tirsdag den 20. marts 2007

ode til mit afkom

... der opstår ind i mellem situationer hjemme hos mig, hvor jeg umuligt kan andet end at lovprise mine unger, der har så sindssygt meget charme og oompf at man, uanset hvor meget man har været oppe og råbe virkelig højt og surt for at trænge igennem, bliver nødt til at følge den (føler man pludselig selv) utilstedelige kultivering op med en vild og hovedløs flugt ind i et tilstødende rum, for at grine af, uden samtidig at tabe ansigt ....
(er der mon regler for hvor lang en sætning maksimalt må blive...??)



det er i den slags situationer, man som mor kan gå hen og blive lidt i tvivl om, i hvilken retning opdragelsen rent faktisk går....... ;-)


4 kommentarer:

MrsBaloui sagde ...

Kender det godt! Yngstemanden herhejmme kan komme på de mest mærkelige balladestreger - udført med et gavtyvesmil, så selv den strenge mor (eller far) er ved at give efter af grin.

miss mikkelsen sagde ...

jubii!! min sætning blev ikke for knudret til at være forståelig ;-)

det kan være virkelig virkelig svært ind i mellem, at skulle kunne bevare masken, når man inderst inde er ved at bryde fuldstændig sammen af grin!!

men det er også det der giver det hele mening... heldigvis!!

kontorchefen sagde ...

Nogle gange når det er åbentbart er på sin plads at skælde ud i folkeskolen, ser jeg mig selv som dreng. Lavde de samme ting. Så det ret svært at skælde ud.

miss mikkelsen sagde ...

kontorchef; min kæreste er folkeskolelærer, og som jeg temmelig ofte har fået ytret til ham, når han kommer hjem og beretter om uvorne unger i folkeskolen, så er jeg bare ikke begavet med en tålmodighed, der kan rumme at opdrage på andres børn...

tror desværre at jeg, med jævne mellemrum, ville råbe og stampe i gulvet, kaste med kridt og det der var værre..., og så stå tilbage med et kollosalt oprydningsarbejde og en sort samvittighed.

men det er jo bl.a. derfor jeg ikke er blevet skolelærer ;-) .

.. og dyb respekt til jer, der kan!!!