig til hvadsomhelst...

utro

er klovn det nye sex and the city? eller er jeg bare ved at udvikle mandlige hormondepoter, når jeg endnu engang i ugidelighedens navn forsager carrie og pigerne, for casper og frank? måske man i den næste tid skulle til at kigge nærmere efter mulig skægvækst, eller tendenser indenfor umådeholden brug af vendinger som, "det sagde han også i går".

for sådanne tendenser ville være noget helt nyt på repertoiret. eller det der...


altså, jeg er faktisk også ret vild med iben, blot for at bibevare en lille del af min ære og kvindelighed. ...måske man kunne dække sig ind under et latent behov for alsidighed?

stjernestøv #2

"jeg vil være hende i midten", sagde barn nummer et. "jamen så er jeg hende med den lyserøde kjole", sagde barn nummer 2. "og nu er jeg hende i midten, min står nemlig i midten nu", sagde barn nummer tre.

vi ser melodi grand prix. og jeg er med på sidelinien hos tre tændte tøsebørn. to på 8, og en på næsten 5. jeg prøver ihærdigt at blande mig udenom (hvilket ved et hjerteskærende genialt lykketræf, går hånd i hånd med at gemme sig bag iBook'en...) men der er serpentiner, og stjerner på sugerørene, der er stjerner i drømmende pigeøjne, der er sukkerchok, og så er der faktisk ok musik. eller i hvert fald anerkendte kunstnere... musikken vil jeg for nuværende ikke udtale mig om, men stjerneparaden gør det unægteligt en hel del sjovere.



...og hende der sølvfinger (søs fenger, red.), hende vil jeg gerne være, bare et kort øjeblik.

stjernestøv

man kan vel ikke undgå, at der falder en smule stjernestøv af, når to så store personligheder mødes i dialog. clement husker jeg stadig som en lille bebumset knægt, som rendte rundt og så lidt fortabt ud i gangene på min gamle folkeskole... og så var hans far jo borgmester for den gamle by. den slags kan ikke undgå, at give lidt på kontoen, i hvert fald hos én som mig. og jeg kunne jo faktisk ret godt lide den gamle erik kjersgaard. han mindede mig på nogen måder lidt om julemanden, bare uden gaverne og tøjet.

og suzanne. jamen der er alt vist givet på forhånd, i hvert fald for undertegnede. jeg ville gerne have været suzanne når jeg blev stor. måske jeg kan nå det endnu.

store personligheder i hver sin ende af spekteret, med indlagt mulighed for fri tolkning. giv den et forsøg hvis du har en god time til overs. og har rummeligheden i behold. her.

incognito

sidder i forlængelse af indlæg nr 1, og funderer over det dér med anonymiteten. jeg er helt med på, at at man af hensyn til job og familie, må forsøge at holde på formerne. og jeg kan også godt se idéen i, at læsere bør inviteres personligt og helt formelt til at læse med i privatlivets små grisede gemmer, især hvis man forestiller sig, at behovet for rygdækning er ligefremtproportionelt med graden af hudløshed man fremlægger i bloggen. jeg er slet ikke tvivl om, at man med et stykke detektivarbejde i googleversionen, sagtens ville kunne finde frem til mig. og hvad så. hvad er konsekvensen af, at blogge uden filter? det handler vel bare om kun at skrive det, men kan holde ud at få tilbage i hovedet... midt på strøget og i selskab med hele den pukkelryggede.


måske (læs : helt sikkert) er det bare en dårlig undskyldning for, at jeg, hvis jeg for nuværende lagde filter på bloggen, ikke ville have en enkelt ærlig læser, mit lange fravær taget i betragtning. så for nu er det ren exhibishionisme herfra, i det omfang det nu bliver. for jeg bestemmer jo stadig selv, hvad der kommer igennem nåleøjet.


eller noget...

holla...

og så sad man ellers der, og var lige ved at få aftenskaffen i den gale hals...(som forøvrigt sidder hvor? -jeg genkalder kun meget vagt timerne i anatomi og fysiologi, men den gale hals, den var altså ikke med i pensum...!)

Tilbage til historien, hvor var det interessant, at se at blog-a-lala ikke er gået helt i stå. der er sket en hel del forandring, siden jeg kiggede indenfor sidst... både i det visuelle udtryk, men ikke mindst i form af en hel del lukkede døre. følte mig på et tidspunkt lidt a'la thomas h, som står derude og banker på, men heldigvis blev der lukket op, og jeg er nu atter en del af det gode selskab.

så har jeg gået og tygget på den et par dage. og nu skulle det være, bare for at melde ind, at jeg stadig er her, og læser jer i smug. for måske savner jeg det lidt. måske ikke, jeg er selv lidt i tvivl, men here goes.

the re-launch of miss-m. og uagtet at jeg nu faktisk er mrs b. fastholder jeg miss-m, bare for nu. babysteps må være det nye sort lige nu, og især i mine nye jimmy choo's tror jeg ikke, at det går helt galt. men jeg er her, hvis i er...