sok i kop

sad og funderede over mit seneste indlæg, og kom til at tænke over, at min opfattelse af den dér beskrevne situation, sandsynligvis er en kende anderledes, end hvad der måtte gælde for en gængs opfattelse af en gængs to-årig.

hvad der ikke helt kommer til at skinne igennem er, at min yngste er altædende... og ja, gu er det da dejligt, at have et barn der spiser hvad der bliver serveret, det giver sig selv. men når man skal gå og være nervøs over hvad der ellers ryger den samme vej, så kan det ind i mellem godt udløse en grad af hysterisk stress...

Her tænker jeg specielt på dengang, hun spiste en hel myggestift af mærket etono. selv jeg kan stadig huske smagen, vagtlægen på forgiftningsklinikken på bispebjerg bad mig nemlig om at smage på de sørgelige rester, "for hvis det ikke smagte godt, havde hun nok ikke spist det hele..." det havde hun, og det smagte ikke godt, og min tunge prikkede på den mest irriterende måde i en 5 minutters tid derefter... og hvordan må det så ikke have føltes for stakkels to-årig?
enden på det hele blev at barnet blev beordret til at spise risengrød (ja!), og så skulle vi holde øje med hende natten over, vi havde jo lissom bevist, at det at holde øje med, ikke var noget vi rigtigt gjorde i... og etono myggestift har angiveligt en sedativ effekt hvis den indtages oralt.

den eneste der ikke var i det røde felt den dag, var den to-årige... (hun var jo selvfølgelig også lettere bedøvet...) og moren fik en opsang fra den gode læge på bispebjerg, om ikke at have medicin til at ligge frit i hjemmet, og det kan der jo nok være noget om...

i tidens løb, har jeg pillet mange pudsige ting ud af gabet på det lille pus, og derfor vil jeg uvægerligt, når hun i stedet for varm kakao ønsker varme sokker, for mit indre blik, se disse serveret i en kop...