er det sådan det er

var i går udsat for en prøvelse, der stadig rumsterer i mit hoved (og som oven i købet har sat sig som en lille ond krampe et sted i min mave). jeg var nede i banken og skrive under på pensionsopsparinger i flertal. en til mig, og en til hver af mine døtre. så ikke bare er jeg blevet mentalt voksen i kraft af en enkelt finurlig krølle sat af en bic - kuglepen, det samme er mit uskyldige afkom...

jeg er ikke helt sikker på, at jeg faktisk forstår hvorfor vi partout skal udstyres med kapitalpensioner, men det er noget med en lovændring som hindrer, at man kan få udbetalt sin kapitalpension inden man er 62, hvorimod man, hvis man har tegnet pensionen inden 1 maj i år, kan få den udbetalt allerede når man er 60... eller noget, nu har vi dem i hvert fald...

ikke at det at tegne pensioner som sådan er specielt grænseoverskridende, men de tanker det udløste... min egen mor døde da jeg var 14, og hun 41... hvad nu hvis... har virkelig ikke lyst til at successen skal gentage sig (eller bare at tænke tanken til ende).

og det at forestille sig hvor ungerne er når de er 60... nej, det kan jeg altså slet ikke forholde mig til ... håber bare, at de også til den tid har det godt...!



tror virkelig ikke at det er meningen, at vi skal kunne tænke så mange år ud i fremtiden. jeg skal i hvert fald ikke. nu arkiverer jeg papirerne i en skuffe, og så forsøger jeg at koncentrere mig om i dag...