exhale #2

er vist stadig ikke helt ovenpå, efter den sidste tids kolbøtter... jeg er egentlig glad og har masser af energi, men har samtidig, må jeg indrømme, stadig lidt svært ved at acceptere, at det gik som det gik. jeg har altid kunnet klare mig igennem uanset oddsene, og det har været lidt af et nederlag at skulle se i øjnene, at det ikke gik denne gang. jeg føler mig på en eller anden måde lidt tom.

jeg tror, at sammenfaldet med huskøbet gør det sværere at komme ovenpå igen. det er lige som om, at jeg er ved at genopfinde mig selv på en eller anden vis. jeg skal lære mig selv at kende, som hende der kan tåle et nederlag, og samtidig skal jeg affinde mig med at skulle flytte fra byen, og ud i forstæderne, hvilket jo på sin vis er fantastisk, men samtidig går det langsomt op for mig, at en god del af min identitet er bundet op på byen og den livsstil det medfører. jeg har boet i byen i 14 år, og de sidste 7 år har jeg boet i det samme hus. så der er vel ikke noget at sige til, at det kan føles som en stor omvæltning. eller noget.

jeg kan heldigvis egentlig godt lide den nye mig, hvilket i og for sig jo er ret heldigt. men jeg skal også bruge noget tid på at lære mig selv at kende, og gøre op med den gamle christina, kan jeg mærke. jeg kan være i fuld sving med et eller andet, for pludselig at have behov for at gå i pit, for at navlepille i en time eller to... en langsommelig men trods alt fremadrettet og positiv proces, og tid er jo pludselig en ressource jeg har så rigeligt af.

og der behøver vel ikke at gå ligusterhæk i den, bare fordi jeg ikke bor i hjertet af byen længere, det er vel i bund og grund noget jeg bestemmer.



øv, jeg kan godt se at det lyder utaknemmeligt, og sikkert også temmelig rodet og fragmenteret, men det er altså sådan det er. lige nu. så, nu er det sagt.