at være eller ej

var her til aften, for første gang nogensinde, til skolefest som forælder. det føles på min krop og psyke, som om det har været en temmelig ældende oplevelse, men har endnu ikke turdet se mig i spejlet, for at se om det rent faktisk har efterladt aftryk...

seks-årigs skole er stor, og fin, og gammel... stor søjlehal dækket op med langborde med metervis af hvide papirsduge, og træpinde forklædt som klapstole ved bordene. fyrfadslys, og et tre-mands-jazz-orkester, der spiller en art swinget jazz på store flotte messingblæsere, for forældrene vel at mærke. næsten kolde øl, kold kaffe og unger, der er speedede af sukkervand... i al sin uskønne enkelhed; skolefest.
genkender det hele fra for over et kvart århundrede siden, da jeg selv stod dér, og skulle til min første skolefest, ...som barn med mine forældre.. og nøj hvor var de gamle!! ... den erindring koster altså nemt et par år på forældelsesbalancen...

seks-årig trækker mig nedenunder, og forsvinder sporløst ind i horderne. børnene her er i fuld gang med at, "kickflippe for vildt" i mørket (fraset gal discokugle og farvet røgslør). kan ikke se om de danser kinddans, men har svært ved at forestille mig at kickflipning indbyder specielt til den slags... får egentlig lyst til at danse, men ønsker dog ikke at ydmyge mit afkom på den uigenkaldelige måde, så undlader...

den triste erkendelse af, at være blevet potentiel pinlig mor, lægger minimum 7 år til miss mikkelsens selvfølelse... specielt sat sammen med et (forhåbentligt) midlertidigt tab af hørelse på begge ører som en lille ekstra oplevelse forårsaget af den eksplosive lydstyrke i lokalet...

da klokken nærmer sig de otte er det endelig på tide at trække hjemad. rotterne skal ikke for sent i seng, så kommer de til at blive skrupumulige i morgen... synd for både rotter og rottemor! føler mig pludselig både frygtelig træt og gammel, dér lænende mig op ad egen fornuft. jeg bunder min smålunkne kaffe og trækker mig væk fra de dansende horder (14 - 15 årige, iblandet de få sindssygt modige småunger, der tør kickflippe med de store...) og op i søjlehallen til jazzorkesteret, der pludseligt og helt uden varsel, adderer ti år til de 45 år jeg er ved at have akkumuleret, ved at spille et nummer, jeg rent faktisk kender.
jeg ender med, i skrivende stund, nu hvor der heldigvis er et helt år til næste seance, hvis jeg da regner rigtigt, at være tæt på at runde de 55... supertarveligt!!


specielt fordi jeg, så sent som i eftermiddag, på vej op af studsgade, i høj sol, med nye solbriller, og justin i iPod'en, helt sikkert ikke var en dag over 23...