fødselsdepression
jeg sad for et par uger siden, og talte med en bekendt om mit forhold til præstationer i almindelighed. snakken blev naturligvis, qva min opgave, ledt ind på præstationer i studiesammenhæng. jeg fortalte ganske ærligt om, hvordan jeg altid i kølvandet på en kraftpræstation, eksempelvis en eksamen eller efter aflevering af en stor opgave, bliver bange for ikke at bestå og betvivler mine egne evner. han spurgte så, om min angst var reel. og jeg svarede, som sandt er, at jeg stort set altid ender med at klare mig godt. og så var det at den kom. "årh, er du en af dem". ikke et spørgsmål. en konstateren. og ja. jeg er en af dem.
udtalensen var tydeligt ladet med en dyb foragt for os. os der, når vores kunnen sættes på spidsen, har en så fortvivlende lille tro på egne evner, at vi i primitivt forsvar triller os sammen til små kugler, lader piggene stritte, og i bund og grund bare er pisseirriterende. og foragten er vel egentlig også forståelig. jeg kan godt se fornuften i, at det må være frustrerende at bevidne disse umiddelbart affektprægede reaktioner. især når historien taler sit eget tydelige sprog, og det måske kan komme til at lyde som om, at det bare er opmærksomhed, der bejles efter.
men jeg er her igen. jeg tror ikke på, at min opgave er god nok. og her mener jeg ikke god nok til at få en god karakter, men alene til at bestå. det er ikke særlig konstruktivt, det ved jeg. men ikke desto mindre, og til trods for, at jeg godt kan se det irrationelle og lidt latterlige i reaktionen, er jeg der nu. jeg skal mødes med ham igen i eftermiddag, og jeg ved godt at snakken bliver ledt ind på min opgave, og forventninger til eksamen. og til trods for, at han tydeligvis ikke mener at jeg er berettiget til min angst, er den der. og den er reel. for mig. lige indtil det modsatte er bevist. spørgsmålet er nu bare, om jeg orker at stå ved dette midlertidige sammenbrud af min sunde fornuft. på den anden side har jeg jo allerede indrømmet overfor ham, at jeg er en af dem. og hvis han ikke gider høre på det, kan han jo bare lade være med at spørge.
og denne her gang er det virkelig anderledes. opgaven har mange mangler, og jeg er heldig hvis den kniber sig igennem. og jeg er faktisk overhovedet ikke spor irrationel og hysterisk i min bedømmelse. ikke spor. næ nej.
7 kommentarer:
Selvfølgelig er din angst reel for dig - selvom den er ubegrundet, når det kommer til censorers bedømmelse. Men jeg kender det godt. Bortset fra en eneste gang: første år på tyskstudiet, jeg havde været til skriftlig eksamen i Landeskunde, og var ikke i tvivl om at bestå - og da jeg så så det 5-tal slået op på opslagstavlen, sortnede det. Helt vildt mystisk - næste gang fik jeg 9 - og jeg forstår stadig ingenting.
men hov, det var jo slet ikke mig, men dig, vi skulle skrive om. Det er forståeligt at tvivle, når man har givet så meget af sig selv i så lang tid. Men jeg synes ikke, du er en af dem, for de er nemlig ikke til at holde ud, og det er du!
Du er det dejligste pindsvin, jeg kender. Selvom piggene vender den forkerte vej :D
zette : TAK, du er sød :)
...så må jeg jo bare være taknemmelig over, at alting er som det plejer ;) ville dog stadig ønske, at jeg var bare lidt mindre irriterende ;)
ballast : ja, det er paradoksalt ikke? kys på dig.
Det er almindeligt at blive deprimeret efter en stor opgave er løftet. Der findes et ord for det, jeg kan bare ikke huske, hvad det er. Det er noget om at man skal til at sætte sig nye mål og kravle op på en tinde til (men man skal lige have lov til at samle kræfter først).
Her lyder det også som om, du tvivler på, om det du har lavet er noget værd. Det kender jeg godt!
I første omgang er det vigtigste, at det er overstået.
mandejammer : dejligt med et nyt ansigt :)
hvor er det rart at høre, at det ikke alene er et kønsrelateret fænomen. (måske vi bare hviner højest ;))
men det er rigtigt, at det vigtigste er, at det er overstået. jeg tror bare at jeg bliver nødt til at skrive det i panden på mig selv hvis jeg skal huske det ;)
Det kan synes så irrationelt for dem, der ikke har været i situationen og haft følelsen selv. Jeg forstår nu godt, at andre kan hæve øjenbrynene over mennesker som du, der klarer den hver gang og alligevel er nervøse og stressede næste gang. Jeg forstår til gengæld også efterhånden hvad det er "I" gennemgår. Jeg har en nær veninde, som aldrig har fået andet end 10-, 11-, og 13-taller - og hun var seriøst syg hver evig eneste gang, der skulle afleveres opgave eller deltages i en eksamen.
Det kan godt være, det er psykosomatisk, men der er ingen tvivl om, at det er reelt nok.
Fobier er jo heller ikke rationelle, vel?
lotten : velkommen, og tak for din kommentar :)
nej, fobier er ikke rationelle, på ingen måde. det sjove er, at ved at skrive om det, kan jeg faktisk bedre forholde mig til det. og til mig selv. og jeg har indset, at sandsynligheden for at jeg (og min familie ikke mindst) kommer levende igennem de næste fjorten dage, er større hvis jeg formår at tænke positivt, end hvis jeg går rundt med konstant ondt i maven.
så det tror jeg, at jeg forsøger mig med :)
Send en kommentar