og så så man lige livet passere revy

troede for en kort bemærkning at jeg havde mistet ældste-barnets første (og indtil videre eneste) tabte rokketand. ikke godt!

havde først et hyr med at få hende overbevist om at jeg, efter lange forhandlinger med tandfeen om overhovedet at kunne få den tilbage, var bedre til at passe på den end hun, og når hun så kommer og ber om at måtte se den, hvor er den så??

rodede febrilsk i mit smykkeskrin (for det var der jeg havde lagt den, det er jeg sikker på!) alle de små carré poser blev endevendt, men lige fedt -ingen tand! dette scenarie udspiller sig simultant med at ældste-barnet står med store anklagende tårevædede øjne og følger min mindste bevægelse, -spørg om man kan mærke koldsveden og den dårlige samvittighed?
måtte give op, og barnet går i seng med en lille tåre i den ene øjenkrog, og med ihærdige forsikringer fra mor om at "den er altså ikke blevet væk, mor skal nok finde den..." (samtidig med at mor ber til samtlige højere magter om assistance...)

den lå under sengen, fandt den her til morgen... må være den to-årige, der har lagt den dér ;-)